Tandproblemer hos hund og kat

Hvad er tandkødsbetændelse?

Over halvdelen af alle hunde og katte har problemer med tænderne. Den mest almindelige tandlidelse hos hunde og katte er tandkødsbetændelse. Det er en betændelsestilstand i tandkødet, som bliver rødt, hævet og ømt typisk langs tandkødsranden. Det opstår ofte i forbindelse med tandsten.

Tandsten opstår ved at bakterier, foderrester og spyt blandes og danner en hvid belægning på tænderne kaldet plak. Hvis plakken ikke fjernes ved f.eks. tandbørstning, forkalkes den, og der dannes tandsten. Tandsten, som får lov til at sidde over længere tid og i større og større mængder, resulterer i betændelse af tandkødet. Betændelsen kan strække sig helt ned til tandroden og kæbeknoglen, hvorved der opstår dybe tandkødslommer og med tiden udvikles parodontose. Parodontose medfører, at tænderne løsnes fra knoglen.

Hvad er symptomerne på tandkødsbetændelse?

Symptomerne på tandkødsbetændelse er:

• Rødt, ømt og hævet tandkød
• Besvær med at hygge, især hårde fødeemner
• Dårlig ånde og eventuelt savlen
• Dyret tager poterne op til munden eller kører hovedet hen af gulvet
• Besvær med at åbne eller lukke munden
• Hunden er mere stille end normalt
• Adfærdsændring

Dog skal man som ejer være meget opmærksom på, at dyrene ofte skjuler deres problemer. Selv dyr, som ejer ikke mener har ondt, kan have smerter fra tænderne. Derfor er det meget vigtigt med det årlige sundhedstjek hos dyrlægen, hvor også tænderne og mundhulen undersøges nøje. Ofte viser det sig cirka 14 dage efter en tandbehandling af f.eks. en brækket tand, at hunden eller katten liver meget op og opfører sig, som den var flere år yngre.

Hvordan behandles tandkødsbetændelse?

Hvis tandkødsbetændelsen er opstået som følge af tandsten, skal tænderne renses. Dette foregår under fuld bedøvelse.

Hvis tandkødsbetændelsen kun er overfladisk og samtidig opdages og behandles tidligt, bliver hunden næsten altid fuldstændigt helbredt, men der er risiko for, at problemet genopstår. Hvis der er dybere betændelse med angreb af tændernes fæstne, kan det kræve en mere drastisk behandling og være nødvendigt at fjerne en eller flere tænder. I disse tilfælde er det nødvendigt at tage et røntgenbillede for at vurdere, hvordan tændernes rødder ser ud.

Hvis tandkødsbetændelsen forbliver ubehandlet gennem længere tid, kan bakterierne vandre over i blodbanen og sprede sig til indre organer hyppigst hjerteklapper, nyrer og lunger. Spredningen medfører funktionsforstyrrelse af disse organer og kan være vanskelig eller umulig at behandle.

Hvorfor får hunde og katte tandkødsbetændelse?

Langt den hyppigste årsag er, at dyret bruger sine tænder for lidt, da hunde og katte fra naturens side er skabt som et rovdyr med tænder, der kan flænse og tygge i f.eks. knogler, hud og råt kød. Derved renses tænderne ikke for belægningen af plak.

Andre forhold der kan spille en rolle for udvikling af tandkødsbetændelse er:

• Alder
• Race    
  – Disponerede hunderacer: malteser, chihuahua, yorkshireterrier, gravhund, pekingeser, tibetansk terrier, mops, pomeranier, boxer, bulldog og boston terrier
  – Disponerede katteracer: Perser, siameser og abbysiner.
• Unormalt bid eller skæve tænder
• Tilbageholdte mælketænder (link)
• Underliggende sygdomme, der svækker immunforsvaret

Hvad er kattens særlige tandproblem?

Mange katte har en særlig lidelse i tænderne, der kaldes for neck lesions eller FORL (feline odontoclastic resorptive lesions). Det er en form for huller i tænderne, der begynder på ydersiden af tænderne under tandkødsranden. En, flere eller alle tænder kan være angrebet.

Katten har ofte udtalte smerter pga. denne lidelse, men er god til at skjule det. Alle katte kan få lidelsen, men specielt racekatte er prædisponerede.

Diagnosen stilles efter nøje tandundersøgelse, oftest i fuld bedøvelse. Ideelt tages røntgenoptagelse af samtlige tænder. Den eneste mulige behandling er at trække de angrebne tænder ud. Det er undertiden nødvendigt at trække samtlige tænder ud, hvis alle er angrebet. Det betyder nogle gange, at fodertypen skal ændres, men katten kan sagtens leve et normalt liv i hel eller delvis tandløs tilstand.