Fjernelse af æggestokke/sterilisation (ovariektomi)
Hvis den gynækologiske undersøgelse viser, at der er forandringer i æggestokkene (ovarierne) – f. eks i form cyster eller tumorer, er det sandsynligvis hormonforstyrrelser der er årsag til adfærdsændringen hos hoppen og det kan blive nødvendigt med fjernelse af æggestokke.
Ved nogle typer af celleforandringer kan cellerne begynde at producere hanligt kønshormon (testosteron) hvilket påvirker hoppen til at få hingsteadfærd. I andre tilfælde kan det være en overproduktion af hunligt kønshormon (østrogen) der påvirker hoppen.
Ved at give hoppen det hormon hun normalt selv producerer mellem 2 brunster, (progesteron = Regumate ®) og observere om hendes adfærd normaliseres, kan man få bestyrket mistanken om at det er hendes hormonproduktion der er forstyrret.
Behandlingen af en adfærdsændring, der er opstået pga. forstyrret hormonproduktion i ovarierne, er at bortoperere ovarierne. At fjerne ovarierne på en hoppe svarer til at kastrere en hingst. Herved ophører hormonpåvirkningen af kroppen. Resultatet er at man få en rolig og omgængelig hest igen. Selve operationen foregår som en stående operation, hvor hoppen bliver dybt beroliget med et bedøvende drop. Der bliver lagt epiduralblokade og lokalbedøvelse i flanken. Ovarierne fjernes gennem flanken.
Ligesom ved Caslick’s operation er det vigtigt at hoppen får en lang rekonvalescenstid på ca. 3 mdr. før ridning genoptages. Hoppen skal dels have tid til at komme sig over operationen, og dels have resterne af de gamle hormoner ud af kroppen. Hvis hoppen har været så påvirket af sine hormoner, at hun har været farlig for rytteren, kan det være en god ide at give hoppen en lille smule beroligende når ridning genoptages eller alternativt sætte hoppen i professionel ridning i nogle uger. Herved får ekvipagen den bedste mulighed for at komme godt fra start.