Skip to main content

Kværke hos hest

Kværke hos heste er en infektion i de øvre luftveje med bakterien Streptokokkus equi. Infektionen gør, at der opstår bylder i lymfeknuderne, særligt i de, der ligger bag svælget eller mellem kæbegrenene. Kværke hos hest er enormt smitsomt og smitter gennem de ting, som hesten er i berøring med, f.eks. strigler, foder og drikkevand. 

Symptomer på kværke hos heste

Der er flere symptomer, du bør være opmærksom på, og ved mindste mistanke om kværke, bør du kontakte din dyrlæge.

Typiske symptomer på kværke hos heste er:

  • Høj feber, som er vedvarende over flere dage. Den ligger ofte på over 39,4° og kan nå helt op på 40°
  • Efter nogle dage vil der kunne ses gult og tykt flåd løbende fra næsen
  • Hesten vil have synkebesvær og nedsat appetit og drikkelyst pga. ømhed i svælget. Ofte vil den stå og hænge og være meget stille
  • Lymfeknuderne bag svælget og mellem kæbegrenene hæver, idet der dannes bylder i dem. I svære tilfælde vil lymfeknuderne kunne åbne spontant, hvilket gør at betændelsen får frit afløb. 

En dyrlæge kan ved svab fra hestens næse afgøre, hvorvidt der er tale om kværke. 

Behandling af kværke hos heste

Heldigvis er det nemt at behandle kværke hos heste. Behandlingen foregår med feberdæmpende og smertestillende medicin. I nogle tilfælde behandler man også med antibiotika, men da dette kan forlænge sygdommens levetid, er det ikke altid, man gør det. 

×
Menu
Døgnvagt