Kæledyr har behov for tandtjek
Ring til os og book tid til et gratis tandtjek.
Kæledyr har behov for tandtjek
Ligesom mennesker danner hunde og katte plak.
Plak er en film af bl.a. bakterier, som sætter sig på tænderne. De fleste mennesker børster selv tænder 1-2 gange dagligt og fjerner derved aktivt plak, alligevel går vi til tandlægen regelmæssigt og får undersøgt tænderne. Vi får opdaget eventuelle problemer og får renset og pudset tænderne. Blandt hunde og katte er det desværre et fåtal, der får børstet tænder hver dag. Derfor kan både plak og tandproblemer udvikle sig.
Hvis der altid sidder plak på tænderne, dannes der tandkødsbetændelse. De første tegn på tandkødsbetændelse er, at tandkødsranden ned mod tænderne bliver lidt rødere end resten af tandkødet, og at tandkødet lettere bløder. Når tandkødet bliver rødt og hævet, kan bakterier lettere trænge op under tandkødet og give betændelse længere inde. Hvis dette får lov at udvikle sig, vil tilhæftningen af tænderne efterhånden blive ødelagt, og der opstår parodontose.
Tandkødsbetændelse kan forsvinde helt, hvis tænderne bliver renset og efterfølgende børstet, mens parodontose ikke går over igen, men kan bremses. Nogle tænder vil måske have så fremskreden parodontose, at de ikke er til at redde.
Tandundersøgelse, tandrøntgen og tandbehandling
Det, man som dyreejer oftest først opdager, er dårlig ånde og tandsten. Tandsten er forkalket plak, der sidder fast på tænderne, og som ikke kan fjernes ved tandbørstning. Hos Trehøje Dyrlæger tilbyder vi tandundersøgelse og tandbehandling.
Hvad den enkelte behandling indebærer, kommer an på, hvilke problemer vi finder hos hunden eller katten.
Tandundersøgelsen foregår i fuld narkose, hvor alle tænder, tandkød og andre strukturer i munden bliver undersøgt. Alle fund bliver ført ind i dyrets personlige tandjournal, og ud fra undersøgelsen bliver det besluttet, hvilken behandling der skal til.
Nogle tandproblemer vil blive undersøgt yderligere ved hjælp af tandrøntgen, hvor vi blandt andet kan se omfanget af parodontose, tandbylder, vurdere om knækkede tænder har påvirkning af roden osv. Desuden er tandrøntgen et vigtigt redskab ved udtrækning af tænder, da vi får rodens form og tilstand at se, inden indgrebet planlægges.
Læs mere om mulige tandlidelser hos hunde samt mulige tandlidelser hos katte.