Skip to main content

Hotspots hos hunde

Kært barn har mange navne – men det har akut fugtig hudbetændelse hos hunde også. Tilstanden kaldes både hotspot, sommereksem, retrievereksem, vådeksem og fugteksem. Denne form for hudbetændelse opstår når flere uheldige omstændigheder indtræffer på samme tid. Der kræves en udløsende faktor i form af en skade i huden, som nedbryder hudens naturlige immunbarriere. Da der samtidig er bakterier på huden, og især hvis der også er varme og/eller fugt, er muligheden for udvikling af akut fugtig hudbetændelse til stede.

Årsager til hotspot hos hund

Skaden på huden kan være opstået af forskellige årsager. Det kan være en rift eller et bid, et insektstik, eller lignende. Den kan også opstå ved at hunden af en eller anden årsag vedvarende bider sig eller slikker på et bestemt hudområde. For eksempel kan betændelse i analkirtlerne medføre at hunden slikker sig meget på bagkroppen, eller betændelse i øregangen kan få hunden til at klø og kradse sig på kinderne. Hotspot forekommer hele året, men ses især om sommeren, måske endda allermest i sensommeren. Høje lufttemperaturer og høj luftfugtighed øger risikoen. Det samme gør fugtig pels efter badning, kombineret med en tæt underpels, hvor fugten kan have svært ved at undslippe.

Den tætte underpels hos mange retrievere menes at være årsag til at disse ofte rammes af sygdommen, heraf navnet retrievereksem. Men også andre racer med tæt underpels er overrepræsenterede, eksempelvis kan nævnes rottweiler, newfoundlænder og sct. bernhardshund.

Symptomer på hotspot hos hund

Det første, man som ejer bemærker, er et ca. 5-kr stort område med våd klistret pels. Pelsen er våd helt ned til huden – i modsætning til når hunden er våd i regnvejr eller efter badning, hvor pelsen oftest er tør helt inde ved huden. Samtidig er huden meget rød og varm, sommetider blodig, og i nogle tilfælde består væden ligefrem af gult eller grønt pus. Opdager man ikke såret hurtigt, kan pelsen være filtret ind i stift, størknet pus og sårvæske. Tilstanden er meget akut, og kan i løbet af få timer brede sig til at dække et stort hudområde. Området er meget smertefuldt, og i nogle tilfælde kan hunden få feber. Der vil ofte være en ubehagelig lugt forbundet med såret. Sygdommen er selvforstærkende, idet hunden vil slikke eller kradse på området på grund af smerte og irritation. Huden i det angrebne område kan være hævet, og virke hård.

Behandling af hotspot hos hund

Behandlingen består af flere elementer. For at få området tørt er det nødvendigt at klippe pelsen af det angrebne område. Når først man får pelsen klippet væk, viser det sig ofte, at der uden om selve såret er et stort område med irriteret hud, dækket af røde knopper. Det er vigtigt at klippe et tilstrækkeligt stort område fri for pels, således at man har en bræmme af helt normal hud uden om det irriterede område. Ellers vil hudbetændelsen fortsætte med at brede sig. Når pelsen er klippet væk skal området renses grundigt, så al sårsekret og alle skorper vaskes af. Dette kan f.eks. gøres med en desinficerende sæbe. Den øvrige behandling afhænger af hudbetændelsens placering, omfang, varighed og grad. Små sår, som er opdaget meget tidligt, og som er overfladiske, kan eventuelt klares med klipning og hyppig, grundig rensning af området.

Større og dybere sår kræver dyrlægebehandling. I de fleste tilfælde er det nødvendigt at bedøve hunden for at klippe og rense området, da tilstanden er meget smertefuld. Afhængig af hudbetændelsens udbredelse og dybde kan dyrlægen vælge at behandle med medicinsk shampoo, salve, antibiotika og kløestillende medicin. Endvidere kan det komme på tale at give hunden en krave eller en sok på for at forhindre den i at slikke eller kradse i såret.

I de fleste tilfælde vil det hele være overstået 8-14 dage efter, at behandlingen er startet. Ny pels vokser ud, og hunden bliver »så god som ny«.

Hotspots kan vende tilbage…

Der er en tendens til at nogle hunde er mere disponerede for at udvikle hotspot end andre, så har man først haft en episode med hotspot på sin hund, er det en god ide at være ekstra opmærksom, således at man hurtigt kan gribe ind, hvis problemet skulle opstå igen.

Forbyggelse af hotspot hos hunde

Forebyggelse af hotspot består i at holde sin hund fri for lopper og andet utøj, der vil medføre kløe. Andre tilstande såsom betændelse i ører og analkirtler bør behandles, så snart man ser symptomer, da de som nævnt også giver anledning til kløe og smerte, hvilket får hunden til at slikke eller kradse sig. Pelsen bør redes igennem jævnligt for at fjerne løs underuld, og hunden bør skylles efter badning i saltvand, da saltvandet kan virke udtørrende og lokalirriterende. Kig hunden efter mindst en gang om dagen, og hold godt øje med, om pelsen er tør inde ved huden. Selv et lille område med klistret pels og grim lugt skal tages alvorligt.

Til trods for ovenstående håber vi, at I nyder sensommeren og udelivet sammen med »menneskets bedste ven«.

×
Menu
Døgnvagt