Mavesår og gastroskopi
Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af hestens spiserør og mavesæk. Gastroskopi anvendes især til diagnosticering af mavesår hos heste.

Symptomer
Mange heste lider af mavesår. Faktisk viser nogle studier, at op til 80-90% af alle heste lider af mavesår i større eller mindre grad. Mavesår kan komme som følge af bl.a. stress og forkert fodring. Symptomerne kan være mange forskellige, men kan blandt andet være, nedsat præstation, at din hest bliver “irriteret”, når den rides, at den taber sig, har vekslende diarre og normalafføring eller er blevet utrivelig. Hesten kan eventuelt også ømme sig, når gjorden strammes. Andre gange kan den ændre adfærd, når den æder.
Diagnose
For at stille diagnosen mavesår med sikkerhed, bliver man nødt til at gastroskopere mavesækken. Dette gøres ved at føre en lang kikkert via hestens næsebor, ned gennem spiserøret og ned i mavesækken. Mavesår findes ofte på overgangen mellem den sure (røde) del og den basiske (hvide) del i mavesækken samt i mavemunden dvs. mavens udgang til tyndtarmen.
Gastroskopi foregår stående, hvor hesten er let sederet, ligesom ved eksempelvis tandraspning. Heste kan have varierende grader af mavesår og graden af mavesår afgør proceduren for behandlingen.