Besøg på PDSA dyrehospital

 

Alle klienter skal, inden de kommer ind i konsultationen, dokumentere at de er på overførselsindkomst eller lignende (altså at de ikke har så mange penge). Ligeledes skriver de under på at dyret må behandles af dyrlægen og at de vitterlig er ejeren af den pågældende hund eller kat.

Lidt om PDSA

Peoples Dispensary for Sick Animals – blev grundlagt i London i 1917 af en rigtig engelsk lady ved navn Maria Dicken.

As the story goes …. Maria var præstedatter og havde en tryg ‘Victorian’ opvækst i et Londons bedre kvarterer. Maria var intelligent, selvstændig og selvsikker. Stik imod enhver af datidens forventninger til en ung dame af hendes klasse, der ikke behøvede at arbejde, insisterede Maria på at ville bidrage. Maria var kontroversiel og tog sig et arbejde. Senere åbnede hun sit eget succesfulde sangstudie. Men da hun blev gift – blev arbejdet tilsidesat for det nye “job” som frue. Dette kedede dog Maria og hun søgte gennem velgørenhedsarbejde at udfylde det skabte tomrum i hendes liv. Herigennem besøgte Maria London’s East End’s fattige kvarterer. Fattigdommen der her mødte Maria var chokerende for hende. Men hvad der mest af alt bed sig fast i hendes hjerte og sind, var den lidelse hun så hos de fattiges dyr.

I hendes memoirers skriver Maria

‘The suffering and misery of these poor, uncared-for creatures in our overcrowded areas was a revelation to me. I had no idea it existed, and it made me indescribably miserable.’

Dette blev starten på en lang sej kamp for at skaffe midler, lokaler og frivillig hjælp, da ingen troede på hun kunne gøre en forskel – og da dyrs velfærd på daværende tidspunkt ikke var noget ‘issue’. Men da Maria åbnede det første: The Peoples Dispensary for Sick Animals of the poor, blev det en stor succes. Mange kom for at få gratis hjælp og politiet måtte holde styr på gemakkerne.

På et skilt udenfor havde Maria skrevet

• Bring your sick animals.
• Do not let them suffer.
• All animals treated.
• All treatment free.

I dag findes der 43 PDSA dyrehospitaler over hele UK, og det i Liverpool som jeg besøgte er et af de største og mest travle. Her er ansat 8 dyrlæger og lige så mange veterinærsygepjersker. Der er utrolig travlt og ventetiden kan være lang for nogen, men alle arbejder på højtryk. Da det kun er arbejdsløse klienter som kommer, starter de første konsultationer som regel lidt op af formiddagen. Det er meget de samme lidelser man ser som i Danmark. Her var hunde med øregangsbetændelser, hunde med loppeallergi og hunde med dårlig hud. Der var mange blandingsracer og rigtig mange pittbull lignende hunde, de såkaldte amr. Shaffordfieldshiereterrier.

3 af dyrlægerne har konsultationer, de øvrige opererer, og denne arbejdsfordeling fungerer i et fast rulleskema. Pludselig er der opkald over højtalerne at der skal komme en dyrlæge til konsultation 2 (akutte tilfælde). Det er så en lille terrrierblanding, tæve, som er i fødsel, der stikker et hvalpehoved ud af skeden på den, den kan ikke føde, hvalpen er tilsyneladende alt for stor. Den bliver hasteindlagt og man forsøger at få hvalpen ud, men forgæves, der laves akut kejsersnit, der er endnu en hvalp i tæven, den er død, ligesåvel som den der sad fast. Tæven er blevet parret med en alt for stor hanhund.

Hun bliver ved samme lejlighed steriliseret for at problemet ikke skal gentage sig, og det har ejeren givet sin accept til via underskrift.

Senere kommer der en stor fransk bulldog han ind, han har ædt en masse plastik og har kastet op de sidste 4 dage. Han bliver indlagt, en af dyrlægerne undersøger endetarmen og hiver 1½ meter plastik ud af ham – ikke så sært han havde ondt i maven.

Alle dyr bliver behandlet grundigt, og det faglige niveau er højt. Der tages røntgenbilleder, blodprøver, alle får væskebehandling via venekateter og der er hele tiden opsyn med de indlagte dyr, også om natten.

Der kommer også en del katte i klinikken, mange af dyrene, både hunde og katte er meget gamle og højt skattede familiemedlemmer. Ofte trænger de ældre dyr til at få renset tænder og det klares også.

Indtil for nylig blev dyrene ikke vaccineret rutinemæssigt som vi gør i Danmark, men det er man startet på for nylig.

Der var indlagt en stor rottweilerhan med parvovirusdiarre, et frygtet smitsom sygdom, som vi heldigvis ser sjældent i Danmark efterhånden, da vi jo regelmæssigt vaccinerer mod parvovirus.

Denne hanhund lå i drop og fik væske hele tiden. Han var meget sløj, kastede op, og havde blodig diarre og var indlagt i en såkaldt isolationsafdeling. Klientellet i denne del af Liverpool var fattige kunne man se. Mange var meget dårligt klædt, en del kom i bare ben og badesandaler (november måned) og mange havde meget dårlige tænder.

Sproget var en speciel engelsk accent, og så kaldte de ofte personalet for “Love” og det var både mænd og kvinder der gjorde det. Arbejdsdagen på dyrehospitalet er lang for alle, og pauserne korte og regelmæssige, vores 37 timers uge herhjemme er det rene slaraffenland ved siden af.

Af andre spændende ting kan jeg nævne en lille tævehvalp hvor urinrøret mundede ud i skeden i stedet for i blæren, det opgav man dog at operere, hvalpen måtte aflives, både ejeren, børnene i familien og dyrlægen græd fordi sagen trak ud, meget var forsøgt, men det blev vurderet at hunden ikke skulle igennem en stor operation.