Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk
+45 2217 7778

KASTRATIONSVEJLEDNING

HESTEHOSPITAL I ÅRHUS

KASTRATIONSVEJLNING HINGST

MIN HINGST SKAL KASTRERES, MEN HVORDAN?

Kastration af hingste er det hyppigst udførte kirurgiske indgreb på heste, og historisk set rækker traditionen mere end  2 tusind år tilbage. Det er et simpelt indgreb, der dog kan udføres på forskellige måder og med forskellige typer af komplikationer. I det følgende vil vi gennemgå de teknikker, som vi benytter os af og fortælle om komplikationer og andre overvejelser.

STÅENDE KASTRATION

Stående kastration, altså kastration, hvor hingsten beroliges dybt og efter analgesi (lokalbedøvelse) kastreres stående er den hyppigst anvendte kastrationsform. Efter lokalbedøvelsen er anlagt skæres der hul på pungen, og testiklen trækkes ud og ned. En tang med knuse/klemme-funktion anlægges på sædstrengen så højt oppe mod bugen som muligt. Efter at tangen har siddet ca.5 min. bruges en anden tang til at klippe sædstrengen over lige under klemme/knuse-tangen. Herefter fjernes denne og man trækker ned i sårrandene så stumpen af sædstrengen forsvinder op i dybden. Dette gøres selvfølgelig på begge testikler. Man vil typisk efterlade såret åbent, altså IKKE sy det, for at tillade at efterblødning og blod-væsker kan undslippe.

Med enkelte variationer er dette det typiske forløb for en stående kastration.

Efter kastrationen behandles hingsten 2-5 dage med antibiotika og 5 dage med smertestillende medicin, og vi råder kunderne til at vallakken får så meget motion som muligt, og gerne begyndende et par timer efter kastrationen.

KOMPLIKTATIONER 

Ved stående kastration ses efterblødning, voldsom hævelse, infektion og fremfald af oment (fedtvæv fra bughulen) som de hyppigste årsager til komplikation. I reglen er behandlingen af disse komplikationer forholdsvis simpel, og sjældent ses langvarige komplikationer. I større undersøgelser fra udlandet ligger hyppigheden af komplikationer på 20-25%. I meget sjældne tilfælde kan der opstå tarmfremfald i forbindelse med en stående kastration. Dette er en alvorlig og potentielt livstruende komplikation, der kræver øjeblikkelig dyrlægebehandling.

Når der i rytterkredse snakkes om sædstrengsadhærance, en lidelse, hvor arvævet i forbindelse med helingen stumpen af sædstrengen vokser sammen med hud eller andre væv i lyske-området, så ses dette oftest i forbindelse med stående kastration. Dette kan medføre bagbenshalthed, og kræver i reglen kirurgisk behandling.

LIGGENDE KASTRATION

Liggende kastration er kastration af en liggende, fuldbedøvet hingst. I vores praksis udføres indgrebet ved at testikel og sædstreng trækkes frem ved indsnit og den ydre åbning af lyskekanalerne i begge sider. Herefter underbindes sædstrengen så tæt på lyskekanalen som muligt og testikel og sædstreng fjernes. Herefter syes operationssåret til primær heling.

Efter kastrationen vil vi gerne have at hingsten får 5-7 dages boksro for at forhindre efterblødning, der i nogle tilfælde kan fylde den tomme pung med blod, der kan være uger om at forsvinde. Efter liggende kastration behandles hingsten 2-5 dage med antibiotika og 5 dage med smertestillende medicin.

KOMPLIKATIONER 

 Som ved stående kastration er de hyppigste komplikationer i forbindelse med liggende kastration hævelse og infektion. Vi har endnu ikke oplevet tilfælde med sædstrengsadhærancer og p.g.a. underbindingen af sædstrengen er der ikke risiko for tarmfremfald. Selvom vi endnu ikke har oplevet det, så kan et stykke tarm blive indeklemt i lyskekanalen i forbindelse med liggende kastration. Dette vil medføre kraftige koliksymptomer og kræver hurtig, kirurgisk behandling.

Til den liggende kastrations komplikation skal tilføjes at al fuldbedøvelse af heste indebærer en risiko for at hesten dør under operationen. Disse dødsfald er ofte uforklarlige, men vi forsøger at begrænse risikoen ved at give hingsten en undersøgelse af hjerte og lunger.

OG HVAD SKAL JEG VÆLGE? 

Som du kan se, så har begge metoder fordele og ulemper. Hvad jeg endnu ikke har nævnt her er det økonomiske perspektiv. En liggende kastration kan være 2 til 3 gange så dyr som en stående kastration. Derfor vælger mange den stående kastration, ofte med det argument, at selv hvis der opstår komplikationer, så er dette en billigere metode.

Der er dog er par retningslinjer, som de fleste dyrlæger anbefaler:

1) Hvis hingsten er mere end 3 år, så anbefaler vi liggende kastration, fordi risikoen for komplikationer som efterblødning og infektion hos de ældre hingste er større.

2) Travhingste har historisk haft problemer med ret åbne lyskekanaler og dermed større risiko for tarmfremfald. Derfor anbefaler man at disse kastreres liggende.

3) Klaphingste, altså hingste, hvor den ene eller begge sten ikke er faldet ned i pungen. Disse kan kun kastreres liggende.

Dertil er det vores klare anbefaling at hvis du er meget bekymret for sædstrengsadhærance, så indebærer den liggende kastration, som beskrevet, den mindste risiko.

Skrevet af 

Peter Hjuler, dyrlæge 

×
Menu
Ring op