Sterilisation
Hunhunden bliver kønsmoden, når den går i sin første løbetid, det kalder man hunhundens blødningsperiode.
Den første løbetid kan starte allerede fra 6-måneders alderen, men det mest almindelige er, at det starter ved 10-11 måneders alderen. Den første blødning er nogle gange bare en kortvarig blødning, og den kan være svær at opdage.
Blødning fra skeden kan også være tegn på blærebetændelse, så det kan være nødvendigt at foretage en urinundersøgelse for at udelukke dette.
Løbetiden hos den voksne hund varer typisk imellem 7 og 27 dage. Du kan se, at din hund er i løbetid, når der kommer blod fra skeden. Nogle hunde gør sig rene hele tiden, andre lader blodet løbe, og så kan et løbetidsbind være en god idé.
Det er vigtigt at vide, at ægløsningerne forekommer lige i umiddelbar forlængelse af løbetiden. Når ægløsningerne starter, vil hunhundens ydre kønsdele (vulva) svulme op, og den vil acceptere parring.
Hunhunde kommer kun i løbetid 2-3 x årligt. Intervallet imellem løbetiderne er forskellige fra hund til hund, men det mest almindelige er ca. 6 måneder.
Efter løbetiden kan nogle hunhunde tro, at de skal have hvalpe, selvom de ikke er blevet parret. Det kalder man falsk drægtighed. Symptomerne kommer 1-2 måneder efter løbetiden, og hunhunden får typisk hævede mælkekirtler og kan begynde at producere mælk, redebygningsadfærd, evt. øget beskyttelsestrang og øget aggression.