Mange hunde lever i en konstant stresset tilstand, uden ejeren har den mindste anelse om det. Nogle hunde lever i apatisk tilstand, mens andre hunde er hyperaktive.
Hvad er stress?
Der findes flere former for stress. Helt overordnet kan det opdeles i positiv stress, der er den livsfremmende stress. Når hunden fx møder en anden hund, går kroppen i alarmberedskab – den stresser. Men hvis hunden kommer gennem mødet uden problemer, er det en livsfremmende situation, hvor stressen forsvinder umiddelbart.
Klarer hunden derimod ikke situationen, hvis der fx opstår konflikter, vil hunden stresse yderligere op og i længere tid. Dette er negativ stress. Negativ stress er altså, når stressniveauet afviger kvalitativt og kvantitativt fra normalen. Dette vil på sigt være skadeligt for hunden. Under kategorien negativ stress hører akut og kronisk stress. Det akutte er fx den ovenfor beskrevne situation.
Kronisk stress:
Når det akutte stressniveau aldrig når at blive normaliseret, fordi hunden stresspåvirkes igen, inden niveauet er faldet til normalniveau. Det tager tid at normalisere det akutte stress, så hvis hunden stresses hver eller hver anden dag, vil niveauet aldrig nå at falde helt, og hunden vil blive kronisk stresset. Det tager ca. 3 uger at få normaliseret stressniveauet hos en kronisk stresset hund, fordi kortisol påvirker hunden, og det tager længere tid at regulere frigørelsen af dette.
Mental påvirkning:
Hundens opførsel/aktivitetsniveau, når den er kronisk stresset à den ydre påvirkning.
Fysiologisk påvirkning:
Det, der sker i hundens organer og kredsløb, når den udsættes for stresspåvirkninger à den indre påvirkning.
Den mentale påvirkning
Hunde reagerer forskelligt på stress alt efter REIKAH (race, ejer, individ, køn, alder og historik). Nogle hunde bliver fx hyperaktive, mens andre bliver helt passive og indadvendte. Men det er ikke kun hundenes reaktion, der er forskellig. Der er også forskel på hvad, der kan stresse hunden. Fx stresser nogle hunde over bilture, hvor andre elsker at køre bil. Et andet eksempel er dyrlægebesøg, hvor nogle hunde stresser rigtig meget over disse, mens andre bare elsker alle de guffer, det medfører.
Ved kronisk stress er en af de allerstørste syndere, når folk kaster bold eller pind med deres hund på daglig/næsten daglig basis. Der er to problemer ved kastelege: Det ene er stress-faktoren, som vi primært vil koncentrere os om. Det andet er, at det trigger hundens jagtinstinkt uden at udfylde det tilfredsstillende. For at forstå dette, må man kende ulves oprindelige jagtadfærd, hvor et trin afløser det forrige.
Jagtadfærden opdeles i 6 trin:
- Grovsøg
- Finsøg
- Testning/snigjagt
- Jagt/angreb
- Aflivning
- Bære bytte hjem/mad
Kastelege svarer til trin 4 i jagtadfærden, hvilket er selve jagten. Dette kan stå på i flere timer, hvis ejeren gider. Hunden fastholdes altså i det samme trin, da bolden allerede er død og ikke kan aflives eller spises. Mentalt er mange hunde klar til næste trin i jagtadfærden (aflivning), så det, der kan ske, er: Fru Jensen kommer gående forbi med sin lille vimse Coton, lige idet hunden løber efter sin bold. Da Coton’en med sin flagrende pels og hurtige bevægelser kan forveksles med en kanin, går hunden til trin 5 og snupper Coton’en som bytte. I stedet for en Coton kan det også ske, at det er et lille barn, der løber med flagrende arme.
Som nævnt er stress også et stort problem i forbindelse med kastelege. Når man kaster bold med sin hund, vil den stresse op.
Første kast er positiv stress, da den løser problemet ved at hente bolden, men når man fortsætter kasteriet, vil stressen blive negativ, fordi hunden vil stresse yderligere op, da den ikke kan løse problemet – bolden bliver ved med at ”stikke af”.
Hvis hunden dagen efter igen skal løbe efter bold/pind, vil alt dette gentage sig. Stressniveauet når ikke at falde, og det vil stige yderligere (illustreret i figuren th).
