Dyrlæge videokonsultation
Konsultér dyrlægen uden at forlade hjemmet
Videokonsultation af dit kæledyr
Vil du have dyrlægen helt hjem i stuen? I VETgruppen er vi stolte af at kunne tilbyde videokonsultationer med vores dygtige dyrlæger. Vi vil gerne gøre dit kæledyrs besøg hos dyrlægen så stressfrit som muligt, og vi tror på, at muligheden for en samtale i hjemmets trygge rammer skaber mere sundhed på sigt.
Hvad er fordelene ved en videokonsultation?
TRYGHED
Dyret er ofte mere trygt hjemme i vante omgivelser. Det giver dyrlægen mulighed for at se dit dyr som du ser det. Når dit kæledyr er trygt, giver det både dig og dyrlægen ro til at have fuld fokus på årsagen til, at dit kæledyr har brug for at blive tilset.
TILGÆNGELIGHED
En videokonsultation er en oplagt mulighed når du har spørgsmål om dit kæledyr, som kræver en længere snak med en dyrlæge. Dyrlægen kan bedømme om det er et akut problem, der bør behandles nu, eller om det kan vente nogle dage.
Det kan også være et godt alternativ til en kontrol på klinikken, når dit dyr er blevet opereret eller har været igennem et behandlingsforløb. Endelig er muligheden for en konsultation via video en god løsning, hvis du er forhindret i at komme til en fysisk konsultation, for eksempel ved ferie, sygdom eller manglende transportmuligheder.
Hvordan foregår det?
FØR
Du skal afsætte ca. 20 minutter til videokonsultationen. Sørg for at holde dit dyr i nærheden, så I er klar, når konsultationen skal begynde. Vær om muligt i et rum med godt lys og uden larm eller andre forstyrrende elementer.
Det er nemmest for dyrlægen, hvis der kun skal kommunikeres med én person, så tal det pågældende problem og jeres spørgsmål godt igennem før konsultationen, hvis I er flere i familien. Det kan være en fordel hvis du kan få nogen til at hjælpe med at holde dyret undervejs.
En videokonsultation kan også foregå udenfor, så længe forbindelsen og lyden ikke bliver påvirket.
UNDER
På mange måder minder en videokonsultation om et helt almindeligt besøg hos dyrlægen. Dyrlægen kan se dit kæledyr på video og kan tale med dig og spørge ind til problemet på samme måde, som hvis I var i rum sammen. Under samtalen kan dit kæledyr ligge og slappe af på dit skød eller i sofaen, og nogle gange skal du holde dyret på forskellige måder, filme tæt på eller langt fra eller mærke, trykke, løfte osv. Dyrlægen giver grundig vejledning, hvis det er tilfældet.
Hvis dit dyr tidligere har været behandlet hos en af VETgruppens dyreklinikker har dyrlægen adgang til journalen. Vi kan derfor godt forlænge recepter på medicin eller justere på en medicindosis, hvis dit dyr allerede er i et behandlingsforløb hos VETgruppen, og dyrlægen finder det forsvarligt ud fra den givne situation.
Dyrlægen må ikke stille en ny diagnose eller udskrive en recept til en ny diagnose uden en fysisk konsultation, men kan bruge informationerne fra videokonsultationen til at konkludere, hvad der er bedst i forhold til videre behandling.
EFTER
Hvis kæledyret skal tilses fysisk, kan dyrlægen booke jer ind til den dyrlæge eller den klinik hos VETgruppen, som bedst kan tage sig af problemet. I vil blive informeret om, hvad der mest sandsynligt skal ske og kan derved bedre forberede jer på klinikbesøget.
Efter en videokonsultation vil der blive skrevet et grundigt notat ind i dit dyrs journal, så dette kan ses fremadrettet, og du vil også modtage et kort referat af konsultationen på din mail, hvis dette ønskes, eller hvis dyrlægen mener, det er bedst.
