Skip to main content

Babesiose hos hund

Babesia er navnet på en protozo, en lille, encellet organisme, som er ansvarlig for sygdommen babesiose.

Hvordan bliver hunde smittet med babesiose?

Overførslen af smitte sker via en flåt, som endnu ikke er set i Danmark. Den kaldes husflåten og er almindeligt forekommende i Sydeuropa, Nordafrika og Nordamerika. Der ses således ikke babesiose blandt hunde, som er født og opvokset i Danmark, men importerede hunde og hunde, som tages med på rejser i Syd og Mellemeuropa, vil have risiko for at få sygdommen.

Hvad er babesiose og hvordan påvirker det hunde?

Babesiose er en infektionssygdom, som har sæde i de røde blodlegemer. Protozoen indvaderer de røde blodlegemer, hvor der finder en opformering sted, som får blodlegemerne til at gå til grunde. Der vil så over tid opstå mangel på røde blodlegemer, også kaldet anæmi.

Symptomer på babesiose hos hunde

  • Feber
  • Gulsot
  • Blege slimhinder
  • Nedsat ædelyst og vægttab
  • Stakåndethed og nedsat aktivitet
  • Endvidere vil manglen på røde blodlegemer med deraf nedsat ilttilførsel til organerne kunne medføre organskade.

Hvordan diagnosticeres babesiose?

Mistanken om babesiose får dyrlægen normalt ud fra de kliniske forandringer samt en blodprøve. Ved af trække et tyndt lag blod ud på en glasplade kan dyrlægen i mikroskopet se tilstedeværelse af parasitten i de angrebne røde blodlegemer. Blodet kan også sendes til større laboratorier, som via antistof og DNA-undersøgelser kan påvise parasitten.

Hvordan behandles babesiose hos hunde?

Der er p.t. ingen godkendte midler til behandling af babesiose på markedet i Danmark, så derfor rettes behandlingen mod at få genoprettet tabet af røde blodlegemer. Væskebehandling, som sikrer cirkulationen i organer, kontrol af sekundære infektioner, og i de tilfælde, hvor hundene ikke selv formår at erstatte de tabte blodceller, kan blodtransfusion komme på tale. Det er dog muligt at søge dispensation hos sundhedsstyrrelsen til at benytte forskellige typer af medicin, som rammer parasitten, men det er ofte en langsommelig og dyr behandling.

Den bedste måde at undgå sygdommen er således gennem forebyggelse

Hvordan kan man forebygge babesiose hos hunde?

Da smitten overføres via flåter, er det en god idé at sikre sig, at hunden er behandlet med et effektivt flåtmiddel, hvis den medtages på rejser i Syd- og Mellemeuropa. Der er dog beskrevet tilfælde, hvor smitten har været kædet sammen med hundebid. Det er en interessandt iagttagelse, men der mangler endnu sikker dokumentation for denne smitevej.

Der er ingen vacciner, som beskytter mod babesiose.

Er babesiose en alvorlig sygdom hos hunde?

Der ses forskellige grader af sygdommen. Den akutte, galloperende type, hvor hundene risikerer at få voldsomme organskader og dø. Det er dog mest almindeligt, at man ser et mere langtrukkent forløb, hvor graden af skader i høj grad afhænger af, hvornår en effektiv behandling sættes i værk. I områder hvor smitten er normalt forekommen ses en vis immunitet hos de ældre hunde, mens hvalpe og svækkede dyr ofte rammes hårdere.

Hvis man planlægger at købe hunde fra Syd- og Mellemeuropa, bør man sætte sig nøje ind i, hvordan smittetrykket er i det område, hunden kommer fra. Ligeledes bør man undersøge, hvordan det forholder sig med babesiose, inden man tager hunden med på sommerferien.

I alle tilfælde kan man altid henvende sig til sin dyrlæge for nærmere råd og vejledning, inden hunden tages med på rejse.

×
Menu
Døgnvagt