Skip to main content
Akut brug for hjælp? Ring 86 22 19 51

Nordre Dyrehospital

Diskusprolaps i
ryggen hos hunde

DYRLÆGE RUBEN SØRENSEN GØR OS KLOGERE PÅ DISKUSPROLAPS I RYGGEN HOS HUNDE – PÅ HVORDAN SYGDOMMEN OPSTÅR, SYMPTOMERNE OG BEHANDLINGEN

Diskusprolaps er et problem, vi ser hos visse hunderacer. Sygdommen kan være meget akut og i værste tilfælde medføre svære smerter og permanent lammelse.

Den mest udsatte hunderace er gravhunden, hvor man mener at se op til ti gange så mange tilfælde som hos andre hunderacer. Desuden er Welsh Corgi, Pekingeser, Shih Tzu, Lhasa Apso, Miniature puddel og Beagle også udsatte racer.

Hundens rygrad er opbygget på samme måde som vores. Den består af en masse knoglestykker i forlængelse af hinanden, hvor rygmarven med alle nerverne, løber i midten. Mellem hvert knoglestykke sidder der en lille blød »pude«. Hvis hunden overbelaster sin ryg igennem længere tid, kan der ske nogle forandringer i »puden«, som gør, at der går hul på den, og indholdet i puden trykkes hurtigt ud og op mod nerverne. Det er den helt akutte tilstand. Den anden mulighed er, at indholdet i »puden« langsomt siver ud og op mod nerverne. Herved trykker »pudens« indhold efterhånden mere og mere på nerverne.

Da der findes to måder, hvorpå sygdommen opstår, er der også forskellige symptomer. Dog er der en vis lighed mellem symptomerne.

Ved den helt akutte diskusprolaps vil hunden pludselig få meget ondt. Nogle hunde vil pive eller hyle, andre kan godt gemme på smerten. De vil blive helt eller delvist lamme i deres bagben. Nogle vil slæbe bagbenene efter sig, andre kan eventuelt komme lidt op at stå, men falder så sammen igen.

Ved den anden type er symptomerne mere snigende. Her ser man måske kun få tegn på smerte. Hunden virker lidt utilpas, måske bliver den sur eller hyler, hvis man vil løfte den. I starten går den oftest normalt, men hvis sygdommen udvikler sig, bliver den mere slinger på sine bagben og kan også ende med at falde helt sammen. Det kan tage flere dage til uger.

Diskusprolaps er en sygdom, der ses hos visse hunderacer – gravhunden er den mest udsatte hunderace.​

​Der er to måder at behandle en diskusprolaps på. Den ene er operation, hvor man først skal vide, hvor sygdommen sidder og herefter operere. De fleste dyrehospitaler i dag bruger røntgen og en speciel kontrastundersøgelse til at se, hvor i ryggen sygdommen sidder. Der er visse tilfælde, hvor det er så slemt, at sygdommen sidder flere steder i ryggen. Udover røntgen så er der enkelte hospitaler i Danmark, hvor der nu bruges CT-scanning i stedet for røntgen.

Hvis operation ikke er nødvendig, eller man ikke ønsker operation, så bruger man konservativ behandling, som blandt andet består af absolut ro, kiropraktik og smertestillende samt trykdæmpende medicin.

Uanset operation eller ej så vil alle diskusprolaps patienter have gavn af genoptræning efter sygdommen. Det kan være i form af fysioterapi som vandløbebånd og massage, der er med til at stimulere muskler og nerver.

Kontakt os

Har du spørgsmål, så ring til os på 86 22 19 51 eller send en mail på kontakt.nordre@vetgruppen.dk

Alternativt kan du udfylde formularen forneden

  • Maks. filstørrelse: 50 MB.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Nordre Dyrehospital
Lægårdsvej 2P
8520 Lystrup

Tlf: 86 22 19 51
Email: kontakt.nordre@vetgruppen.dk


Åbningstider

Mandag 08.00 – 17.00
Tirsdag  08.00 – 17.00
Onsdag  08.00 – 18.00
Torsdag 08.00 – 17.00
Fredag   08.00 – 16.00

FIND VEJ
×
Menu
Ring op
Facebook
Book online