Skip to main content

Nyreproblemer hos katte

Nyren er et vigtigt organ, som har mange funktioner i kroppen.

I nyrerne filtreres blodet for affaldsstoffer, som derefter udskilles i urinen. Væskebalancen reguleres gennem op-eller nedkoncentration af urinen, mineralbalancen reguleres ligeledes, der produceres hormoner, og nyrerne har indflydelse på både blodtryk og blodprocent.

Ved sygdom i nyrerne påvirkes alle disse funktioner i forskellig grad. Heldigvis har nyrerne en stor overkapacitet, så selv betydelige skader på nyrerne kan overleves. Faktisk skal mindst 75 procent af nyrevævet være ødelagt, før der opstår symptomer på nedsat nyrefunktion hos vore katte.

De første symptomer på kronisk, fremadskridende nyresvigt vil som regel være øget tørst og øget urinering, eventuelt urenlighed. Siden bliver appetitten dårlig, katten kaster måske op, og taber sig. Pelsen bliver mat og kedelig, og der opstår en ubehagelig ammoniaklugt fra munden. I fremskredne tilfælde ses blødende tandkød, sår i mundhulen, foruden eventuelt andre blødninger som følge af for højt blodtryk.

Akut nyresvigt viser sig ved ophør af urinproduktion, opkastninger, udtalt nedstemthed og manglende appetit. Diagnosen stilles ved en klinisk undersøgelse samt urin- og blodprøver.

Årsagerne til nyreproblemer kan være mange. Akut nyresvigt kan for eksempel opstå på grund af store blødninger og/eller shock, blodpropper eller forgiftninger, mens kronisk nyresvigt eksempelvis kan skyldes infektioner, arvelige forhold eller alder.

Kroniske nyrelidelser er forholdsvis almindelige hos ældre katte, og risikoen stiger med alderen.

Behandlingen af nyresvigt hos katte afhænger af, om det er akut eller kronisk, samt af hvor tidligt sygdommen konstateres. I de akutte og i de alvorlige, kroniske tilfælde kræver situationen indlæggelse med intensiv behandling i form af drop og anden medicin. Hvis årsagen til sygdommen kendes, kan der blive tale om en specifik behandling rettet mod denne.

I den kroniske fase går behandlingen blandt andet ud på at afhjælpe problemerne ved at sørge for god gennemskylning af nyrerne (tilførsel af rigeligt drikkevand og/eller vådfoder), diætfoder, som skåner og hjælper nyrerne mest muligt blandt andet gennem mængden og kvaliteten af tilførte proteiner og mineraler, og eventuelt blodtrykssænkende medicin.

Ikke alle katte overlever et akut nyresvigt. Chancen for overlevelse afhænger af årsagen til sygdommen, og hvor tidligt i forløbet behandlingen sættes ind, samt kattens generelle helbredstilstand.

Katte med kronisk nedsat nyrefunktion kan med den rette behandling i nogle – men ikke alle – tilfælde leve et godt liv i flere år.

×
Menu
Døgnvagt