Tandlidelser hos hunde

Tandpine beskrives som en af ​​de værste smerter, som også mennesker kan blive udsat for! Man kan vise et forvrænget ansigt og en hånd placeret på den side af kinden, hvor problemet er. Desværre er det meget sjældent, at hunden viser tydeligt tegn på, at der smerter omkring en tand. Derfor hører vi ofte: ”Den har lidt dårlig ånde, men den tygger jo fint” og så er det først efter endt behandling, at ejeren fortæller, at hunden er livet helt op; blevet mere aktiv, spiser alt sit foder, vil have yndlingsgodbidderne igen – ja, simpelthen er vendt tilbage til sit gode gamle humør. Det er således vigtigt at tjekke sin hunds mund jævnligt og ikke mindst at reagere på selv små ændringer i kropssprog og adfærd.

Det er ikke usædvanligt, at vi under tandbehandlingen i narkose finder flere tænder, det er nødvendigt at behandle eller trække ud end først antaget ved tandtjekket på den vågne hund. Det er ikke alle hunde, der tillader en grundig mundhuleundersøgelse i vågen tilstand, og selv på den mest samarbejdsvillige hund er det så godt som umuligt at se de bagerste kindtænder. Tandskader og parodontose kan ikke vurderes med det blotte øje, derfor er det vigtigt, at vi kan komme i kontakt med jer under forløbet.

Tandsten opstår, når steder forkalkes, og ses som en hård skal, der modsat plak ikke er til at børste væk. Den mest skadelige tandsten er den, der sidder skjult under tandkødsranden og giver de aggressive bakterier mulighed for at etablere sig. Derfor er det ikke tilrådeligt kun at skrabe den synlige tandsten af ​​på en vågen hund. Tandsten kan kun fjernes effektivt på en bedøvet hund med en ultralydsrenser og specialdesignede håndinstrumenter, der skånsomt skraber tandstenen væk under tandkødsranden. Efterfølgende er det vigtigt, at tænderne poleres, så de genvinder en glat overflade, hvor plak og dermed tandsten får svært ved at sætte sig igen.

Akkurat ligesom os mennesker danner hunde plak, der er en ophobning af spyt, bakterier og madrester. Når tandkødet reagerer på stedet, kaldes det tandkødsbetændelse. Tandkødet bliver hævet, rødt og ømt og hvor det før sad tæt hæftet på tanden, vil det efterhånden løsnes, og der dannes tandkødslommer, som er gunstige for særligt aggressive bakterier. I de tilfælde, hvor betændelsestilstanden er så kraftig, at der ses blødninger i tandkødet, vil der være risiko for, at bakterierne spredes med blodet videre til livsvigtige organer, som hjerte, nyrer og lunger. Plak-ophobning og dermed tandkødsbetændelse kan effektivt forebygges med tandbørstning.

Ved parodontose har bakterierne ikke blot forårsaget dybe tandkødslommer, men er begyndt at nedbryde knoglevævet omkring tandrødderne. Dette medfører, at tænderne bliver løse, og der er således stor risiko for, at hunden har tandpine, og det gør ondt, når den tygger. Det er derfor vigtigt, at behandling påbegyndes så tidligt som muligt. Når tandstenen er fjernet, bruges et specialinstrument til at måle tandkødslommerne omkring alle tænderne både på yder- og inderside. Hvis parodontosen er meget fremskreden, trækkes de påvirkede tænder som oftest ud. De store kindtænder har tre rødder, og hvis blot en af ​​rødderne har mistet over 50 pct. af sit fæstne, anbefales udtrækning.
I de tilfælde, hvor det er nødvendigt med udtrækning af flere store tænder, kan det være nødvendigt at dele behandlingen op, så narkosetiden ikke bliver lang. Der hvor tandkødslommerne ikke er så dybe, kan forløbet normalt bremses ved hjælp af en kombination af tandrensning i bedøvelse samt forebyggende tiltag. Tandkødet kan måske komme til at fæstne til tandroden igen, men det mistede knoglevæv kan ikke genskabes.

Hunde i alle aldre kan få parodontose, dog ses det hyppigst hos ældre hunde. Nogle hunderacer rammes i højere grad end andre; Specielt de små racer som yorkshireterrier, gravhund, papillon, dværg puddel, chihuahua og cavalier king charles spaniel er prædisponerede.

Tandskader ses oftest på hundens store hjørnetænder, de såkaldte rovtænder. I hundens første leveår er tændernes rodkanal ikke fuldt lukkede, og derfor er tænderne mere skrøbelige, og hvalpen/den unge hund bør således ikke apportere tunge ting eller tygge på hårde ben. Selv ved den voksne hund bør man være påpasselig med at give hårde tyggeting som knogler, da hundrede kæbemuskler kan bide langt hårdere, end hvad kindtænderne kan klare. Fortænderne og de små kindtænder knækker oftest ved uheld eller leg med sten eller pinde.
En ubehandlet knækket tand kan være meget smertefuld og man kan opleve, at hunden ændrer adfærd. Pludselig vil den kun spise bløde ting eller kun tygge i den ene side af munden. Den spytter måske godbidderne ud og vil ikke længere lege med ting. Hvis nervekanalen er blottet eller tanden er flækket op under tandkødet, kan smerterne være så slemme, at hunden piber og klør sig ved munden. I nogle tilfælde viser hunden slet ingen tegn på smerte, og tandnerven dør med tiden. Der kan dog alligevel tilstøde komplikationer som en tandbyld i kæbeknoglen, hvis bakterier finder vej til tandroden via nervekanalen. Desuden er knækkede tænder meget skrøbelige, og et brud følges ofte af flere.    