Samme mekanisme gælder også ved andre ting end kastelege. Eksempler herpå kan være træklege, brydelege, alene hjemme, hårde træningsmetoder, vold (både verbalt og fysisk), osv.
Mange hunde løber efter bold/pind dagligt og må derfor betragtes som værende kronisk stressede. Dette påvirker hunde mentalt på forskellige måder afhængig af den enkelte hund. For at vise dette, vil vi bruge to cases fra ”Engen”:
Læs 3 historier om hunde med stress her >
Kroniske smerter kan være svære at behandle, fordi smerterne kan være så voldsomme, at kun morfinlignende stoffer har en virkende effekt. Kroniske smerter kan også ende ud i en tilstand som er svær at behandle eller fjerne, selvom hunden får en intensiv behandling. Dette skyldes, at kroppen har vænnet sig til at modtage smertesignaler i så stort et omfang, at den vil blive ved med at opfatte smerte, selvom signalerne høre op. Man skal derfor altid vurdere, om hundens livskvalitet kan bevares i situationer som disse.
En af de meget typiske reaktioner ved stress, som vi ikke har med i nogen af vores cases, er, at hunden kan få kort lunte og voldsommere reaktion i visse situationer. Man oplever det ofte i situationer, som hunden har svært ved at håndtere med andre hunde eller børn. Hunden kan lave voldsomme udfald og har måske svært ved at tackle hvalpe trods disses hvalpelicens. Har man en hund med meget kort lunte, gør man klogt i at få den tjekket igennem for smerter. Man skal overveje, om der er sket ændringer i hjemmet eller hverdagen, der har stresset hunden mere end normalt. Man ser ofte en kort lunte ved ældre hunde. Her er det vigtigt, at de har et sted, der er ”helligt”, hvor de kan søge hen og få fred og ro fra fx larmende børn.
Fysiologiske mekanismer/stressens fysiologi
Når en hund udsættes for stresspåvirkninger, udløser det naturligvis en række fysiologiske mekanismer. Det er disse, vi vil gennemgå i det følgende.
Når man taler om fysiologiske mekanismer i denne sammenhæng, er det hormoner, der henvises til. Hormoner er en måde nervesystem og celler (eller celler og celler) kommunikerer på. De hormoner, der er relevante for os, er dem, der dannes i nogle specielle kirtler – de endokrine kirtler. Det specielle ved disse kirtler er, at hormonerne afgives til blodbanen og føres ud til alle områder i kroppen og påvirker celler ved at sætte sig på receptorer. Ved normale kirtler forlader det virksomme stof kirtlen ved en udførselsgang direkte til det sted, de skal bruges. Fx har kirtler, der danner fordøjelsesenzymer, en udførselsgang til fordøjelseskanalen.
Der findes blandt de endokrine hormoner overordnet to typer: steroide (har fedtkarakter) og non-steroide (opbygget af aminosyrer) hormoner. De non-steroide opdeles desuden i peptidhormoner og aminohormoner (sidstnævnte deles igen i to grupper: katekolaminer og tyrosinhormoner). Vi har i forbindelse med stress at gøre med de non-steroide katekolaminer adrenalin og noradrenalin og steroidhormonet kortisol. Der er flere forskelle ved de forskellige hormontyper, hvilket fremgår af tabellen herunder, hvor de mest relevante er medtaget:
Det første, der sker, når hunden udsættes for stress, er, at det sympatiske nervesystem i det autonome nervesystem aktiveres for at gøre hunden beredt på kamp eller flugt.
Fra binyremarven udskilles hormonerne adrenalin og noradrenalin. Blodet fra mave og organer (før brugt af det parasympatiske nervesystem til fordøjelsen) sendes nu ud til musklerne, da de vil have brug for en masse energi til at tage kampen eller flugten op.
Fra hypofysen sendes hormoner til organerne om at udskille andre hormoner, fx til binyrebarken om at udskille hormonet kortisol, der bl.a. påvirker leverens sukkerdepot. Pga. dette og de andre hormoner frigives sukker og fedt til blodet, så det er ekstra næringsholdigt. De forskellige hormoner gør endvidere, at der transporteres mere blod hurtigere rundt i kroppen. Skal hunden enten flygte eller kæmpe, kan det ikke nytte noget, at cellerne bruger energi på at fordøje mad og lignende, hvorfor fordøjelsen slår fra, så snart det sympatiske nervesystem aktiveres.
