Skip to main content

Kloklip af hund

Hundens kløer svarer til vores negle. De er væsentligt mere solide end vores og formen er mere som en cylinder. Hunden bruger dem til at grave, holde fast i underlaget med og til at rive med i en eventuel slåskamp. Klokapslen, som er det yderste lag bestående af horn, kan være gennemsigtig eller sortpigmenteret. På den gennemsigtige klokapsel, kan man se et lille blodkar indenunder som en lyserød struktur. Lige ved siden af blodkarret ligger en nerve. Det er nerven der udløser smerte hvis man klipper kloen for kort, og det er blodkarret der bløder.

Hunden har kløer på alle sine tæer, og de tæer som er i berøring med underlaget bliver som oftest slidt. De kløer der sidder på vildt- eller ulvekloen er ikke i berøring med underlaget, og de skal derfor altid klippes regelmæssigt. Hvis hunden for eksempel går meget i skoven, bliver kløerne ikke slidt så meget, og derfor skal de klippes.
Kløerne vokser rundt, og bliver de ikke slidt tilstrækkeligt eller klippet, kan de vokse ind i huden på poten under kloen, og forårsage stor smerte for hunden.

Hvornår og hvordan klippes kløerne?

Som tommelfingerregel kan man bruge at kløerne skal klippes når hunden står op på alle fire, og kløerne rører underlaget. Det er meget forskelligt fra hund til hund hvordan kløerne slides, så gør det til en god rutine at holde øje med deres længde og form. Så kan du også samtidig holde øje med, om nogle kløer er flossede eller flækkede.

Vildt- og ulveklo slides som sagt ikke på underlaget, så de skal klippes regelmæssigt ca. hver 3-4 uge.
Når du skal klippe kløerne, skal du bruge en klosaks, som er designet til at klippe den cylinderform som en klo har. Du kan købe klosaks hos din dyrlæge eller i en dyrehandel. Du skal bruge den rigtige størrelse til din hunds kløer.

Hvis klokapslen er gennemsigtig, kan du se hvor blodkar og nerven er. Du skal ikke klippe tættere på dem end 2-3 mm.

Klip små bidder af kloen, og gerne skråt, så du beholder kloen lidt længere inde i centrum og derned mindsker risikoen for at klippe for langt. Hvis kapslen er pigmenteret, skal du være ekstra opmærksom og klippe små bidder af gangen. Når du er ved at være tæt på nerven, kan du typisk se en lille mørk prik på det nyklippede stykke. Det markerer, at nerven er tæt på, og at du ikke skal klippe mere af.

Hvis det bløder

Har du klippet for langt. Det kan være en god ide at have noget blødningstoppende til kløer i hjemmet. Det kan du også købe hvor du køber sakser.

Bange for kloklip

Nogle hunde er meget bange for at få klippet kløer. Det kan skyldes, at de har haft en dårlig oplevelse hvor der blev klippet for langt, eller de kan være utrygge ved det, fordi de ikke blev vænnet til det fra hvalpealderen. Som ejer kan man også være utryg ved at skulle klippe kløer, og det kan din hund mærke.

Kontakt os endelig, hvis du har brug for hjælp til at lære at klippe kløer, eller hvis du vil have os til at klippe kløerne.

Bliv ringet op

Gælder ikke akutte henvendelser. Hvis akut bedes du ringe til din lokale dyrlæge, eller se VetGruppens døgnvagt her

Bliv kontaktet - lead formular

×
Menu
Døgnvagt