Skip to main content

Neutralisering af hund og kat

Neutralisation er en fælles betegnelse for sterilisation og kastration af et dyr. Det betyder, at man fjerner deres produktion af kønshormoner, og dermed gør dem neutrale. Hunner bliver steriliserede, mens hanner bliver kastrerede.

Ved en sterilisation fjerner man æggestokkene og i nogle tilfælde også livmoderen.
Ved en kastration fjerner man testiklerne.

Et intakt dyr er det modsatte, det vil sige et dyr, der ikke er blevet kastreret eller steriliseret.

For mange dyr kan det være en udfordring at være seksuelt aktive og under påvirkning af kønshormoner.

En del hanner bliver ved kønsmodning mere aggressive og vil forsvare deres territorier mod andre hanner.

Nogle intakte hanhunde bliver påvirkede af hunner i løbetid og vil eksempelsvis ikke spise, drypper forhudssekret på gulvet eller er urolige og rastløse.

For strejfende dyr som katte, er det en ekstra udfordring at være intakt. Hunkattene kan blive parret af intakte hanner og som ejer kan man pludselig få uventet familieforøgelse.
Den samme udfordring gør sig gældende, hvis man har gnavere gående sammen. De kan på ganske kort tid formere sig i hobetal.

Ældre tæver kan udvikle betændelse i livmoderen, en alvorlig og potentielt livstruende sygdom. Ved at sterilisere tæven fjerner risikoen for livmoderbetændelse helt.

I mange tilfælde vil en neutralisation af et kæledyr være en god ide. Indgrebet foretages typisk på yngre dyr, enten inden deres første løbetid eller umiddelbart efter de er blevet kønsmodne.

Kastration

En kastration foregår ved at dyret i fuld bedøvelse får bortopereret testiklerne gennem et indsnit foran pungen. I nogle tilfælde fjernes selve pungen også.
Hvis testiklerne ikke ligger i pungen, er det et lidt større indgreb. Så skal de bortopereres fra enten lyskekanal eller bughulen.
Dyret bliver smertestillet under operationen og i dagene efter. Du indleverer dit dyr til operation om morgenen, og henter det igen senere samme dag.

Sterilisation

En sterilisation kan foregå på flere måder. Æggestokke og livmoder er placeret i dyrets bækkenhule, og sterilisation er derfor et større og mere kompliceret indgreb end kastration.
Ved sterilisation kan dyrlægen vælge kun at fjerne æggestokkene, som producerer kønshormonet. Det er typisk på yngre dyr denne procedure vælges.
På ældre dyr eller ved sygdomme i livmoderen, fjernes både æggestokke og livmoder.
Sterilisation foretages gennem et indsnit i midtlinjen på maveskindet.
Dyret bliver smertestillet under operationen og i dagene efter. Du indleverer dit dyr til operation om morgenen, og henter det igen senere samme dag.

Bivirkninger ved neutralisering

Den største udfordring ved neutralisering er, at dyrets stofskifte sænkes. Mange hunde og katte bliver derfor overvægtige. Der findes heldigvis mange gode fodertyper på markedet til at afhjælpe dette, og vores personale kan rådgive dig grundigt.
Nogle dyr får også en kedeligere og mindre blank pels.

Du er velkommen til at spørge vores personale, hvis du har spørgsmål om sterilisation og kastration.

Bliv ringet op

Gælder ikke akutte henvendelser. Hvis akut bedes du ringe til din lokale dyrlæge, eller se VetGruppens døgnvagt her

Bliv kontaktet - lead formular

×
Menu
Døgnvagt