Kastration af hanhund
Medicinsk kastration af hanhunde
Kirurgisk kastration af hanhunde
Ved den kirurgiske kastration bliver hundens testikler operativt fjernet. Dette kræver naturligvis, at hunden kommer i narkose. Hunden forberedes til operation, ved at området foran pungen klippes og vaskes. Der lægges et lille snit foran pungen på ca. 3 cm., og begge testikler fjernes her igennem. Sædstrengen og de kar, der går til testiklen, ligger i en fælles hinde, og hele denne struktur underbindes. På denne måde er der ingen risiko for efterfølgende brok. Hudsnittet syes med sting i underhuden og efterfølgende limes huden, så der ikke er nogen sting, der skal fjernes.
I forbindelse med operationen får hunden smertestillende, som virker fra den vågner af narkosen og indtil næste dag. Herefter skal smerten stilles med tabletter, som udleveres ved afhentning af hunden.
Efter endt operation lægges hunden til overvåget opvågning, og den vil være frisk til at gå hjem 1-2 timer senere. Det anbefales altid, at hunden får en krave med hjem.
Har du spørgsmål omkring behandlingen ved en kastration er du mere end velkommen til at kontakte os på 75 41 03 00, eller på info@ribedyreklinik.dk
Efter ca. 10 dage er såret helet tilstrækkeligt til, at kraven kan tages af.
Fordele ved kastration af hund:
- Kønsdrift dæmpes
- Tendens til at strejfe reduceres
- Aggression overfor andre hanhunde reduceres
- Øvrig dominant adfærd reduceres
Ulemper ved kastration af hund:
- Øget tendens til overvægt
- Operation og hermed forbunden risiko
- Efterfølgende brug af krave
- Hunden kan ikke bruges i avl