Skip to main content

Godt fra start – velkommen til din nye killing

Som ny killingeeejer er der mange ting, man skal have styr på for at give sin nye lille ven den bedste start på livet. Her har vi samlet de vigtigste ting, du bør vide og forberede, så både du og killingen får en god og tryg oplevelse sammen. Selv hvis du allerede har prøvet at have kat før, kan det være rart med et klart overblik over de vigtigste ting at huske og forberede.

Tjekliste til din nye killing

Sundhed og lovgivning 

Vaccination 

Killinger fødes med antistoffer fra moderen, men disse falder gradvist, så det er vigtigt med et vaccinationsprogram hvor vaccinerne boostes, for at opnå bedst mulig beskyttelse. 

Vaccinationsprogram: Starter ved 8 uger, efterfulgt af boostere ved 12 og 16 uger, samt ved 6 måneders alderen. 

Almindelige vacciner dækker: 

  • Kattesyge (panleukopeni)
  • Katteinfluenza (calicivirus og herpesvirus)
  • Leukæmi (FeLV – anbefales især til udekatte) 
  • Rabies (påkrævet ved rejser)

ID mærkning og registrering 

  • I Danmark er det lovpligtigt at have sin kat chipmærket og registreret, hvis de skal rejse, forsikres eller udstilles.
  • Når din kat bliver chipmærket hos os, registrerer vi katten i Dansk Katteregister. 
  • Det anbefales alle katte at blive chipmærket, da selv indekatte kan slippe væk hjemmefra ved uheld. 
  • Vi anbefaler at give din chipmærkede kat et øremærke med et ”C” for at synliggøre at din kat er chippet. 
  • Chipmærkning kan foregå uden bedøvelse, eksempelvis til en af killing vaccinationerne. 
  • Øremærke skal foregå i bedøvelse – dette kan gøre ifm. sterilisation/kastration 

Neutralisering 

Neutralisering (sterilisation til hunkatte og kastration til hankatte) er en vigtig del af ansvarligt katteejerskab – og anbefales til både inde- og udekatte, medmindre katten skal bruges til avl under kontrollerede forhold. 

Fordele ved neutralisering af hunkatte: 

  • Forebygger uønskede killinger: En ikke-neutraliseret hunkat kan komme i løbetid allerede fra 4-6 månedersalderen og kan få flere kuld killinger om året. 
  • Undgår løbetidsproblemer: Løbetid giver ofte højlydte miaven, rastløshed og markering med urin. 
  • Mindsker risiko for sygdomme: Neutralisering reducerer risikoen for livermoderbetændelse og kræft i mælkekirtlerne betydeligt. 
  • Mindre stress: En steriliseret hunkat slipper for hormonel frustration og uro. 

Fordele ved neutralisering af hankatte: 

  • Reducerer territorial adfærd: Kastrede hankatte strejfer mindre og kommer sjældnere i slagsmål. 
  • Forebygger urinmarkering: ikke-kastrerede hankatte har en stærk lugtende urin og markerer ofte indendørs.
  • Mindsker risiko for sygdomme: slagsmål kan føre til bylder og smitsomme sygdomme som FIV (katte-aids) og FeLV (katteleukæmi).
  • Roligere temperament: Kastrerede hankatte er ofte mere afslappede og kærlige. 

Neutralisering bidrager til en sundere, tryggere og mere harmonisk tilværelse – både for katten, dens ejer og omgivelserne. Samtidig hjælper det med at forebygge den store overpopulation af herreløse katte, som desværre er et problem mange steder i Danmark. 

Miljø og trivsel

Katte er meget territoriale og sensitive over for deres omgivelser. 

Vigtige principper: 

  • Flere muligheder for ressourcer: Foder-/vandskåle, kattebakke, hvilesteder: Som hovedregel, plejer man at sige at der skal være 1 pr. kat + 1. (2 katte = 3 af hver) 
  • Vandskåle: Katte drikker mere når der er adgang flere steder. De fleste katte foretrækker også rindende vand. Giv gerne adgang til en drikkefontæne. Sørg også for at skåle har en lav kant – katte kan ikke lide at knurhårrene rammer kanten af foder-/vandskålen. 
  • Kattebakke: Placer kattebakker i rolige omgivelser og langt væk fra foder-/vandskåle. 
  • Kradsertræer og klatrepladser: Katte elsker at være i højden. Et godt kradsemøbel forebygger uønsket adfærd og hjælper din indekat med at slibe klørene. 
  • Hvile/sovepladser: Katte sover mange timer i døgnet – giv adgang til bløde og rolige steder i forskellige rum. 
  • Tilpasning til hverdagen: Katte er et rovdyr og det er naturligt for dem at jage om natten og dermed være vågen i løbet af natten. Det kan passe rigtig dårligt for dig som ejer, så det er vigtigt at sørge for at aktivere din kat i løbet af dagen. 
  • Aktivering: Det er især vigtigt at sørge for at aktivere indekatte. Dette kan gøres gennem aktivitetslegetøj, leg og ved at gemme foder/godbidder rundt i hjemmet. 

Træning og socialisering

Kan man træne en kat? Ja – men på kattens præmisser!

  • Brug klikkertræning og positiv forstærkning (godbidder eller ros)
  • Katte kan lære at komme, sidde, give pote og endda gå i sele – men det kræver tålmodighed og belønning. 

Socialisering

  • Killinger har en vigtigt socialiseringsperiode op til 12-14 uger. 
  • Introducer dem til forskellige lyde, mennesker og miljøer i små mængder og i et roligt tempo. 
  • Vær særlig forsigtig med at introducere dem til børn og hunde – lad det ske langsomt og kontrolleret. 

