Skip to main content
+45 73 70 67 08

Hvalpesocialisering

Hvad er hvalpesocialisering?

Hvalpe fødes både blinde og døve men udvikler sig eksplosivt og allerede efter 2-4 måneder er hvalpen ganske selvhjulpen. I perioden op til hvalpen er 16 uger foregår der også en imponerende udvikling af hjernen, som vil tilpasse sig til al den information, den modtager. Denne udvikling foregår kun en gang i livet, og i den periode vil hvalpen danne sig et billede af dens “naturlige omgivelser”. Hvalpen bliver hjulpet af dens naturlige nysgerrighed til at skifte bekendtskab med alt det, der omgiver den. Efterhånden vil hvalpens frygt for det nye gradvist tiltage, og hvalpen vil efter 12-16 ugers alderen have behov for tid og hjælp til at stifte bekendtskab med nye genstande og skabninger. Det er derfor allernemmest at præge en hvalp indtil den er 12-16 uger, og det er denne periode der kaldes hvalpens socialiseringsperiode. Herefter siger man, at socialiseringvinduet lukker, da det herefter ikke længere er muligt at præge hvalpen. Tilvænning kan naturligvis stadig lade sig gøre, men det er blevet en langsommere og mere omstændelig proces.

Hvad skal jeg gøre som hvalpekøber?

Når hvalpen er 8 uger gammel, kan den flytte til sit nye hjem, og nu overdrages ansvaret for korrekt prægning fra opdrætter til dig som ejer. For den lille hvalp er det er stor omvæltning at komme til en ny familie. De trygge rammer med mor og kuldsøskende er forsvundet. Nu er det tid til at opdage den store verden – både menneskenes og hundenes verden. I menneskeverdenen har hvalpen f.eks. brug for at stifte bekendtskab med trafik, trapper, tunneller, kørestol, skateboard, broer, kørsel i bil/tog/elevator og, andre husdyr som heste, katte, kaniner osv. Samtidig skal kendskabet til forskellige mennesketyper (ældre, børn, mænd med skæg/stok, damer med flagrende tøj), husholdningsmaskiner, fyrværkerilyde mv. udbygges. Jo mere alsidigt et miljø hvalpen har vænnet sig til, desto nemmere vil den have ved at acceptere nye ting senere i livet. Man siger, at hvalpen kan generalisere.

Hvalpen er samtidig i gang med en vigtig udvikling af sit hundesprog. Dette sprog består bl.a. af et meget varieret kropssprog hos hunden. Derfor er det vigtigt at hvalpen dagligt hilser på og leger med andre hunde af forskellig størrelse og race. Især leg med andre hvalpe er gavnligt for dens udvikling og er i øvrigt med til at udvikle hvalpens kæbetryk, så den ikke bider for hårdt under leg senere i livet.

Det er en rigtig god ide at tilmelde sig et kursus i hvalpesocialisering, hvis der er mulighed for det.

Kontakt os på

eller skriv til os på

kontakt.aabenraa
@vetgruppen.dk

×
Menu
Ring op