Adrenalin og noradrenalin sendes ud til mange forskellige steder i kroppen som respons på ydre stress. De fleste af kroppens celler har receptorer for katekolaminer, men der findes forskellige typer receptorer, α (α1, α2) og β (β1, β2, β3), der varierer i graden af følsomhed for katekolaminerne. Fx er α-receptorerne mere følsomme overfor noradrenalin, mens β-receptorerne er lige følsomme overfor begge (β2 har dog vist sig at være mere følsom overfor adrenalin). Det, at de sendes til mange forskellige steder, betyder, at de har flere forskellige fysiologiske virkninger afhængig af, hvilket organ de kommer til. Når de ankommer til et organ aktiverer de via receptorerne på cellernes overflade deres fysiologiske effekt.
I lever- og muskelceller øges glykogennedbrydningen (glykogenolyse) for at frigøre glukose til blodbanen, og samtidig dannes ny glukose (glukoneogenese) i leveren. Desuden fremmer adrenalin nedbrydelsen af triglycerider til frie fede syrer og glycerol (lipolyse). Dette betyder alt sammen, at musklerne får adgang til mere energi. Adrenalin påvirker også hjertet til at pumpe hurtigere, så mere blod pumpes rundt i kroppen og ud til de aktive muskler. I hjertet er der primært β1-receptorer.
Den glatte muskulatur i fordøjelsessystemet (mave-tarmkanalen og urinblæren) afslappes (α-receptorer), insulin-sekretionen hæmmes, og glukagonfrigørelsen øges (begge fra de langerhanske øer i bugspytkirtlen). Samtidig nedsættes appetitten, da det ikke er hensigtsmæssigt at blive sulten midt i en kamp. Åndedrættet øges, og blodårerne i muskler og hjerte udvides (β2-receptorer), mens de indsnævres i huden (α-receptorer). Adrenalin og noradrenalin har altså rigtig mange funktioner, der sætter kroppen i kamp- eller flugtberedskab. Disse effekter er som sagt hurtige både hvad angår tænding og slukning og stimuleres af akutte stresspåvirkninger.
Kortisol
Ved forskellige typer stress (fx fysisk aktivitet, mental belastning, fald i blodsukkeret) udskiller hypothalamus et corticotrophin-frigørende stof (CRH), der stimulerer hypofysensforlap til at udskille hormonet adrenocorticontropic (ACTH). Dette hormon inducerer binyrebarken til at udskille glucocorticoid-hormonet kortisol. Denne udskillelse vil stige 15-30 minutter efter stigningen i ACTH. Kortisol påvirker alle kroppens celler og har mange forskellige virkninger. En af de vigtigste er, at det virker fremmende på andre hormoners virkning, fx adrenalin og noradrenalin, hvis virkning ville være stærkt nedsat uden kortisol.
Fx kan noradrenalin ikke påvirke blodkarrene til at trække sig sammen uden kortisol, hvorfor dette spiller en vigtig rolle i blodtryksreguleringen. Desuden nedsætter kortisol aminosyretransporten ind i cellerne, hvilket nedsætter anabolismen (opbyggende stofskifteproces) og stimulerer katabolismen (nedbrydende stofskifteproces), primært proteinnedbrydningen, hvor proteiner nedbrydes til aminosyrer, der fungerer som byggesten for nye proteiner. Dette sker i alle celler med undtagelse af leveren. Cirkulationen leverer de frigjorte aminosyrer til leveren til glukoneogenesen. Kort sagt sker der en nedbrydelse af muskelvæv for at kunne bruge aminosyrerne som et substrat i glukoneogenesen.
Netop derfor er et kronisk forhøjet niveau af kortisol skadeligt, da proteinnedbrydningen vil være for stor med tab af muskelvæv til følge. Da kortisol også fungerer som insulinantagonist ved at forhindre glukoseoptag og –oxidation, vil også fedtvævet nedbrydes ved et forhøjet kortisol-niveau, fordi insulin er med til at bibeholde fedtvævet. Udover disse konsekvenser medfører det forhøjede kortisol-niveau desuden en negativ nitrogen-balance, hvilket betyder, at der forbruges mere nitrogen, end der optages. En grund til, at kortisol fungerer, som det gør, er, at det får kroppen til at adaptere til længerevarende stress.