At bo med flere katte – pas på konflikter 

Selvom nogle katte trives med andre artsfæller, er katte som udgangspunkt solitære dyr og foretrækker ofte at bo alene. Dette skyldes: 

  • Naturlig territorial adfærd
  • Behov for individuel kontrol over ressourcer (mad, bakke, plads)

Hvis du ønsker flere katte: 

  • Vælg en killing hvis du allerede har en voksen kat – det er nemmere end at introducere to voksne katte. 
  • Introduktion bør ske langsomt: 
    1. Separér kattene i starten i hver deres rum. 
    2. Det kan være en god idé at udveksle tæpper eller lignende for dufttilvænning. 
    3. Langsom introducer kattene til hinanden kortvarigt – f.eks. gennem en dør på klem som ikke kan åbnes yderligere, en rude eller gitter.
    4. Øg kontakten gradvist med positiv forstærkning (ros eller godbidder).
    5. Det kan være nødvendigt at gå nogle skridt tilbage hvis kattene udviser for meget stress/angst/aggression. 
  • Husk: Det er ikke alle katte der trives med flere katte i hjemmet – tilvænning kan tage lang tid og det kan være nødvendigt at skille sig af med den nye kat. 

Alene hjemme træning 

Selvom katte er mere selvstændige end hunde, skal de vænnes til at være alene:

  • Lad killingen være alene i korte perioder og byg gradvist op. 
  • Sørg for aktivering mens du er væk – f.eks. foderbold, legetøj og vinduesudsigt. 
  • Overvej en radiokanal eller rolig musik for at dæmpe ensomhed. 

Foder og ernæring 

Killinger vokser hurtigt og har brug for foder med højt indhold af protein og fedt – vælg derfor et godt fuldfoder til din killing af høj kvalitet. 

  • Brug foder specielt udviklet til killinger. Generelt er det vigtigt at din kat får tilpasset sit foder ud fra alder og eventuelle specielle forhold (som f.eks. sygdomsdiæter)
  • Giv mindre portioner flere gange dagligt (eller ad libutim hvis din kat kan styre det) 
  • Sørg altid for adgang til frisk vand 
  • Suppler evt. med velegnet vådfoder ved siden af tørkosten – dette bidrager til større væskeindtag for din kat. 

Udstyr til den nye killing 

  • Kattebakke og grus: Prøv dig frem med forskellige typer – nogle katte er kræsne 
  • Transportkasse: Bruges til dyrlæge eller andet transport – sørg for at lade transportkassen stå fremme i hjemmet, så den også kan bruges som et trygt hvilested for katten. 
  • Kradsetræ og klatrehylder: Katte elsker at strække sig og klatre, samt have overblik over hjemmets omgivelser. 
  • Legetøj: Små bamser, fjer, bolde, foder-aktiviteter – variation stimulerer hjernen. 
  • Neglesaks og børste: Start pleje tidligt – ros og gør det til en hyggestund. For hjælp til vejledning af kloklip/negleklip, kan du booke en tid hos en af vores veterinærsygeplejersker. 
  • Sele og line (valgfrit): Nogle katte kan lære at gå tur, men det kræver tilvænning og roligt miljø. 

Tegn på trivsel og mistrivsel 

Tegn på en glad killing:

  • Leger, spinder, spiser og sover normalt. 
  • Bruger kattebakken uden problemer. 
  • Sover i nærheden af dig eller er nysgerrig på hjemmet. 

Vær opmærksom på: 

  • Urenlighed eller ændret afføring.
  • Mindre appetit eller skjul/adfærdsændringer. 
  • Overdreven vask (kan tyde på stress) 

Godt tip til indflytning eller andre ændringer i hjemmet: 

Feliway duftferomoner: Katte er meget følsomme overfor forandringer, og flytning til et nyt hjem kan være en stor omvæltning. 

Feliway er en syntetisk version af kattens naturlige feromoner, som de udskiller, når de føler sig trygge og afslappede i deres omgivelser. 

Feliway fås som: 

  • Diffuser til stikkontakten (til brug i hjemmet)
  • Spray (til transportkasser, senge, kradsertræerer eller ved introduktion af nye rum. 

Fordele: 

  • Giver en følelse af tryghed og genkendelighed.
  • Kan mindske stress, angst og uønsket adfærd (som urinmarkering, gemme sig eller aggresivitet).

Anbefales især ved: 

  • Indflytning i nyt hjem.
  • Introduktion af ny killing eller anden kat.
  • Besøg hos dyrlægen. 
  • Brug af transportkassen. 
  • Større ændringer i hjemmet. 

Tip: Start gerne med Feliway et par dage før killingen ankommer, og placer diffusoren i det rum, hvor katten først skal opholde sig. 

At få en killing i hjemmet er en spændende og hjertevarm oplevelse – men det kræver viden, tålmodighed og forberedelse. Ved at sætte dig ind i kattens behov fra starten, giver du den de bedste forudsætninger for et trygt, sundt og harmonisk liv. 

Har du spørgsmål om adfærd, foder, sundhed, neutralisering, sammenføring med andre katte eller noget helt andet, er du altid velkommen til at kontakte os. Vores team hjælper gerne med gode råd, vejledning og tryghed til både dig og din kat. 

Kontakt os på

eller skriv til os på
kontakt.amagerbro
@vetgruppen.dk

×
Menu
Ring op
Book