Majbritt Rosenkrands fra Vinderup har i lørdags købt en skøn lille blandingshvalp. Familien består af mor, far og tre drenge på 14, 12 og 11 samt Cecilia på fem år, og de er alle fuldstændig pjattede med den lille krudtugle af en hvalp. Tre dage senere erstattes glæden af bekymring.
Freja, der hele tiden har haft lidt løs afføring, er nu også stille, mat og leger slet ikke. Hvalpen er helt rød omkring anus og slikker sig bagtil konstant. Der er set lidt opkastning i dag også. Majbritt er på arbejde, så det er Thomas, en ven af familien, der kommer med hvalpen.
Jeg måler temperaturen, som er normal og undersøger, om hvalpen er dehydreret. Det er den ikke. Jeg tjekker bughulen ved at presse fingrene sammen på hver side af bugen, for at udelukke smerter og tegn på eventuelle fremmedlegemer. Det er der ikke tegn på. Forsigtigt fører jeg en vatpind ind i endetarmen, og jeg kan konstatere, at afføringen er lidt slimet, men ikke er blodig. Det oplyses, at hvalpen er blevet vaccineret hos opdrætter fem dage før overtagelsen.
Jeg fortæller Thomas, at det formentlig er en mavetarmbetændelse, og jeg anbefaler at give hvalpen mælkesyrebakterier, der kan rette op på tarmfloraen. Lidt pasta fra tuben giver jeg direkte i hvalpens mund, så behandlingen er i gang med det samme. Jeg giver skånekost med hjem, både dåsemad og tørfoder. Foderet er nemt fordøjeligt, har et højt energiniveau og falder normalt godt i hundenes smag. Da Freja kun vejer 1 kilo og alderen tæller 8½ uge, ved jeg, at hvalpens tilstand hurtigt kan forværres. Freja skal spise den efterfølgende dag, ellers anbefaler jeg en kontrolundersøgelse.
Freja får det lidt bedre onsdag, spiser en anelse, kaster ikke op, men har stadig diarre. Torsdag forværres Frejas tilstand igen, hvalpen spiser ikke, er blevet slap, og nu kaster den også slim op. Diarreen er taget lidt til, grødet afføring med slim. Jeg ser Freja torsdag eftermiddag og bliver bekymret. Hvalpen er nu let dehydreret og slap. Jeg udtager blodprøver, og sætter et væskedrop op. Blodprøverne viser, at antallet af hvide blodlegemer er for lavt, ligesom mængden af albumin ligger i den lave ende. Jeg giver antibiotika. Når antallet af hvide blodlegemer er lavt, fungerer immunsystemet ikke optimalt overfor infektioner. Hvalpen retter sig flot på væskebehandlingen i de næste par timer, og der ses ikke yderligere diarre. Jeg giver kvalmestillende medicin og giver hvalpen lidt skånekost med sprøjte ind i munden. Jeg ringer til Majbritt og fortæller, at Freja skal komme igen tidligt fredag.
Majbritt kommer selv til kontrollen med Freja næste morgen. Nu er Majbritt blevet alvorligt bekymret. Allerede torsdag aften, var der tilbagefald. Freja blev slap og stille. Der er ikke set opkastning eller diarre, men hvalpen er slap som en klud. Jeg undersøger Freja: Hvalpen er dehydreret, bleg, slap. Temperaturen er lidt lav, og Freja virker kold. Jeg varmer væske og sætter droppet op igen. Freja lunes af en varmepude og tæpper. Min kollega Else Henningsen og jeg diskuterer, hvad vi kan gøre bedst for hvalpen. Vi aftaler at køre en parvotest på Roslev Dyrekliniks eget laboratorium, og jeg udtager forsigtigt en afføringsprøve ved at stikke en fugtet vatpind forsigtigt ind i endetarmen på Freja. Parvotesten er positiv! Det betyder, at der i afføringen findes parvovirus, men ikke helt sikkert, om det stammer fra vaccinationen 11 dage tidligere eller en aktuel sygdom. Når jeg kigger på Freja, er jeg dog ikke i tvivl: Opkastning, dehydrering, diarre og for lavt antal af hvide blodlegemer er klassiske symptomer. Freja er syg af den alvorlige parvovirus, som kan være dødelig. Vi indlægger Freja og behandler med væskedrop, glukose, kvalmestillende medicin og antibiotika. Freja retter sig langsomt i løbet af fredagen. Vi diskuterer med Majbritt om behandling med interferon skal sættes i værk. Interferon kan stimulere immunsystemet og hæmme virusopformering, men kan give bivirkninger såsom feber og opkastninger. Desuden er medicinen forholdsvis dyr at benytte. Vi aftaler at se tiden an, og så eventuelt sætte interferon-behandling i gang lørdag.