Ved kronisk stress kan situationen blive livstruende ved kombinationen af kortisols muskel- og fedtnedbrydende og adrenalins appetit-mindskende virkninger. Hvis hunden ikke spiser, er der til sidst ikke mere fedt og flere muskler at nedbryde, og hunden vil dø. Det betyder dog ikke, at alle kronisk stressede hunde ikke spiser, da adrenalinniveauet jo falder rimelig hurtigt og tillader hunden appetit mellem stresspåvirkningerne. Problemet her er, at kortisol fortsat nedbryder muskler og fedt, så hunden skal spise forholdsvis meget for at opretholde sin sundhed i vævene.
Adrenalin og noradrenalin frigives af det sympatiske nervesystem og responsen er dermed hurtig. Som det fremgår af tabellen, er det lavet i forvejen, hvilket er med til at give den hurtige respons. Det tager noget længere tid, inden kortisol frigives, da dette frigives af andre hormoner, der først skal frigives fra hypofysen. Derudover skal kortisol også først dannes, da man ikke har et lager af dette i kroppen.
I binyrerbarken findes der store mængder kolesterol og enzymer samt forstadier til hormonet, så det kan dannes på forlangende. Kortisol tager også længere tid at komme af med igen, da halveringstiden er lang. Det er derfor, at det tager ca. 3 uger for en kronisk stresset hund at få et normalt stressniveau. Når vi taler om kronisk stressede hunde, er det altså kortisol, der er kodeordet. For adrenalin og noradrenalin tager det kun 3-6 døgn inden niveauerne er normaliseret igen. Vi vil i det følgende gå i lidt flere detaljer om, hvordan adrenalin, noradrenalin og kortisol udskilles og fungerer.
Adrenalin og noradrenalin
Adrenalin og noradrenalin er som nævnt katekolaminer. Adrenalin og noradrenalin styres af det sympatiske nervesystem via aktivitet i et præganglionært neuron med transmittersubstansen acetylkolin, der stimulerer binyremarven direkte til at frigive adrenalin og i mindre grad noradrenalin (forholdet 4:1). Transmittersubstansen i det sympatiske nervesystem er desuden noradrenalin i det videre forløb, så ved høj sympaticusaktivitet, vil der være et vist spild af noradrenalin, der vil cirkulere rundt i kroppen.
Konklusion
Hvilke situationer vil typisk medføre kronisk stress?
De situationer, der typisk medfører kronisk stress, er kastelege, hvor hunden dagligt eller næsten dagligt skal løbe efter bold eller pind, så den aldrig når at få sit stressniveau normaliseret. En anden grund til kronisk stress kan være kroniske smerter fra fx gigt, svulster eller tandproblemer. Her kan hunden ikke håndtere situationen og få smerterne væk, hvilket vil stresse den. Øvrige årsager til kronisk stress er træklege, brydelege, alene hjemme, hårde træningsmetoder, vold (verbal og fysisk), jævnlige skænderier i familien osv.
Hvordan påvirkes hunde mentalt af dette?
Hunde reagerer på forskellige måder alt efter race og indvid. I de cases vi har brugt, har vi oplevet hunde, der blev hyperaktive, genstandsfikserede, gøende, trækkende, destruktive, passive, indadvendte, tvangshandlende, fjerne/ukontaktbare og forvirrede. Desuden er det normalt, at hunde kan få kort lunte ved kronisk stress.
Hvilke fysiologiske mekanismer ligger bag?
Den umiddelbare reaktion på en stresspåvirkning er en øget aktivitet i det sympatiske nervesystem, hvilket medfører en frigivelse af hormonerne adrenalin og noradrenalin fra binyremarven. Disse hormoner gør hunden parat til kamp eller flugt ved at sende blodet fra fordøjelsesorganer og tarme ud til musklerne. Desuden øges hjertets pumpen og åndedrættet. Niveauet af adrenalin og noradrenalin normaliseres i løbet af 3-6 dage.
Efter et stykke tid produceres og frigives også det steroide hormon kortisol fra binyrebarken. Det forstærker virkningen af adrenalin og noradrenalin og gør dyret klar til en længerevarende stress. Kortisol øger nedbrydning af protein og fungerer som insulinantagonist, hvilket medfører nedbrydning af muskel- og fedtvæv. Det betyder, at hunden skal spise en del for at opretholde sit væv, og da en stresset hund, kan have svært ved at spise, er dette potentielt et stort problem. Niveauet af kortisol normaliseres først i løbet af 3 uger uden yderligere stresspåvirkninger.