Før ankomst til klinikken
Det kan være en rigtig god idé at forberede dit besøg på klinikken før du ankommer med din hund eller kat. Dette er både for din og ikke mindst din hund/kats skyld. Det kan gøre hele forløbet bedre, samt være med til at I som ejere og jeres dyr får mest muligt ud af besøget.
Før konsultationen
For dig som ejer kan det være en stor fordel at have gjort sig tanker og overvejelser omkring, hvad I gerne vil have dyrlægen undersøger jeres hund/kat for. Hvis I mistænker sygdom eller andre helbredsændringer, kan det være en god idé at skrive det kortfattet ned eller blot have gjort særlige overvejelser om eks.;
- Hvad er din hund/kats problem?
- Hvornår er det startet?
- Hvordan begyndte det?
- Hvilke symptomer oplever du din hund/kat har?
- Hvilken behandling er hidtil givet, og hvordan har den virket?
For jeres egen skyld kunne det være godt at overveje, hvor hurtigt en evt. behandling skal virke, og hvor meget den må koste. Dyrlægen forelægger behandlingsmuligheder, så de passer bedst muligt til jeres hund/kat, og i samråd med jer som ejere findes den bedste løsning.
Gode tips til dig som hundeejer
- I er altid velkomne til at komme ind forbi klinikken, også selvom I ikke har en tid hos dyrlægen. Dette kan medhjælpe hunden til at forbinde klinikken med noget positivt og ikke kun negativt hver gang. Vi står altid klar med godbidder og klap, som kan gøre det til en positiv oplevelse.
- Luft altid gerne hunden godt af inden I træder ind på klinikken. Det giver lidt mere ro på for hunden, og samtidigt undgår vi de kommer til at gøre det på klinikken som følge af de er nervøse.
- Pas på med at pylre for meget om hunden. De kan mærke det med det samme, og det kan forstærke evt. nervøsitet eller utryghed hos dem under deres besøg på klinikken.
- Hav lækre godbidder med. Beløn og skab god kontakt med hunden. Dette fjerner et evt. fokus på nervøsitet og giver mere ro og tryghed for jeres hund.
Gode tips til dig som katteejer
Det kan være en stor stressfaktor for din kat at skulle transporteres til klinikken og efterfølgende komme ind til dyrlægen. Her er nogle gode råd, du som ejer kunne følge for at mindske stressniveauet hos din kat både før transport, under transporten og efter ankomsten på klinikken.
- Klargør gerne transportkassen lidt før. Stil den gerne et sted i hjemmet, hvor katten opholder sig meget. På den måde vænner katten sig til kassen, samtidig med at den har mulighed for at gå ind og ud af kassen, som den lyster. Din kat har også mulighed for at sætte sin duft på eller i transportkassen, og det er med til at sænke evt. stressreaktion omkring kassen.
- Lige inden I skal ud at køre kan man med fordel gøre brug af Feliway (Spray der udskiller Feromoner, der virker stressdæmpende), spray et par gange i kassen og lad det virke mindst 15 min. før katten puttes i transportkassen.
- På klinikken kan det være en god idé at lade katten være i transportkassen til dyrlægen er klar i konsultationen. Desuden er det en stor hjælp for katten, hvis du som ejer benytter en af de ”katte-parkeringer”, der er på klinikken, så katten hæves over jorden. Det giver mere tryghed og ro for katten, især hvis der er andre dyr inde i venteværelset samtidig.