På Dyrlægehuset Amagerbro prioriterer vi god tid til klienten og fagligt korrekt behandling af vores patienter – det er kernen i alt, hvad vi gør. Vi brænder for at skabe trygge oplevelser, hvor både dyr og mennesker føler sig set, hørt og godt behandlet. Høj compliance er et vigtigt fokuspunkt for os, og vi går efter at levere en oplevelse, der føles som en 10’er – hver gang.
Derudover er sparring, trivsel, efteruddannelse og et godt sammenhold prioriteret højt. Klinikken er en del af VetGruppen, som er et dansk fællesskab af over 50 dyreklinikker. Vi har et tæt samarbejde på tværs af klinikkerne og hjælper hinanden med henvisninger og faglig sparring. På den måde giver vi vores klienter den nære og lokale kontakt, samtidig med at vi kan tilbyde specialiserede udredninger og behandlinger på vores større dyrehospitaler.
Kontinuerlig uddannelse er vigtig for VetGruppen. Vores egen efteruddannelsesafdeling, VLEARN, faciliterer et væld af kurser, både praktiske, webinarer og længerevarende forløb.
Vi udfører rutinemæssigt alle almindelige former for bløddelskirurgi, tandbehandlinger, medicinsk diagnostik og behandling.
Klinikken råder over to operationsstuer, to konsultationsrum, røntgen, tandrøntgen, in-house laboratorie og ultralydsscanner. Skranken og venteværelset er adskilt af en halvvæg med et vindue imellem, så vi kan tage imod klienter i et roligt tempo og samtidig bevare overblik og nærvær. I selve venteområdet har vi indrettet separate zoner til hunde og katte, så vi bedst muligt kan minimere stress og skabe et trygt miljø for alle ventende patienter.