Skip to main content
Akut brug for hjælp? Ring 86 22 19 51

Nordre Dyrehospital

Brystknuder hos katte

DYRLÆGE RUBEN SØRENSEN ANBEFALER, AT MAN I NY OG NÆ MÆRKER SIN KAT EFTER PÅ MAVEN FOR AT SE, OM DEN SKULLE HAVE KNUDER. I SÅ FALD ER DER NEMLIG EN GOD CHANCE FOR AT OPDAGE DEM, FØR DE UDVIKLER SIG ONDARTET

Hej Brevkasse,

Jeg har en hunkat på fire år som er frisk og ikke fejler noget. Men en af mine venner havde en hunkat som døde af brystkræft, da den var 13 år. Hvor udbredt er brystkræft hos katte, og skal man være meget opmærksom på det?

Med venlig hilsen JM

Kære JM

Knuder i brystkirtlerne hos hunkatte er desværre noget, man skal være meget opmærksom på. Katte har en kedelig statistik, idet over 90 procent af alle knuder i brystvævet hos hunkatte er eller kan udvikle sig til ondartet kræft. Det er ofte en aggressiv kræftform med stor tendens til spredning til resten af kroppen. Hvis man fjerner brystkirtlen og herunder knuderne i et tidligt stadie, så kan man ofte undgå, at det har spredt sig.
Hvis der er kræft i en knude, og det har spredt sig, vil det ofte først være til lungerne, og man kan opleve, at katten begynder at hoste. Ved katte som har store knuder, eller som har gået med det længe, kan det være en god ide at tage et røntgenbillede af lungerne inden en eventuel operation. Det er for at se, om der er sket en spredning og hvis ikke, så vil operation være en god ide. Hvis det har spredt sig, så vil man anbefale ikke at operere, idet sygdommen er meget fremskredet.

Skal man have sin kat opereret så er der forskellige muligheder alt efter typen. Man kan fjerne en knude eller flere. Man kan også fjerne hele den ene side af brystkirtlen, hvis det er meget udbredt.
Vælger man at få fjernet en knude i brystvævet, bør man altid efterfølgende få sendt den til histologisk undersøgelse, som betyder, at man laver en masse tynde skiver af knuden, farver dem og kigger på dem i et mikroskop. Herved kan man få en helt præcis diagnose, om det er god- eller ondartet, om dyrlægen har fået det hele med, om der er risiko for, at det har spredt sig, og hvad prognosen er for helbredelse.

Der er også katteejere som ikke ønsker operation af deres katte. Det er selvfølgelig også helt ok, så længe katten har det godt, og man som ejer er opmærksom på den risiko, det kan indebære. Skulle katten på et tidspunkt få gener af sine knuder eller en eventuel kræftsygdom, må man selvfølgelig reagere på det.
Så mærk din kat efter på maven en gang i mellem. Finder du en knude, vil jeg anbefale at få den undersøgt af din dyrlæge.

Med venlig hilsen

Dyrlæge Ruben Suntum Sørensen, Nordre Dyrehospital​

Kontakt os

Har du spørgsmål, så ring til os på 86 22 19 51 eller send en mail på kontakt.nordre@vetgruppen.dk

Alternativt kan du udfylde formularen forneden

  • Maks. filstørrelse: 50 MB.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Nordre Dyrehospital
Lægårdsvej 2P
8520 Lystrup

Tlf: 86 22 19 51
Email: kontakt.nordre@vetgruppen.dk


Åbningstider

Mandag 08.00 – 17.00
Tirsdag  08.00 – 17.00
Onsdag  08.00 – 18.00
Torsdag 08.00 – 17.00
Fredag   08.00 – 16.00

FIND VEJ
×
Menu
Ring op
Facebook
Book online