Skip to main content

Ormekur til hest

Hvor hurtigt virker ormekur til hest?

Det spørgsmål er der rigtig mange, der stiller. Men det er faktisk ikke helt til at svare på, førend man tager en opfølgende prøve. Man vil ofte tage en kontrolgødningsprøve 14 dage efter, at man har givet hesten en ormekur. Her kan man både tjekke, hvorvidt der er sket en reduktion af æg fra ormene, samt om der er tegn på resistens. Hvis ormene er resistente over for ormekuren, må man give hesten en ny og anden type ormekur. Det er en rigtig god ide at få hesten tjekket 14 dage efter, den har fået ormekuren – men hvor hurtigt en ormekur til hest virker, er desværre stort set umuligt at svare på. 

Alle heste har orm – husk at give hele dit hestehold ormekur på samme tid

Selvom man i nogle tilfælde må behandle for orm med en ormekur til heste, er det faktisk også vigtigt, at hesten trods alt har en lav grad af ormebelastning. Det gør nemlig, at hestens immunforsvar selv hjælper i kampen mod orme. Derudover er det også vigtigt, at man ikke bare giver sin hest ormekur i tide og utide, da ormene kan udvikle resistens. Det er dog vigtigt, at man laver en ormestrategi for hele sit hestehold, idet orm smitter mellem heste. Man bør derfor eksempelvis behandle alle hestene i sit hestehold med ormekur på samme tid. Hvis du er i tvivl om, hvornår du bør give dine heste en ormekur, er det en god idé at kontakte en dyrlæge. Hos Vetgruppen svarer vi gerne på dine spørgsmål.

Mistænker du bændelorm hos din hest?

Der findes mange typer af indvoldsorm hos heste, herunder bl.a. bændelorm. Bændelorm er en parasit, som snylter på hesten. I de seneste år har der været en del fokus på bændelorm hos hest, da det kan medføre sygdom – i nogle tilfælde alvorlig sygdom. Det skal dog understreges, at det er de færreste heste med bændelorm, der overhovedet har symptomer. Bændelorm er hvid-gul, 8 cm lang og 1 cm bred. Den har sugekopper, som den bruger til at suge sig fast til slimhinden i tarmen. Det giver små sår i tarmen og nedsætter elasticiteten i tarmen. 

Symptomer på bændelorm hos hest:

  • Hesten har nedsat præstationsevne og virker nedtrykt
  • Hesten har tarmslyng
  • Hesten har kronisk tarmirritation
  • Har hesten mange bændelorm kan det medføre kolik
  • Vægttab

Mange af ovenstående symptomer ses også ved anden sygdom, men kan man ikke umiddelbart finde årsagen til symptomerne, kan det skyldes bændelorm. Det er ofte hos yngre heste, at man vil se en højere forekomst af bændelorm, da heste med tiden og alderen bliver mere modstandsdygtige over for bændelorm. 

Behandling og forebyggelse af bændelorm hos hest

Med en effektiv ormekur kan man behandle bændelorm hos hest. Desuden kan man forebygge bændelorm hos sin hest ved at give sin hest en ormekur for bændelorm (gerne en der behandler alle stadier af bændelorm) i slutningen af sæsonen på græs. Derudover kan man sænke marksmitten ved at planlægge sæsonen på græs – man kan f.eks. sørge for at skifte fold flere gange.

×
Menu
Døgnvagt