Skip to main content

Sår

Alle heste vil på et eller andet tidspunkt opleve at få større eller mindre sår. 

Når hesten får et sår, er der nogle ting, som er vigtige at tage stilling til:

Er såret alvorligt og kræver dyrlægehjælp akut?

Ethvert sår på en hest uanset størrelse, der ledsages af voldsom halthed med eller uden feber regnes for alvorligt og kræver dyrlægehjælp akut.

Hvor meget bløder det?

Hvor meget et sår bløder kan være rigtig svært at udtale sig om, da opfattelsen vil være meget individuel. Et par dråber blod kan på nogle virke som meget, mens andre er mere hårdføre. En hest på ca. 500 kg kan miste 6 – 8 liter blod uden, at det har større konsekvenser. Bløder hesten meget, gælder det om at få stoppet blødningen. Det kan gøres ved, at lægge en trykforbinding på eller binde et viskestykke eller lignende omkring såret.

Hvor stort og dybt er såret?
Sårets dybde kan ofte være svært at undersøge, hvis hesten ikke er bedøvet. Først og fremmeste gælder det om at gøre sig klart, om såret er overfladisk, eller om det er gået igennem huden. Det kan testes ved at forsøge, om man kan få såret til at gabe ved at skille de to sider af såret fra hinanden. Såret er gået gennem huden, hvis man kan se muskulatur eller knogle under. Det er en god idé at klippe området omkring, så man bedre kan se såret.
Hvor sidder såret?
Sårets placering er vigtig for hvilken behandling, der skal påbegyndes. Er såret fx tæt på et led, skal man trykprøve leddet for at teste, om der er penetration (trængt ind) til leddet. Er der penetration til leddet, skal det skylles. Det skal muligvis gøres i fuld narkose afhængig af den enkelte situation. Herudover gælder det om at vurdere, om sener eller knogler kan være involveret. Det er vigtigt for hestens prognose og selvfølgelig også for behandling.
Er såret inficeret og hvor gammelt er det?
Når du opdager, at hesten har et sår, gælder det om at holde det rent, så der ikke kommer infektion i det. Det gøres bedst ved at vaske såret og komme en ren forbinding på, hvis det skønnes nødvendigt. Mange overfladiske sår og småskrammer kræver ikke antibiotika og det er heller ikke nødvendigt at komme salver med antibiotika på. I stedet er det vigtigt at få det vasket godt og som før nævnt evt. lægge en forbinding på. Og du kan supplere med antiinflammatoriske salver som fx traumel eller voltarengel. Før du ringer til dyrlægen, er det vigtigt at prøve at finde ud af, hvor gammelt såret er. Skal såret syes, skal det helst ikke være mere end 8 timer gammelt.

Kontakt os på

eller skriv til os på
kontakt.hoersholm@vetgruppen.dk

×
Menu
Ring op