Skip to main content

Hesteherpes hos hest

Hesteherpes er en række af meget smitsomme vira, også kaldet EHV (Equin Herpesvirus). Typerne af herpesvirus hos heste opdeles efter nummer og bærer forskellige symptomer med sig. Dog er de mest omtalte typer henholdsvis EHV-1 og EHV-4, som også har den største kliniske relevans.

Hesteherpes

Begge typer giver luftvejsinfektioner og kan medføre abort hos drægtige hopper, og EHV-1 kan endvidere forårsage slem infektion hos neonatale føl samt neurologisk sygdom hos heste, kaldet EHM, som kan have fatale konsekvenser for smittede heste. Ligesom herpes hos mennesker, vil hesteherpes også ligge latent i kroppen efter infektion, hvilket betyder at det kan blusse op igen senere hen. De fleste heste har faktisk herpesvirus i kroppen, uden at den er aktiv. Herpesvirus hos heste kan dog aktiveres ved eksempelvis stress eller andre hestesygdomme, hvor virus pludselig aktiveres og udskilles, uden at hesten selv er syg. Hesteherpes kan dog smitte fra den symptomfri hest til andre heste. Hesteherpes er frygtet af de fleste, da virus er yderst smitsom, når det først er aktivt hos hesten. Gennem tiden har herpesvirus hos heste lagt stutterier ned, hvor flere dyr har måttet aflives. Heldigvis kan man forebygge nogle typer af hesteherpes med vaccination.

Vaccine mod herpes hos hest

Vaccinen mod herpes hos hest er ikke en del af det standardiserede vaccinationsprogram, men mange hesteejere vælger dog at tilkøbe vaccinen. Særligt er det avlere og stutterier, der vælger at lade deres heste vaccinere mod hesteherpes. Dette er især for at forebygge virusabort hos drægtige hopper samt luftvejsinfektion. Når man vaccinerer mod hesteherpes, vaccinerer man udelukkende for EHV-1 og EHV-4. Det er dog ikke muligt at vaccinere mod den neurologiske form af EHV-1. Hos VetGruppen tilbyder vi selvfølgelig at vaccinere mod herpes hos hest.

Symptomer på herpesvirus hos heste

Der er en række symptomer, man kan være opmærksom på, hvis man mistænker hesteherpes. Herpesvirus hos heste kommer som nævnt i flere forskellige former og har derfor forskellige symptomer. For virusabort gælder det som regel, at hoppen er mere end 8 måneder henne og meget sjældent fra når hoppen er 4 måneder henne. Hvis hoppen smittes sent i drægtigheden kan det føre til, at føllet er meget svagt og får alvorlige luftvejsinfektioner samt nyresvigt, hvilket som oftest har en dødelighed på 100%.

Symptomer på luftvejsinfektion:

  • Hoste
  • Feber (over 38,5)
  • Nedsat appetit
  • Nedtrykthed 
  • Lyst næseflåd
  • Øjenbetændelse
  • Lymfeknuderne omkring kæben er forstørret

Symptomer på neurologisk form af EHV-1:

  • Symptomerne opstår oftest en uges tid efter symptomerne på luftvejsinfektion
  • Mangel på koordination
  • Hesten slingrer, når den går og står
  • Hesten kan ikke rejse sig
  • Hesten har svært ved at komme af med både urin og afføring

Hvis man oplever ovenstående symptomer bør man straks ringe til dyrlægen. Dyrlægen kan gennem diverse prøver undersøge, hvorvidt der er tale om herpesvirus hos hesten. 

×
Menu
Døgnvagt