Hvad kan jeg gøre for min kanin i nytåret ?
Praktiske tips og rådgivning om nytår og stress hos kaniner
Nytårsaften er en festlig aften for de fleste mennesker, men kan være meget stressende og skabe angst hos vores kæledyr, her er kaniner ingen undtagelse. Kaniner bliver ofte bange for lydene og de lysglimt, som kommer fra nytårsfyrværkeriet.
Når en kanin bliver stresset og bange, vil den typisk blive meget stille og forsøge at gemme sig og derfor vil de fleste ejere ikke opdage det. Kaniner, som oplever voldsomt stress, kan i værste fald dø.
Din vigtigste opgave som kaninejer, er at reducere stressen omkring din kanin. Nedenfor vil blive beskrevet en række tiltag, som kan hjælpe jer igennem nytårsaften.
Har du en udekanin som er stresset, kan du med fordel flytte den lille ven ind i en kold kælder, et udhus, en garage eller lign. Du skal bare være opmærksom på, at der ikke bliver for varmt, da kaniner er meget temperaturfølsomme.
Har du ikke mulighed for at flytte din kanin, kan en god afskærmning for lysglimt også hjælpe. Samtidig vil isolering med masser af halm, så det er muligt at lave en god hule være optimalt. Husk at afskærmningen skal være åndbar.
Ovenstående tiltag skal gerne gøres i ugen op til nytårsaften, for at begrænse stress og tilvænne kaninen sin nye sikre base.
Har du en indekanin kan du lave en tryg og sikker base til denne, hvor du afskærmer eller mørklægger vinduer for udefrakommende lysglimt. Det er dog stadig en god ide med tændt lys i rummet. Kaninen må gerne også flyttes til et rum, hvor der er minimalt støj udefra.
Tiltag for at begrænse stress hos kaninen:
- Mørklægning af vinduer og afskærmning af udebaser for lysglimt
- Flytte kaninen til et sikkert sted hvor lyd- og lysglimt fra fyrværkeriet er begrænset
- Lav en tryg hule med ekstra hø til isolering
- Afspil rolig afstressende musik
- Brug af beroligende duftspray eller diffuser (Pet Remedy)
- Aktivering og distraktion i form af velkendte snacks kan hjælpe
- Giv et ekstra måltid til kaninen kl. 22
- Undgå at holde stor larmende fest nær kaninens base
- Hold altid sammenførte kaniner sammen, da dette giver tryghed!