Skip to main content

Neutralisering af kanin

Hvorfor skal din kanin neutraliseres?

Hos Dyrlægehuset Arken anbefaler vi at både hunkaniner og hankaniner bliver neutraliseret. Vi steriliserer hunnerne og kastrerer hannerne når de er omkring 4-5 måneder gamle, men hankaniner kan kastreres allerede ved 12 uger, hvis testiklerne ligger i pungen. Neutralisering kan dog også gøres senere i kaninens liv, men der er mange gode grunde til den tidlige neutralisering.

Ved neutralisering nedsættes din kanins hormonelle adfærd, herunder urinmarkering, dominans, aggressivitet og uønsket parringsadfærd. Den hormonelle adfærd og de hyppige brunstperioder hos hunkaniner kan være meget stressende for kaninen selv, andre samlevende artsfæller samt for ejer. Nogle ejere oplever denne hormonelle adfærd komme til udtryk som ”knurren” eller andre utilfredse og temperamentsfulde lyde.

Hunkaniner kan sågar blive indbildsk gravide hvor de begynde at bygge rede mv. for at forberede sig på ”de kommende unger”.

Ved neutralisering opnår man ofte også en lettere socialisering eller bonding til andre kaniner, da hormonerne ikke er på spil. En neutraliseret kanin er ofte også være mere renlig og bruger gerne sit toilet, da kaninen ikke har samme territorielle markeringsadfærd, hvor afføringskuglerne tit ligger spredt rundt omkring i hjemmet. 

En anden meget væsentlig grund til at få sin hunkanin steriliseret er for at undgå livmoderkræft. Dette er en ondartet lidelse, som kan sprede sig til andre steder i kaninens krop, og forårsage alvorlig skade her og i værste fald medføre at kaninen skal aflives.  

Selve operationen

Inden selve bedøvelsen laver vi et sundhedstjek af kaninen, hvor vi bl.a. lytter på hjerte og lunger, mærker maven igennem, vurderer kredsløbet og kaninens almene tilstand, så vi kan tilpasse narkosen til den enkelte patient.

Ved kastration af hankaniner lægges et lille snit i huden lige foran pungen, testiklerne fjernes, bugvæggen lukkes og huden sys sammen, ofte således at der ikke ses synlige sting i huden.

Ved sterilisation af hunkaniner lægges et lille snit på maven bagved navlen. Hvis din kanin er under 6 måneder fjernes der kun æggestokkene, og hvis hun er over 6 måneder fjerner vi hele livmoderen for at nedsætte risikoen for livmoderkræft. Efterfølgende lukkes bugvæggen, underhuden og huden. Der er ingen synlige sting i huden efter operationen.

Efter operationen har vores klinik stort fokus på at kaninen observeres og plejes i lune, rolige og trygge omgivelser. Desuden tilbydes kaninen sin madpakke og støttefodres med Cricical Care, for at få gang i fordøjelsen, hvilket er vigtigt for hurtigt at komme sig efter narkose og operation. Alle kaniner er selvfølgelig smertedækket i forbindelse med operation, og i dagene efter i hjemmet.

Kaninens hjemsendelsespakke indeholder altid smertestillende, appetitstimulerende, Critical Care (støttefoder) og en grundig instruks i hvorledes I skal forholde jer når I kommer hjem.     

×
Menu
Ring op