Husk at være ude i god tid, hvis du skal have nytårsmedicin til din hund eller kat
Tidlig træning og lydangst
Igennem lydtræning kan mange hundes angst overfor høje og pludselige lyde mindskes betragteligt.
Det er vigtigt, at hunde langsomt og gradvist vænnes til høje og pludselige lyde – gerne fra de er i hvalpealderen, men ældre hunde kan også trænes. Det er vigtigt at gå i gang med træningen i god tid, dvs. i månederne op til nytårsaften. Sørg for gradvist at optrappe lydstyrken og mængden af larm, således hunden ikke bliver bange for lyden, men vænner sig til den og forbliver rolig igennem træningsforløbet.
Google ”7 tips til mindre lydangst” eller gå ind på: https://dyrlaegeskraek.kartra.com/page/Tml35 (e-mail tilmelding nødvendig, kan afmeldes igen efterfølgende) og hent en rigtig fin folder med gode tips til, hvordan lydtræning og lydangst kan gribes an. Lydoptagelser af fyrværkeri til brug i træningen kan findes på bla. YouTube.
Medicinering mod angst
Der findes mange forskellige kosttilskud, som kan gives i ugerne og dagene op til nytårsaften, som kan hjælpe til at mindske hunden eller kattens angst i løbet af december. Derudover findes der også mange receptpligtige lægemidler, som effektivt kan dæmpe angst. Vi vil derfor forhåbentlig være i stand til at skræddersy en løsning for din hund eller kat, som gør, at den kan få en rolig og angstfri december måned og nytårsaften.
Følg altid dyrlægens anvisninger i forhold til dosis og dosisinterval for receptpligtige angstdæmpende lægemidler. Brug ikke humane lægemidler mod angst til hunde, da disse ofte har uhensigtsmæssig og farlig effekt på dyret.
Selve nytårsaften
Sørg for at give evt. medicin og/eller kosttilskud INDEN hunden eller katten bliver angst. Træk gardinerne for og spil rolig musik for at maskere lyset og lyden fra fyrværkeri, og undgå bordbomber og andre høje lyde indenfor i løbet af aftenen. Lad hunden eller katten søge væk til et roligt og rart sted, hvis den vil det, og tilbyd den evt. nogle tæpper og puder, som den kan grave i, da dette kan virke angstdæmpende. Forsøg at distrahere den ved at holde den beskæftiget med fx en Kong fyldt med foder eller andet aktivitetslegetøj.
Hvis hunden skal ud og luftes nytårsaften, så gør det gerne lige efter kl. 18, mens Dronningen holder sin nytårstale, da der på dette tidspunkt plejer at blive affyret mindre fyrværkeri. Luft ALTID hunden i snor, da den kan finde på at løbe væk, hvis den bliver bange.
VetGruppen er en sammenslutning af lokale dyreklinikker og dyrehospitaler, der arbejder sammen om at sikre de bedste forudsætninger for dyrs sundhed. Vi består af en stor gruppe dyrlæger og veterinærsygeplejesker med hver deres specialområde, hvilket er din garanti for kompetent og professionel pleje, hvad end der er tale om vaccination af hund, sundhedsundersøgelse af kat eller handelsundersøgelse af hest.
Rådhusgade 20
8740 Brædstrup
Mandag | 8.00 – 17.00 |
Tirsdag | 8.00 – 17.00 |
Onsdag | 8.00 – 17.00 |
Torsdag | 8.00 – 17.00 |
Fredag | 8.00 – 17.00 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Konsultation efter aftale fra 08.00 - 17.00.
Telefonkontakt fra 08.00 - 16.00
Petshop 08.00 - 17.00