Hvad er Goldtreat?
Goldtreat er en behandlingsform der kan bruges til at behandle ledsmerter. Behandlingen er uden bivirkninger, og har effekt på over 80 % af de behandlede led.
De fleste led som behandles er sæde for slidgigt. Slidgigt er en kronisk degenerativ lidelse, hvor brusken i leddet langsomt nedbrydes. Leddet bliver ømt og der opstår irritation, og i nogle tilfælde nedsat bevægelsesmulighed. Det irriterede led er sæde for inflammation, som er en tilstand med bl.a. hævelse og smerte. Der er mange årsager til at slidgigt kan opstå. Blandt årsagerne kan nævnes alder, overvægt, fejludvikling af leddene, samt tidligere skader.
I Danmark begyndte man i 1988 at behandle hunde med slidgigt med guldimplantater. Dengang mente man at virkningen skyldtes at guldimplantaterne blev lagt i nogle akupunkturpunkter, og at dette var årsagen til at behandlingen virkede. I dag ved vi, at behandlingen skyldes den antiinflammatoriske effekt af guldionerne (ladede guldatomer). Siden 2005 har den standardiserede Goldtreatbehandling været tilgængelig.
Slidgigt kan behandles med gigtmedicin, kosttilskud, vægttab, operation, med videre.
Goldtreat er et godt alternativ eller supplement til disse behandlinger, fordi det som nævnt er uden bivirkninger, og fordi det er et meget lille indgreb, og dermed skånsomt for dyret. Hvis ikke vægttab og kosttilskud er nok til at afhjælpe hundens eller kattens smerter, bør man overveje Goldtreat.
Behandlingen er især velegnet til slidgigt i hofter, albuer, knæ og haseled, samt slidgigt i rygsøjlen og ved korsleddet, men i princippet kan alle tilgængelige led, som er sæde for inflammation, behandles.
Der findes to varianter af behandlingen. I den ene behandlingsform lægger man små implantater, bestående af en meget tynd guldtråd som er viklet op som et lille garnnøgle, ind i flere punkter omkring det syge led. Guldionerne optages fra guldtråden og indlejres i cellerne tæt på leddet, hvorfra de udøver deres antiinflammatoriske effekt. Implantaterne lægges ind via en kanyle under fuld bedøvelse, så der er ingen operationssår efter behandlingen, og dyret kan gå så snart det er vågnet af bedøvelsen. Ved den anden metode indsprøjter man kunstig ledvæske indeholdende en stor mængde bittesmå guldpartikler direkte ind i leddet. Heller ikke her vil der være operationssår efter behandlingen. Denne behandling foregår ligeledes i fuld bedøvelse. Hvilken metode der vælges vil afhænge af en vurdering i hver enkelt tilfælde.
Efter behandlingen gives smertestillende medicin i nogle dage, og motion begrænses i en kort periode.
Det kan variere meget hvor hurtigt man ser effekten af behandlingen. Nogle mærker en bedring stort set med det samme, mens andre først får effekt af behandlingen efter nogle uger, i enkelte tilfælde måneder. De fleste har så god effekt af behandlingen at anden behandling ikke længere er nødvendig, mens en mindre andel kan have behov for supplerende smertebehandling i perioder. En lille andel på mellem 10 og 20 % af de behandlede dyr har desværre ikke mærkbar effekt.
Hos nogle hunde med nedsat bevægelsesmulighed kan der fortsat ses halthed, men hundene virker gladere og mere aktive end før, hvilket skyldes færre smerter. Dette kan f.eks. ses hos unge hunde med slidgigt som følge af fejludviklede albuer.
Effekten af Goldtreatbehandlingen vil i de fleste tilfælde vare resten af livet, og forbedre dyrets livskvalitet betydeligt.