Skip to main content

Renlig hundehvalp Renlighedstræning af din hvalp

Hvis du går og overvejer at tilføje en firbenet ven til din husstand, er det en rigtig god idé at få styr på renlighedstræningen, allerede inden du bringer din nye bedste ven hjem. Det er vigtigt, at renlighedstræningen går i gang med det samme, så du hurtigt er i stand til at etablere et solidt grundlag for optimal renlighed.

Først og fremmest er det vigtigt, at du afsætter god tid til træningen. Du skal derfor overveje nøje, hvornår du lader hvalpen blive en del af jeres nye familie. Renlighedstræning kræver, at man som ejer er der til at observere og hjælpe hvalpen, så hvis du ikke arbejder hjemmefra, kan en forlænget weekend eller ferie være et ideelt tidspunkt at få hvalpen og dermed begynde renlighedstræningen. Det første, du skal lære, er at aflæse hvalpens signaler og være i stand til at afkode, hvornår den har behov for besørge. De klassiske tegn er rastløshed, at hvalpen snuser rundt på gulvet, går rundt om sig selv i cirkler eller piber. Så snart hvalpen giver dig et sådant signal, skal du tage hvalpen med udenfor, så den besørger udendørs, og dermed lærer den, at det er det rigtige sted at gøre det.  En god tommelfingerregel er, at hvalpen skal ud omtrent 30 minutter efter at have spist, samt lige efter den har sovet eller leget. Husk at rose din hvalp når den besørger udendørs.

Straf aldrig hvalpen for uheld

Skulle uheldet dog være ude, og kommer din hvalp til at besørge indendørs, må du aldrig straffe din hvalp. Belønning af ønsket adfærd virker langt mere effektivt end straf for uønsket adfærd. Den bedste reaktion er at bevare roen og ignorere det uønskede uheld, og flytte hvalpen udendørs, hvor du gerne vil have at hvalpen skal besørge.

For at få det optimale ud af renlighedstræningen, handler det om at investere lidt ekstra arbejde i, at få din hvalp ind i de rutiner I har i hjemmet, så snart den ankommer til dit hjem. Og husk, at det er en naturlig ting – så lad ikke denne naturlige proces stå i vejen for glæden ved at have fået en hund. Med korrekt træning og den rette indsats vil du opnå renlighed hos din hund, som vil være til stor gavn for jer begge.

×
Menu
Døgnvagt