Hvis du har besluttet dig for, at din hund eller kat ikke skal bruges til avl, kan det være en god ide at få dyret neutraliseret. Udover at forhindre uønskede hvalpe og killinger kan en neutralisering være med til at forebygge udvikling af sygdomme i kønsorganerne, ligesom visse adfærdsproblemer kan afhjælpes.
Kastration
Handyret neutraliseres ved en kastration, hvor begge testikler fjernes således, at befrugtning ikke længere kan finde sted. Yderligere kan en kastration ofte være med til at afhjælpe uønsket adfærd såsom dominans, strejfen, urinmarkering mv. Desuden nedsættes risikoen for udvikling af sygdomme i kønsorganerne (f.eks. forstørret prostata), når dyret er kastreret
Sterilisation
Hunkatten og tæven neutraliseres ved en sterilisation, hvor æggestokkene fjernes, således, at dyret ikke længere kommer i løbetid, kan parres og og blive drægtigt. Desuden fjerner man risikoen for udvikling af livmoderbetændelse, ligesom risikoen for udvikling af knuder i mælkekirtlerne nedsættes markant hvis operationen foretages tidligt i dyrets liv.
Bedøvelse
Før dyret bedøves gennemgår det en klinisk undersøgelse, hvor det vurderes om det er i stand til at klare bedøvelsen. Samtidig foretages der en altid en individuel vurdering af, hvilken type bedøvelse, der vil være bedst egnet til lige netop dit dyr! På den måde sikres det bedst mulige forløb under operation og opvågning.
Smertestillende
I forbindelse med alle operationer bliver dit dyr behandlet med smertestillende medicin. På den måde sikres det, at dyret er smertefri under hele forløbet og efterfølgende hurtigst muligt er frisk og smertefri igen.