Skip to main content
Akut brug for hjælp? Ring 86 22 19 51

Nordre Dyrehospital

Vandhunde

​DE FLESTE HUNDE ELSKER VAND, OG SÅ LÆNGE DE FIRBENEDE IKKE BLIVER KOLDE, KAN AKTIVITETERNE I VANDET VÆRE TIL STOR GLÆDE FOR BÅDE HUND OG EJER.

 

Hej Dyrlæger,

Jeg har en rottweiler, som er yderst glad for vand. Vi tager i hundesvømmehal så tit, vi kan, hvilket kun er muligt, når jeg har mulighed for bil, og det er ikke så tit.

Nu har jeg læst mig til, at havvandet skal være 10-15 grader. Gælder det også mose og søvand?

Hvornår mener du/I, det er okay at lade sin hund bade?

Mvh. Ea Rubin

Kære Ea,

Det er dejligt, at se hundene boltre sig i vandet, og det er ofte til stor fornøjelse for både hund og ejer!

Med hensyn til vandtemperaturen er det jo altid kun en vejledning. Der er de hunde – og mennesker 😉 – der kan bade året rundt uden problemer. Grunden til de cirka 10 grader er, at her kan de fleste være med, og så er det sådan set lige meget, om det er hav eller søvand.

Det gælder om at få hunden hurtig tør efter badet, så den ikke bliver kold.

Generelt vil jeg sige, at det ofte er hundeejeren, der er bedst til at vurdere den rigtige vandtemperatur til sin hund. Se på hunden – viser den tegn på at fryse efter badet – så er det en god ide at vente, til det er lidt varmere.

Når du nævner mosevand, kan jeg ikke lade være med at knytte en lille bemærkning hertil. Man skal være opmærksom på, at mosevand tit kan være urent og kan give anledning til hudinfektioner. Derfor er det en god ide enten at undgå mosehuller eller skylle hunden grundigt, når den kommer hjem.

En anden ting, jeg lige vil bemærke, er, at der i de varme perioder om sommeren kan forekomme alger i stillestående vand. Blågrønalger er farlige og kan give dødelige forgiftninger, så lad ikke hundene bade i hvad som helst.

Håber det var svar på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Dyrlæge Anette Munch Andersen, Nordre Dyrehospital

Langt de fleste hunde elsker vand, og så længe hunden ikke bliver for kold er det rigtig god aktivering.

 

×
Menu
Ring op
Facebook
Book online