Skip to main content

Foling

Foråret er en lykkelig tid, fordi det er her, de fleste føl kommer til verden. Samtidig er det en periode, som kan give en masse bekymringer, fordi man selvfølgelig er nervøs for, om det hele går godt. Her kommer en gennemgang af nogle af de vigtigste hændelser omkring en foling.

Drægtighedslængden

En hoppe er drægtig i ca. 11 måneder. Det kan variere meget (+40 dage) og man skal derfor ikke være nervøs, hvis hoppen går lidt over tid. Der kan sagtens være hopper, som konsekvent går over tid og andre, som har en kortere drægtighed.

Perioden op til foling

Langt de fleste folinger foregår ganske hurtigt og uden problemer. For at sikre sig, at det hele går som planlagt, er det vigtigt at overvåge hoppen i perioden op til termin. Der er forskellige tegn, som kan fortælle dig, at folingstidspunktet begynder at nærme sig:

  • Nogle uger før begynder hoppen at få større mave.
  • Hoppen begynder at ”sætte yver” ca. 3 uger før foling.
  • Dagen før foling bliver yveret mere spændt og der kan dryppe lidt mælk.
  • Dagen for foling størkner mælken på pattespidsen – ”vokspropper”.
  • De fleste hopper foler om aftenen og først på natten.

Selve folingen kan inddeles i tre stadier

  1. I første stadie skal føllet positionere sig selv, så det kan komme rigtigt ud. Føllet ligger klar til fødsel med ryggen opad og forben og hals fremstrakt. Dette kan give lidt ubehag for hoppen, som kan udvise kolikagtige symptomer. I denne periode sker der også en udvidelse af cervix (livmoderhalsen), det kaldes opblokningsperioden. Opblokningsperioden tager normalt 2 – 4 timer, men kan i enkelte tilfælde tage flere timer til dage.
  2. I andet stadie går vandet. Hoppen har kraftige veer og folingen tager som oftest kun 20 minutter. Føllet fødes i en blå/hvid hinde, som er de inderste forsterhinder (amnion). Denne hinde kan være lidt sej og skal gennembrydes, så snart den er synlig, så føllet kan trække vejret. Folingen må maximum tage 30 – 45 minutter. Det er fint hvis hoppen kan blive liggende 5 – 10 minutter, efter hun har folet. Det gør, at føllet kan få ekstra blod gennem navlestrengen. Navlestrengen brydes, når hoppen rejser sig.
  3. I tredje stadie afgår moderkagen/efterbyrden (latinsk: placenta). Moderkagen afgår som regel inden for dem første time efter føllet er født. Er moderkagen ikke afgået efter en time, kaldes det tilbageholdt efterbyrd.

Tilbageholdt efterbyrd

Hvis moderkagen (efterbyrden) ikke er afgået efter en time efter føllet er født, kaldes det for en tilbageholdt efterbyrd. Det er vigtigt, at efterbyrden ikke bliver for længe i hoppen, idet en tilbageholdt efterbyrd kan resultere i en forgiftning af hoppen og medføre forfangenhed. Det er derfor vigtigt at kontakte dyrlægen ved tilbageholdt efterbyrd. Man kan sagtens se det an et par timer, men erfaringen er, at hvis det ikke er sket to timer efter folingen, sker det som regel ikke uden hjælp. Det er ønskværdigt, at have efterbyrden ude af hoppen inden for 6 timer fra folingens afslutning.

Hvad skal man gøre som ejer/ansvarlig?

Hoppen klarer som oftest folingen rigtig fint selv. Så giv den ro og lade naturen gå sin gang. Inden vandet går er det bedst at observere på kamera eller ved folingsalarm. Når først vandet er gået, er det godt at være til stede, så hoppen kan få hjælp, hvis der er brug for det. Når føllet fødes i fosterhinderne, vil det oftest selv komme fri. Sørg for at mulen er fri af fosterhinder, hvis det ikke allerede er sket. Navlestrengen går over af sig selv, når hoppen rejser sig. Man skal heller ikke binde noget om navlestrengen. Føllets del af navlestrengen desinficeres med navlespray og tørrer stille og roligt ind. Tjek at der ikke kommer infektion i området. Giv føllet tid til selv at finde hen til hoppen og begynde at die. Sker det ikke inden for et par timer, kan man malke lidt mælk ud og give det til føllet og evt. ringe til dyrlægen for at få et godt råd. Føl skal altid have noget at drikke inden for de første 12 timer, det er meget vigtigt for deres immunforsvar.

Hvornår skal du ringe til dyrlægen?

  • Hvis folingen tager over 30 til 45 minutter.
  • Hvis fosterhinderne ikke kommer til syne ca. fem minutter efter vandet er gået. Det kan nemlig betyde, at føllet ligger forkert.
  • Hvis føllet ikke er ude efter 15-20 min, selvom det ligger rigtigt. Ring eventuelt i forvejen og ”advar” din dyrlæge, hvis denne bor langt væk.
  • Hvis hoppen generelt virker som om, den har problemer.
  • Hvis efterbyrden ikke er afgået inden for max. seks timer efter folingens afslutning.
  • Hvis efterbyrden ikke er intakt og der er mistanke om tilbageblevne rester i livmoderen.
  • Hvis du er i tvivl og har spørgsmål.

Hvornår skal man ikke ringe til dyrlægen?

Generelt kan du altid ringe til dyrlægen, hvis du er bekymret.

Kontakt os på

eller skriv til os på
kontakt.hoersholm@vetgruppen.dk

×
Menu
Ring op