Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk

Katte er smukke og fascinerende dyr, og mange mennesker har stor glæde af at holde katte som familiedyr.

Desværre løber der mange katte rundt som ingen vil tage ansvaret for. Der er derfor nogle overvejelser du skal gøre dig, inden du anskaffer dig en kat.

Din kat – dit ansvar
Når du anskaffer dig en kat, påtager du dig det fulde ansvar for den. Det gælder også, hvis katten er kommet tilløbende, og du har knyttet den til dig ved at fodre den eller give den husly.

De forpligtelser, som du påtager dig, omfatter fortsat fodring af katten, samt sikring af dens sundhedstilstand og velfærd. Desuden skal du være opmærksom på, at du er ansvarlig for de gener eller skader som katten måtte påføre andre mennesker.

Kattens ‘dobbeltliv’
Huskatten har det særlige privilegium i forhold til andre familiedyr, at den normalt får lov til at løbe frit ud og ind af boligen. Katten er på den ene side det kærlige og hengivne familiedyr, men samtidigt har den sit eget liv uden for hjemmet, hvor den kommer i kontakt med andre mennesker og dyr i området.

Kattens liv uden for hjemmet kan give problemer, da det ikke er alle mennesker, der bryder sig om fremmede katte, der render og f.eks. besørger eller fanger fugle på deres område.

Få din kat mærket og registreret
Din kat bør være øremærket eller chipmærket og registreret i register – både for din og for kattens skyld. Dette hjælper andre med at finde frem til dig som ejer, hvis den skulle løbe væk. Ikke-registrerede katte risikerer at blive aflivet, hvis de indfanges som herreløse.

Hos Nyborg Dyrehospital er øretatovering gratis i forbindelse med neutralisering af katten.

Få din kat sygeforsikret
Hvis uheldet er ude og katten kommer ud for ulykke og sygdom, og måske skal indlægges på dyrehospital, kan regningen blive meget stor. En sygeforsikring kan dække dele af din dyrlægeregning i den forbindelse. 

Kattens sundhed
Katte bør jævnligt behandles mod orm, og bør vaccineres en gang årligt. I nyborg området er der konstateret en del katteleukæmi, hvorfor Nyborg Dyrehospital anvender vaccine, der også beskytter mod leukæmi.

Få nogen til at se efter din kat.

Selv om en kat virker mere selvstændig end en hund, har den lige så meget behov for omsorg og pleje. Hvis du er væk fra katten i længere tid ad gangen, bør du derfor få nogen til at se efter den – og så selvom den har en kattelem. Katte knytter sig stærkt til det sted, hvor de bor.

Derfor er det bedst, at den bliver passet i hjemmet af mennesker som den kender. Lav evt. aftaler med naboer om pasning af familiedyr i hjemmet i forbindelse med rejser, ferier o.lign. Hvis ingen kan se efter din kat, bør du anbringe den på en kattepension.

Må du have kat, der hvor du bor?
Før du anskaffer dig en kat, skal du sikre dig, at det er tilladt at holde kat der hvor du bor. Dette gælder hvad enten du bor i en leje-, andels- eller ejerbolig.

Vær opmærksom på, at din kat kan være til gene for andre. Vær lydhør overfor klager evt. fra naboer.

Selvom det er tilladt at holde kat, skal du være klar over, at naboen har ret til at indfange katten og indlevere den til politiet, hvis han el. hun inden for det seneste år har givet dig en advarsel og at politiet er informeret om advarslen

Har du yderligere spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt os

Har du spørgsmål, så ring til os på 65 31 10 18  eller send en mail på kontakt.nyborg@vetgruppen.dk

Alternativt kan du udfylde formularen forneden

  • Maks. filstørrelse: 50 MB.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
×
Menu
Ring op