Halthedundersøgelse hest

Hestens ben vurderes for afvigende bestillinger og hovformer, der enten afspejler sygdomme i disse strukturer eller unormale belastningsforhold, som på længere sigt vil kunne medføre halthed. Hestens ben gennemgås fra sål til hals/ryg, hvor enhver afvigelse i form af hævelse, varme eller muskelmangel noteres og vurderes.

Hestens bevægelse vurderes i skridt og trav på et fast og plant underlag, hvor dyrlægen undersøger grundigt for taktfasthed, halthed og bevægelsesforstyrrelser. Ved mønstring såvel som ved longering iagttages samtidig hestens smidighed. Bøjeprøver af tå (hov-, kron- og kodeled), forknæ, albue og skulder udføres på forben samt bøjeprøve tå, has og knæ på bagben. Ved bøjeprøve stresses lednære strukturer, således at lavgradige haltheder træder tydeligere frem. Hesten undersøges herefter i longe på begge volter i skridt, trav og galop, hvor hesten igen undersøges grundigt for taktfasthed, halthed og bevægelsesforstyrrelser. Under longering vurderes hestens bevægelsesmønster i alle tre gangarter ligesom bevægelser af hoved, hals, ryg og hale iagttages nøje for unormale forhold.

Næsten alle haltheder vil kræve blokader (lokalbedøvelser) for med sikkerhed at kunne bestemme smertens lokalisation. Dette kan gøres ved bedøvelse af enten led eller bedøvelser af udvalgte nerver. Efterfølgende vil hesten mønstres på ny, og er haltheden reduceret eller er hesten helt rengående så er smerten lokaliseret. Det er denne del af undersøgelsen der kan tage fra ½-1 time og optil 2 døgn.

Røntgen anvendes ofte ved halthedsundersøgelser, da dette diagnostiske hjælpemiddel kan påvise opklaringer i knogle samt knoglenydannelse. Dette betyder, at røntgen er specielt velegnet til at påvise mus, gigtforandringer samt brud. Røntgen vil ikke kunne påvise forandringer i bløddele dvs. ledbånd, sener, muskler og ledbrusk. Der kan således sagtens forekomme halthed uden røntgenforandringer, og samtidig kan der ligeledes forekomme røntgenforandringer, som ikke giver anledning til halthed. Det er derfor altid vigtigt at sammenholde røntgenfundene med den kliniske undersøgelse og effekten af de udførte blokader.

Scanning bruges primært til påvisning af seneskader og ledbåndsproblemer. Ultralydsscanninger kan således udføres på alle bløddelshævelser og direkte på sener, hvor disse forekommer hævede. Ved halthedsundersøgelser har ultralydsundersøgelser stor anvendelse til diagnosticering af bløddelsproblemer og efterfølger ofte den kliniske undersøgelse og røntgen. Ultralydsscanning af eksempelvis et helt ben uden forudgående lokalisering af et område vil tidsmæssigt være umuligt. Derfor kræves en klinisk indikation eller lokalisering af et smerteområde.

MRI undersøgelse kan påvise både knogleforandringer og bløddelsforandringer med meget større sikkerhed og ned til meget mindre forandringer end både røntgen og ultralydsscanning. Detaljeringsgraden er stor og undersøgelsen kan påvise forandringer såsom bruskskader og ledbåndsskader som hverken røntgen eller scanning kan påvise.

I de tilfælde hvor halthedsundersøgelsen har lokaliseret smerten til et led, og hvor der ønskes en vurdering af leddet kan der anvendes diagnostisk artroskopi (kikkertundersøgelse). Denne undersøgelse kan påvise forandringer i ledbrusk og de indvendige strukturer i leddet, men kan samtidig også anvendes til oprensning af bruskdefekter og fjernelse af fragmenter og mu