Skip to main content

Forstørret hjerte hos hunde

Betegnelsen forstørret hjerte hos hunde dækker over en række forskellige lidelser. Ændringen i hjertets størrelse kan enten være en lidelse knyttet direkte til hjertets muskulatur eller være et resultat af andre lidelsers påvirkning af hjertet.

Årsager og symptomer på forstørret hjerte hos hunde

Uanset årsagen til et forstørret hjerte er nettoresultatet, at hjertet ikke har evnen til at yde et normalt stykke arbejde. Når hjertet forøger sit omfang, vil muskulaturen i hjertet ikke være i stand til at trække sig effektivt sammen. Muskeltykkelsen bliver tyndere og tyndere i takt med, at hjertets omfang forøges – ligesom en ballon, som pustes op – og hjertevæggene bliver slappe. Hvis en hund har for stort hjerte, vil de første tegn ofte være, at hunden hurtigere opgiver en leg. Den sætter sig oftere, den er urolig om natten, og den vil også begynde at hoste. Symptomerne er som regel tiltagende, og det er derfor vigtigt, at man kontakter sin dyrlæge, hvis man kan genkende nogen af disse.

Diagnosticering og behandling af forstørret hjerte hos hunde

Dyrlægen vil ved en klinisk undersøgelse kunne iagttage en forøget hjertefrekvens, pulsen kan være svagere end normalt, der kan i nogle tilfælde høres bilyde på hjertet, og der kan eventuelt iagttages en arytmisk hjerteaktion. Er et eller flere af disse fund tilstede, vil dyrlægen mistænke hunden for at have et for stort hjerte. De videre undersøgelser, som skal til for at fastslå og præcisere diagnosen, vil kræve røntgen, elektrokardiografi, ultralyd samt eventuelt en blodprøve. Behandlingen af for stort hjerte afhænger af, i hvor svær grad hunden er ramt på undersøgelsestidspunktet. Dyrlægen vil give medicin, som sænker hjertets frekvens. Når frekvensen nedsættes, er hjertet i stand til at trække sig bedre sammen, og effektiviteten forøges herved. Der vil også kunne forsøges med medicin, som decideret styrker hjertets sammentrækningskraft samt formindsker modstanden i blodkarrerne. Endelig kan der gives væskedrivende medicin, som nedbringer væske ophobet i lungerne samt reducerer den samlede volumen af cirkulerende blod.

Det er en nødvendighed, at hunde, som modtager dele af eller hele den ovenstående behandling, regelmæssigt går til kontrol for at sikre den højeste grad af livskvalitet.

Prognose og disponerende faktorer for forstørret hjerte hos hunde

Et for stort hjerte kan ikke kureres, men kan ved den rette behandling håndteres medicinsk, således at hunden kan opretholde en høj livskvalitet resten af dens liv. For stort hjerte er en kronisk lidelse, som kun forværres, og det er desværre kun de færreste hunde, som er i live to år efter, en behandling sættes i værk. Årsagen til for stort hjerte er endnu ukendt. Man ved, at der er flere disponerende faktorer, og man ved, at specielt de store racer er disponerede. Dobermann, irsk ulvehund og grand danois er nogle af de hunde, som hyppigst rammes af for stort hjerte. Der er øget risiko for hanhunde, og ligeledes ses en forøget risiko med stigende alder. Hunde under 10-12 kg rammes sjældent af denne type af hjertelidelse.

Det faktum, at en langsigtet behandling i dag er meget tvivlsom, har gjort, at der arbejdes intenst på at udvikle ny medicin, som kan forbedre behandlingsresultaterne.

×
Menu
Døgnvagt