Skip to main content
Trustpilot Widget

Trollesminde søger smådyrsdyrlæge til barselsvikariat

Er du vores nye kollega? 

Smådyrsdyrlæge til barselsvikariat hos Trollesminde Dyreklinik

Trollesminde Dyreklinik er en smådyrsklinik, lokaliseret centralt i Hillerød, hvor klinikken første gang slog dørene op for over 30 år siden. Klinikken har de senere år gennemgået et generationsskifte, renovering og skift af speciale, fra hud og reproduktion, til anæstesi og tænder. Da vores ene dyrlæge skal på barsel, søger vi nu en barselsvikar per 1. oktober 2024.

Hvem er vi?

Vi er et stærkt team som foruden dig består af 3 erfarne dyrlæger (hvoraf 1 går på barsel), 4 veterinærsygeplejersker, hvoraf 3 er fag-veterinærsygeplejersker i anæstesi, og 1 veterinærsygeplejerskeelev. Vi vægter det gode kollegaskab højt, samt sparring omkring det faglige og kommunikationen med klienten, mens vi passer på hinanden og hjælper hvor vi kan i en travl arbejdsdag.

Vi tager imod hunde og katte til udredning af medicinske sygdomme, røntgenundersøgelser, bløddelskirurgi og tandbehandlinger. Klinikken er udstyret med et IDEXX in-house laboratorium, digital røntgen, tandrøntgen, inhalationsanæstesi og TIVA, fuldt monitoreringsudstyr, og ikke mindst nogle meget søde patienter og venlige klienter.

Hvad søger vi?

Vi søger en smådyrsdyrlæge, der trives med tæt kundekontakt og ynder at levere høj service til klienterne. Dine primære arbejdsopgaver vil være i konsultationen og på operationsstuen til elektive operationer. Hvis du har interesse i tandarbejde, kan dette også blive en del af dine opgaver. Stillingen er deltid (30 timer) og uden vagtforpligtelse. Erfaring er en fordel, men ikke et krav. Stillingen er som udgangspunkt tidsbegrænset til oktober 2025, men for den rette kandidat kan en fastansættelse komme på tale.

Hvem er du?

Du er engageret, ansvarsbevidst og en ægte teamplayer, der ikke tøver med at hjælpe til, når telefonen ringer, eller der skal ryddes op. Du har en stærk faglig interesse og ønsker at gøre en forskel for både patienter og klienter. Vi forventer, at du bidrager med smil og engagement til vores stærke kollegaskab på klinikken.

Vi tilbyder mere end bare en arbejdsplads:

Vi er en del af VetGruppen A/S. Som en del af VetGruppen bliver du en del af et fællesskab med over 50 smådyrsklinikker og dyrehospitaler landet over. Vi arbejder tæt sammen og støtter hinanden med faglig sparring og henvisninger, hvilket gør os i stand til at tilbyde specialiserede behandlinger. VetGruppens fællesskab gavner både patienter og medarbejdere, og vores CampusVet understøtter din fortsatte udvikling.

Igennem CampusVet får du nemlig mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt. Vi værdsætter faglig nysgerrighed og tilbyder løbende kurser og efteruddannelse, så du kan vokse i din rolle. Vi skaber et miljø, hvor tillid, kollegialt sammenhold og professionalisme er i fokus.

Ansøgningsfrist mv.:

Vi afholder ansættelsessamtaler løbende, og vi ønsker at besætte stillingen pr. 1. oktober eller snarest derefter.

Er stillingen interessant for dig?

Send din ansøgning og CV til klinikleder Camilla Gundelach på mail: camilla.trollesminde@vetgruppen.dk.

Har du spørgsmål til stillingen, er du også meget velkommen til at kontakte os på samme mail. Samtaler afholdes løbende.

×
Menu
Døgnvagt