Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk
+45 86 10 95 55

FORSIKRING AF DIT KÆLEDYR

Dyrlæger for familiens kæledyr i Aarhus og omegn

FORSIKRING AF DIT KÆLEDYR
 

Kæledyr koster mange penge, men ved at forsikre hunden eller katten, kan du sikre dig mod uforudsete udgifter til dyrlægebehandling. Vær opmærksom på selskabernes forbehold og vælg den rigtige type forsikring for dig.

Forsikringer til dit dyr

Der findes 3 typer af forsikringer til dit kæledyr:

  • Ansvarsforsikring
  • Livsforsikring
  • Sygeforsikring

Herunder gennemgår vi de 3 typer af forsikringer til kæledyr:

Ansvarsforsikring

Hunden skal ifølge loven være dækket af en hundeansvarsforsikring. Forsikringen dækker skader, som hunden forvolder på andre personer eller deres ting.

Går du til træning med hunden, skal du desuden overveje at købe en udvidet ansvarsforsikring. Den dækker, hvis hunden deltager i arrangementer og for eksempel bider dommeren eller træneren. Hvis hunden bliver passet af andre vil den lovpligtige ansvarsforsikring ikke dække de skader, som hunden måtte lave hos dem der passer den. I stedet kan du overveje en udvidet ansvarsforsikring.

Livsforsikring

Dør dit kæledyr eller skal det aflives på grund af sygdom så dækker en livsforsikring. Den dækker også udgifterne til en ny hvalp eller killing af samme race.

Bemærk at forsikringen som regel ikke dækker, hvis hunden skal aflives på grund af truende adfærd eller arvelige sygdomme. Der kan desuden gælde særlige krav om stambog og mikrochip.

Sygeforsikring

Som kæledyrsejer kan du få uforudsete udgifter til dyrlægen. Med en sygeforsikring af dit dyr, kan du gardere dig hvis dit kæledyr rammes af sygdom eller en ulykke.

Der kan være forskellige krav der skal være opfyldt, før du kan tegne sygeforsikring. Kravene varierer fra selskab til selskab. For eksempel kan det være, at kæledyret skal være fyldt et vist antal uger eller måneder og ikke må være over en vis alder, før forsikringen tegnes.
Derudover kan det være et krav at visse vaccinationer er foretaget. Det kan være mod hunde- eller kattesyge og smitsom leverbetændelse. Og at der skal ske revaccination. Endelig kan det kræves, at dyret er udstyret med mikrochip og er stambogsført.

Typisk vil forsikringen udløbe ved en aldersgrænse på 10 år, selvom nogle selskaber dog har livslang dækning.

Forsikringen dækker størstedelen af udgifterne. Men bemærk, at der som regel er et maksimum beløb og eventuelt også et maksimum på behandlingsperioden. Forsikringsselskaberne dækker typisk udgifter på op til 20.000-30.000 kroner, men beløbet kan være meget mindre afhængigt af diagnosen.

Ved sygdom og tilskadekomst kan sygeforsikringen dække udgifter til:

  • Undersøgelse og behandling hos dyrlæge
  • Medicin under konsulation eller indlæggelse
  • Ophold på dyrehospital og klinik
  • Tandbehandling som følge af skade
  • Materialer og den medicin, dyrlægen bruger under selve behandlingen
  • Udgifter til operation
  • Ekstraudgifter ved søn- og helligdagskonsulation
  • Udgifter til kejsersnit og så videre

Sygeforsikringen varierer i pris, alt efter om den er livsvarig eller begrænset til et bestemt antal leveår.

Læs altid forsikringsbetingelserne.

Forsikringsbetingelser:

Vær særlig opmærksom på:

  • Der kan være forskelle i størrelsen på forsikringernes selvrisikobeløb. Selvrisikoen kan i visse tilfælde også skulle betales pr. diagnose.
  • Der kan være tidsbegrænsning på forsikringen, som derved bortfalder efter et par år. Der kan også være tidsbegrænsning på længden af behandlinger.
  • Forsikringerne dækker som udgangspunkt ikke forebyggende undersøgelser eller behandling. Det samme gælder fertilitetsundersøgelser og undersøgelser/behandling i forbindelse med drægtighed samt behandling af adfærdsproblemer.
  • Særlige sygdomme kan være undtaget i forsikringsbetingelserne.
×
Menu
Ring op
Mail
Online Booking