Skip to main content

Hvad er grå stær hos hunde?

Grå stær er betegnelsen for en sygdom, hvor linsen i hundens øje bliver uklar. Uklarhederne kan ligeledes sidde i linsekapslen. Sygdommen kaldes også katarakt. Når man ser på hundens øje kan man se at pupillen ikke er kulsort. Den kan være grålig eller mælkehvid, eventuelt blågrå. I mange tilfælde er det hele linsen der er uklar, men det ses somme tider, at uklarhederne er stregformede eller ujævnt fordelt. Når linsen bliver uklar, kommer der mindre lys ind i øjet, hvilket forringer synet. Samtidig vil det billede, der tegnes på hundens nethinde, være mere uskarpt. Man kan forestille sig, at det svarer til, hvad vi ser, når vi kigger ud gennem en mat glasrude. I alvorlige tilfælde bliver hunden helt blind.

Årsager til grå stær hos hunde

Grå stær kan opstå af mange forskellige årsager. Det absolut mest almindelige er aldersbetinget katarakt, som ses hos alle ældre hunde. Dette kaldes også senil katarakt, og starter i syv-otte års alderen. Senil katarakt udvikler sig langsomt, og har sjældent mærkbar effekt på hundens syn. Hundene vænner sig til deres situation og klarer sig fint, dog er der nogle hunde, der har svært ved at orientere sig i mørke.

Når grå stær opstår af andre årsager, er den ofte mere alvorlig, men heldigvis er den også meget sjældnere. Der findes en arvelig form for grå stær. Hos de racer, blandt andet retrievere, cockerspaniel, puddel, samojedhund, dværgschnauzer og old english sheepdog, hvor den er mest udbredt, forekommer den hos en-to procent.

Grå stær kan udvikle sig hos helt unge hunde, hvor det oftest går meget stærkt, men også hos ældre hunde, hvor udviklingen går langsommere. Hos de hunde, hvor udviklingen går langsomt, ser man ofte, at de tilpasser sig det nedsatte syn, mens det er sværere for de hunde, hvor udviklingen går hurtigt. Nogle hunde bliver blinde og har svært ved at orientere sig, de støder ind i ting, ændrer adfærd og bliver eventuelt aggressive.

Hunde med arveligt betinget, grå stær bør naturligvis ikke anvendes i avl.

Blandt andre årsager til grå stær hos hunde kan nævnes sukkersyge, traumer eller betændelsestilstande i øjet, og endelig sker det, at hvalpe fødes med grå stær. Ensidig opfodring af hvalpe med mælkeerstatning kan også forårsage katarakt. Uanset årsagen så er der ingen medicinsk behandling for grå stær. De fleste hunde klarer sig som allerede nævnt også fint uden behandling.

Symptomer på grå stær hos hunde

Som hundeejer bemærker man måske, at hunden om aftenen ikke længere vil gå på en trappe, hvor den tidligere har løbet op og ned uden problemer. Dette kan skyldes at trappeskakten er mørk, og kan afhjælpes ved at lade lyst være tændt. Andre bemærker at hunden ved lufteture om aftenen støder ind i lygtepæle eller andet. Disse hunde bør altid luftes i snor, når det er mørkt. Så vidt vi ved, er der ingen smerter forbundet med grå stær hos hunde.

Behandling af grå stær hos hunde

I tilfælde, hvor behandling er påkrævet på grund af blindhed eller stærkt nedsat syn, er operation den eneste mulighed. Ved operationen fjerner man hele eller en del af linsen. Hos hunde er dette en operation, der kræver specialviden og specialudstyr, og som kun udføres få steder her i landet.

×
Menu
Døgnvagt