Skip to main content

Sommereksem hos hest

Sommereksem hos heste er en hudlidelse og opstår, fordi hestene er allergiske over for spyt fra insekter, herunder særligt mitter, men også hestebremser, spyfluer og staldfluer.

Sådan opstår sommereksem hos heste

Sommereksem hos heste opstår ofte hos heste, der er på sommergræs, og det kan altså vare over hele sommeren, dog særligt i maj og i september. Det er en udpræget hudlidelse hos særligt islandske heste og ponyer, men alle heste kan rammes af sommereksem. Sommereksem hos heste smitter ikke. Sommereksem kan diagnosticeres af dyrlægen. 

Hvad er symptomerne hos hest med sommereksem?

En hest med sommereksem vil ofte have en række symptomer i form af forandringer i huden. Det er ofte i manen og halen samt på bugen og ryggen, at hesten får udslæt. Til at starte med, vil der udvikles væskefyldte blærer, som med tiden vil blive til væskende eksem, der tørrer ind og giver gullige skorper. Derudover vil det give ekstrem kløe. I tilfælde, hvor en hest med sommereksem har symptomer længe, vil huden til sidst blive læderagtig og tyk i områderne, hvor der har været eksem. 

Behandling af sommereksem på hest

Behandling af sommereksem hos hest handler meget om miljøet omkring hesten. Sommereksem forårsages nemlig som oftest af mitter, og derfor bør man forsøge at holde hesten fra områder, hvor der er store sværme af mitter. Derudover kan man lukke hesten ind fra fold om eftermiddagen og først lukke den ud senere på formiddagen, idet mitter ofte er mest aktive omkring daggry og igen ved skumring. Desuden er det en god ide med et flue/mittedækken, når hesten er på fold, så den er lidt bedre beskyttet over for mitteangreb, og man kan evt. supplere med anti-insektmiddel. Behandling af selve sommereksemen på hestens hud sker ved at vaske med medicinsk shampoo og derefter smøre områderne med lindrende salver. Derudover kan man give ekstra omega-3 og -6 fedtsyrer i foderet. Hvis hesten er voldsomt plaget af sommereksem kan man behandle med binyrebarkhormon for at lette svær kløe og mere udprægede hudforandringer.

×
Menu
Døgnvagt