Skip to main content

Indvoldsorm hos hest

Målrettet behandling af indvoldsorm starter med en gødningsprøve. Vi hjælper dig med at vurdere behovet og vælge den rette behandling til din hest.
Læs mere her.

Parasitter som strongylider og spolorm kan påvirke hestens sundhed og trivsel. Ved høj parasitbelastning kan der ses symptomer som vægttab, sløvhed, dårlig pelssætning, nedsat præstation samt i nogle tilfælde diarré og kolik.

I dag anbefales målrettet parasitkontrol frem for rutinemæssig behandling. Ved hjælp af gødningsprøver kan vi vurdere, om din hest har behov for behandling – og i så fald hvilken type ormekur der er mest relevant.

Gødningsprøver og analyse

En gødningsprøve (fæcesprøve) undersøges i mikroskop, hvor antallet af parasitæg opgøres som EPG (æg per gram gødning).

Undersøgelsen bruges til at vurdere:

  • Om hesten har en betydelig parasitbelastning
  • Hvilke typer parasitter der er til stede
  • Om behandling er nødvendig

Det er særligt vigtigt at identificere såkaldte “høj-udskillere”, da disse heste udgør den største smittekilde i en flok.


Typiske parasitter hos heste

  • Strongylider (blodorm og små strongylider) – de mest almindelige og ofte mest betydningsfulde
  • Spolorm – især hos føl og ungheste, kan give kolik og forstoppelse
  • Bændelorm – giver ofte få symptomer, men kan give problemer ved høj belastning
  • Lungeorm og haleorm (oxyurer) – ses sjældnere

Hvornår anbefales gødningsprøver?

Vi anbefaler som udgangspunkt:

  • Forår (april–maj): Ægtælling og evt. larvedyrkning
  • Sensommer/efterår (august–september): Ægtælling og evt. bændelormsundersøgelse
  • Før behandling med ormekur
  • Evt. 10–14 dage efter behandling for at kontrollere effekt
  • Ved flytning af heste eller introduktion til ny flok

Som standard anbefaler vi ægtælling 1–2 gange årligt, suppleret med larvedyrkning (minimum 6 måneder efter sidste ormekur) og bændelormsundersøgelse efter behov.


Praktisk information

Gødningsprøven afleveres efter aftale på klinikken i en lufttæt plastpose med navn på både ejer og hest samt ønskede analyser.

Vi anbefaler, at der udfyldes en blanket med alle relevante oplysninger, som vedlægges prøven.

Prøven skal være frisk og fri for halm, spåner og jord. Tag gerne prøven fra midten af en nylagt portion gødning.

For det mest retvisende resultat bør prøven analyseres inden for 24 timer og opbevares køligt indtil aflevering.


Analyser og svartid

Vi tilbyder blandt andet:

  • Ægtællinger: Antal strongylideæg (EPG)
  • Udvidet gødningsprøve: Undersøgelse for spole- og bændelorm
  • Larvedyrkning: Undersøgelse for blodorm

Ved larvedyrkning skal man være opmærksom på, at analysen tager op til 14 dage. Når denne undersøgelse er valgt, sender vi ét samlet svar på e-mail, når alle resultater foreligger.


Hvornår behandles indvoldsorm?

Behovet for behandling vurderes ud fra resultatet af gødningsprøven:

  • Heste med mere end 200 æg pr. gram gødning (EPG) behandles
  • Ved mere end 1000 EPG anbefales behandling samt kontrolprøve efter ca. 14 dage
  • Der behandles ved fund af bændelorm eller spolorm hos den enkelte hest
  • Ved fund af blodorm (larvedyrkning) anbefales behandling på besætningsniveau

Er du i tvivl om resultatet, eller hvordan det skal håndteres, er du altid velkommen til at kontakte os.


Hvorfor ikke bare give ormekur?

Rutinemæssig behandling uden forudgående test kan føre til resistens, hvor parasitterne bliver modstandsdygtige over for medicinen.

Målrettet behandling har flere fordele:

  • Beskytter den enkelte hest
  • Reducerer smitte i flokken
  • Bevarer effekten af ormemidler
  • Er mere bæredygtig og økonomisk på sigt

Forebyggelse i hverdagen

God foldhygiejne er en vigtig del af parasitkontrollen:

  • Fjern gødning fra folden regelmæssigt (fx 1–2 gange ugentligt)
  • Undgå overbelægning af folde
  • Overvej foldskifte eller omlægning
  • Undgå rutinemæssig ormekur uden behov

Regler for udlevering af ormekur

I Danmark gælder der særlige regler for behandling med ormemidler:

  • Hvis din hest ikke er taget ud af konsum, kræver det, at du har gennemført et medicinhåndteringskursus for selv at måtte behandle den
  • Der skal være etableret et gyldigt kundeforhold, hvilket betyder, at vi skal have tilset hesten inden for det seneste år for at kunne udlevere ormekur

Er du i tvivl om, hvad der gælder for din hest, hjælper vi dig gerne med rådgivning.

Kontakt os på

92 92 33 77

eller skriv til os på
kontakt.hestvest@vetgruppen.dk

×
Menu
Ring op