Døde tænder opdages ofte ved de almindelige undersøgelser. En død tand er mere mat og lyserød end de øvrige tænder og giver ikke altid anledning til smerter hos hunden. Men også her kan bakterier forårsage betændelse omkring tandroden.

For at kunne vurdere omfanget af en tandskade vil det ofte være nødvendigt at tage et røntgenbillede af tanden og kæben. Mindre overfladiske skader, der ikke involverer tandens nerve, behøver ikke altid – eller kun minimal – behandling. Her kan vælges at lægge et lag lak eller plast, som vil forhindre yderligere slid og nedbrydning. Hvis nerven er beskadiget, men det vurderes, at tanden kan forblive i munden, kræver det, at den rodbehandles og plomberes. Er der eksempelvis opstået en byld, er tanden flækket på langs, eller er der gået betændelse i tandmarven, kan det være nødvendigt at trække tanden ud.

Emaljeskader ses tit hos yngre hunde som en misfarvning af tanden; disse bør forsegles for at undgå videre skade. Almindeligt slid af tænderne forekommer hos de ældre hunde, og her er det ikke usædvanligt at kunne se tandmarven som en brun plet midt i tanden. Almindeligt slid er sjældent behandlingskrævende, hvorimod slid pga. eks. overdreven brug af bolde, stentygning eller stillingsfejl kan medføre smerter som følge af nervepåvirkning.

Hunden har 42 blivende tænder, men kun 28 mælketænder. Mange mindre hunderacer samt racer med kort snude har besvær med at tabe mælketænderne, når de blivende tænder er på vej frem. Normalt forløber tandskiftet i 4-7 måneders alderen, men det kan variere fra hvalp til hvalp. Et normalt tandskifte starter med fortænderne, derefter hjørnetænderne og til sidst kindtænderne. Ved tilbageholdte mælketænder øges risikoen for, at de blivende tænder ikke placerer sig korrekt. Dette kan medføre fejlbid hos den voksne hund, hvor eksempelvis hjørnetænderne i undermunden borer sig op i ganen. Derfor anbefaler vi, at tilbageholdte mælketænder fjernes under fuld bedøvelse.

Ofte er det hjørnetænderne, der tilbageholdes, men også for- og kindtænder kan drille. Som hovedregel skal mælketanden være synligt løs, når spidsen af ​​den blivende tand kan erkendes. Er dette ikke tilfældet, bør mælketanden fjernes. Det er derfor vigtigt at tjekke hvalpens mund regelmæssigt. Behandlingskrævende tandstillingsfejl, hvor hvalpens bidfunktion er påvirket, ses ofte allerede ved de første sundhedsundersøgelser og vaccinationer. Af eksempler kan nævnes smalle underkæber og over- og underbid. Der er enighed om, at der er arvelige faktorer i tilbageholdelsen af ​​mælketænder og flere af tandstillingsfejlene. Derfor frarådes det at avle på hunde med disse lidelser. 

Når hunden får huller i tænderne, skyldes det som regel, at de har fået søde sager. Heldigvis ses det sjældent, hvilket blandt andet skyldes, at hunden har en højere pH-værdi i munden end os. CORL er en lidelse, hvor tanden nedbrydes indefra og efterlader smertefulde huller. I begge tilfælde vil behandlingen som oftest være tandudtrækning/ tandoperation.

Vi anbefaler altid røntgen før og efter tandudtrækning, ved mistanke om caries og CORL, samt til vurdering af parodontose. Røntgen giver os mulighed for at se om en tand har unormalt formede rødder, der kan resultere i en kompliceret udtrækning. Efter udtrækning betragtes det som fagligt korrekt at tage røntgen for at sikre sig, der ikke sidder en tandstump tilbage. Røntgen af ​​CORL-patienter vil kunne afsløre læsioner på tandens rod. Er en tand knækket, kan man med røntgen kontrollere behandlingsmulighederne, og er der hævelser under især øjne, kan man med røntgen se, om det skyldes en tandbyld.

Ofte har små hunde og hunde med kort snude ikke et fuldt tandsæt, og her vil røntgen kunne afsløre, om en given tand mangler eller blot ikke er brudt frem. Er tanden ikke brudt frem, kan den bl.a. give problemer i form af kæbecyster, der nedbryder knoglevævet og kan medføre kæbebrud på sigt. I tilfælde med misfarvninger og tandskader benyttes røntgen til at kontrollere rødder og tandnervens tilstand og dermed den optimale behandling. Vi gemmer naturligvis røntgenbillederne til senere sammenligning og vil som oftest sende en tandjournal med røntgenfund med hjem.

Husk! Vi tilbyder altid et gratis tandtjek, hvis du er i tvivl om din hund har tandproblemer.