Tandbehandling
Kaniner har 28 tænder, som vokser hele livet. 6 fortænder: 4 i overmund, 2 i undermund. 12 maxillare kindtænder og 10 mandibulære kindtænder.
Kaniner kan have tandproblemer, blandt andet, som følge af:
- Medfødt dårlige vinkler, ses oftest på nogle racekaniner
- Forkert slid pga forkert fodring. Fejlernæring kan desuden give svage knogler og tænder, som kan medføre tænder der vokser gennem kæbe, næsehule, ind i øjenhule eller presse på tårekanal, som bliver blokeret.
- Skade på tandanlæg eller fraktur af tænder
- Genetisk disponeret for at have dårlige tænder
- Infektion eller betændelsestilstande i kroppen kan have betydning for dannelse af tanden
- Cancer
Det er ikke altid man kan se tandproblemerne hos kaninen, uden at den undersøges i narkose og tandrøntgen.
Det er forskelligt hvor ofte en kanin har behov for at få tjekket tænderne, men som tommelfingerregel bør man komme forbi dyrlægen 2 gange årligt for at få tjekket tænderne.
Når kaninen kommer til tandslib hos os inkluderer det en sikker narkose, tandrøntgen, mundhuleundersøgelse og rens/slib af tænderne (ved behov).
Når kaninen skal i narkose er det vigtigt at vide, at kaniner ikke skal faste og gerne må have en madpakke med hjemmefra. Hvis han/hun har en god ven, han/hun bor sammen med, må han/hun også gerne komme med. Dette kan nogle gange gøre dem mindre stressede.
Kaninen lægges i narkose hos vores fagveterinærsygeplejerske i anæstesi sammen med vores kanindyrlæge Katrine, som har mange års erfaring med anæstesi af kanin.
Hos os har vi en høj faglighed og kvalitet af narkose og overvågning, på samme høje niveau som når vi bedøver vores hunde og katte.
Når kaninen lægges til opvågning, bliver han/hun overvåget og holdt øje med, af vores dygtige sygeplejersker lige indtil han/hun skal hjem igen.
Når kaninen er vågen nok, får han/hun assisteret fodring, som sikrer et godt og sikkert postoperativt forløb.