Hvad koster det?
Prisen for en videokonsultation er 290 kr. Betaling foregår med MobilePay og der betales ved tidsbestillingen. Hvis der er tale om en kontrol, der var inkluderet i operationsprisen, er videokonsultationen uden beregning.
Hvis det ved konsultationen vurderes, at dit dyr skal tilses fysisk, og dyrlægen booker en tid til dig, fratrækkes beløbet på besøg ved en af VETgruppens dyreklinikker.*
Hvis du har tegnet et VETcare sundhedsabonnement på dit kæledyr, har du gratis adgang til online konsultation. Det gælder både VETcare og VETcare+.
Læs mere om vores VETcare her, eller spørg på din nærmeste VETgruppen klinik. Du kan finde oversigt over alle vores klinikker her.
*Refundering af betalt beløb for online konsultation, gives kun hvis dyret er tilset senest 5 hverdage efter online konsultationen er foretaget, samt under forudsætning af at det er samme lidelse, problem eller diagnose, der behandles videre på.
Hvordan bestiller jeg tid til en videokonsultation?
Du kan booke en tid over telefonen eller i vores reception.
Senest 1/2 time før konsultationen starter, modtager du en SMS med et link. Linket bliver aktivt når dyrlægen aktiverer sin del af samtalen. Har du ikke modtaget et link senest 5 minutter før konsultationen, skal du henvende dig til din VETgruppen klinik. Videokonsultationen foregår bedst via en smartphone, men hvis du ikke har en sådan, så spørg os om andre muligheder.
Hvad med teknikken?
Telefonen skal have rigeligt med strøm på og lyden skal være skruet op.
Tryk på linket i den modtagne SMS 2-3 minutter inden den angivne tid for konsultationen. Du skal i den forbindelse give tilladelse til, at samtalen må bruge dit kamera og din mikrofon.
Hvis du har en androidtelefon, kan det være en fordel at kopiere linket over i Google Chrome på telefonen og åbne samtalen herfra.
I onlineforummet vil du se et telefonrør, et stort skærmbillede (dyrlægen) og et lille skærmbillede (dig selv). Dyrlægens skærm er sort indtil denne aktiverer sin del af konsultationen. Der kan være op til fem minutters ventetid.
Når konsultationen er i gang, kan du enten vende telefonen for at filme dyret eller blot trykke på ‘vend kamera’-ikonet på din skærmen. På den måde kan du filme dit kæledyr, mens du selv ser det, der filmes. Hvis dyrlægen skal se dig, trykkes igen på ‘vend kamera’.
Når konsultationen er ovre, vil dyrlægen afslutte opkaldet, og dit link viser dig herefter til VETgruppens hjemmeside med kontaktoplysninger på vores klinikker.
Hvis SMS-linket ikke virker, eller teknikken driller, vil dyrlægen kontakte dig, og hjælpe dig med at få konsultationen gennemført.
Afbudspolitik og persondata
Hvis du er blevet forhindret i at deltage i videokonsultationen, eller ikke ønsker denne alligevel, bedes du melde afbud hurtigst muligt, så din tid kan gives til en anden dyreejer. Afbud meldes til klinikken per telefon eller i receptionen.
Har du allerede betalt for konsultationen, gives pengene kun retur ved afbud senest 2 timer før den aftalte tid. Pengene tilbageføres via MobilePay eller indsættes på din konto.
Ved afbud af en forudbetalt tid senere end 2 timer før konsultationen, gives ingen refundering.
Vi opbevarer dit telefonnummer i 30 dage, hvorefter det slettes permanent. Telefonnummeret er i et lukket system og videreformidles ikke. Videoopkaldet inkl. lyd slettes efter samtalen og er derfor ikke gemt i systemet. Øvrige journaloplysninger på dig og dit kæledyr bruges kun på VETgruppens dyreklinikker, medmindre der henvises til en anden klinik efter aftale med dig.