Jeg tilser Freja fredag aften. Det er tydeligt, at hvalpen er glad for selskab, og den virker mere kvik. Jeg giver væske og glukose i droppet og tilbyder også drikkeligt Oralade, der indeholder protein, sukker og salte. Jeg giver lidt skånekost med sprøjte også. Tidligt lørdag morgen tager dyrlæge Else Henningsen over: Hvalpen er mere frisk, får væske i drop, spiser ikke selv, men holder det skånekost i sig, som Else giver med sprøjte ind i munden. Der er stadig let diarre, men den er ikke så slimet mere, og lørdag eftermiddag kan hvalpen sendes hjem, Majbritt med vores telefonnummer i lommen.
Mandag udfører vi en sidste kontrol: Freja spiser, er mere frisk og er ved at have næsten normal afføring. Vægten er nu 1,2 kg, og Majbritt og de øvrige i familien er meget lettede. Det kunne være gået frygtelig galt for Freja.
Hvalpen Freja blev vaccineret få dage før, den blev overdraget til den nye familie. Freja har en god mulighed for at have beskyttende immunstoffer fra moderens råmælk, de såkaldte maternelle antistoffer. Disse optages af hvalpen fra mælken, når den dier hos moderen, og de kan beskytte mod sygdom. Det kræver, at moderen selv har mødt sygdommen eller er vaccineret herfor. Desværre kan de maternelle antistoffer hindre vacciner i at virke efter hensigten, idet de blokerer for vaccinen.
Når uheldet er ud kan de maternelle antistoffer også gennembrydes, hvis hvalpen udsættes for stort smittepres.
Det samme gælder vaccinen, når denne ikke har haft tid nok til at fremkalde et immunforsvar hos hvalpen.
Når en hvalp overdrages til en ny ejer, udsætter man den for stress: Hvalpen fjernes fra sin mor og sine søskende, hvalpen møder et fremmed miljø, herunder en anden mikroflora, og måske en anden fodring. Kroppen udsættes herved for stress.
Det er ikke til at sige sikkert, hvorfor Freja blev syg af Parvovirus.
Alle de nævnte årsager kan være tilfældet for hvalpen.
Når vi vaccinerer, beskytter vi både den enkelte mod sygdom, men vi sørger også for, at den generelle smitte i omgivelserne mindskes.
Siger vi nej til vaccination, siger vi ja til sygdom!
Omvendt ønsker vi ikke at overvaccinere, derfor anbefaler Skive Dyrehospital at hver enkelt hund og kat vurderes særskilt.
Kernevaccine: En vaccine, som beskytter mod aktuelle og livsfarlige sygdomme
For hundens vedkommende indeholder en kernevaccine beskyttelse mod parvodiarre, hundesyge og smitsom leverbetændelse.
Vaccinationsprogrammet er optimalt som følger:
- Kernevaccine 8 og 12 (og eventuelt 16 uger) samt året efter og dernæst hvert tredje år
Er hvalpen vaccineret 8 og 12 uger gammel, er det kun et fåtal, der ikke svarer på vaccinen, men det er ikke muligt at spotte de få, der ikke reagerer, så generelt anbefales boosteren et år efter.
Derudover vurderes om hunden har brug for beskyttelse mod kennelhoste (pensionsophold, hundetræning, luftes i hundeskov), leptospirose (jagthund) og borrelia (plages af mange flåter) samt rabies (udlandsrejse).
For kattens vedkommende indeholder kernevaccinen beskyttelse mod Parvo-diarre, Herpes-influenza og Calici-influenza
Vaccinationsprogrammet er optimalt som følger
- Kernevaccine 8 og 12 uger, året efter og derefter
1) udekatte hvert 3. år mod kattesyge og eventuelt hvert år mod Herpes og Calici.
2) indekatte hvert 3. år
Kender man morkattens immunstatus, kan den første 8-ugers vaccine springes over.
Derudover vurderes om katten har brug for beskyttelse mod chlamydia (store opdræt, udstillinger), leukæmi(avlskatte og katte, der færdes blandt mange vildkatte) og rabies (udlandsrejse).
Der findes test til måling af antistofmængden i dyrets blod. Disse test er forholdsvis dyre, men ønsker man at vaccinere så lidt som muligt, vil en måling af antistoffer mod parvovirus og hundesyge hos hund kunne fastlægge, om en vaccination mod disse er nødvendigt. Desværre er tallet for smitsom leverbetændelse ikke fastlagt. Antistoffer mod parvovirus hos kat kunne fastlægge, om en vaccination mod parvovirus er nødvendigt.