I klinikkerne i Ringkøbing og Tim ser vi i sommerhalvåret ofte hunde og katte, der er blevet bidt af en hugorm.
Hugorme lever i hede-, mose- og klitområder, i nåleskove og tørre løvskove. Her i området findes de bl.a. i Husby, Vedersø, Houvig, Søndervig, Klegod, Lyngvig, Hvide Sande, Årgab og Bjerregård.
Derfor bliver hunde og katte oftest bidt i klit- og hedeområderne her i området, samt ved stranden.
Med deres camouflagefarve kan hugormene være svære at opdage. De er hurtige, og bevæger sig gerne væk, før man ser dem. De bliver typisk 60-80 cm lange. De er grå eller brune med et mørkt eller sort zigzagbånd ned langs ryggen. Men der findes også ensfarvede rustbrune og sorte hugorme.
Adfærd
Hugorme er sky og sædvanligvis ikke særlig aggressive. De skal føle sig truet, før de bider. Så undgå at træde på eller tage fat i hugorme. Larm ved at trampe i jorden/vegetationen, så de kan høre, at noget stort nærmer sig. Brug eventuelt en kæp til at rode op i vegetationen foran jer, så de flygter.
Biddet
Hugorme hugger typisk i en afstand af 3-6 cm, og kan sjældent nå deres offer på afstande over 20 cm.
Mennesker/ dyr reagerer forskelligt på hugormebid. Nogen får slet ikke symptomer, mens andre får alvorlige forgiftninger og bliver meget syge. Disse variationer skyldes mængden af indsprøjtet gift, personens/dyrets alder, kropsvægt, bidstedet og graden af fysisk aktivitet efter biddet samt evt. overfølsomhed. Børn/ hvalpe, gravide/ drægtige og hjertepatienter udgør en særlig risikogruppe, hvor giften kan give problemer.
Førstehjælp til mennesker
Personen, som er bidt, skal holdes i ro! Hæv den bidte legemsdel og lad bidestedet i fred. Transporter derefter personen på den skånsomste måde til nærmeste skadestue.
Førstehjælp til hunde
Behandl hunden/katten meget roligt, og hold den angrebne legemsdel i absolut ro. Bær eller kør hunden/katten til dyrlægen.
Bemærk: Hugorme er fredede dyr i Danmark, og må ikke slås ihjel.
(Kilde: Skov og Naturstyrelsen j.nr. SNS-401-00626)
Herningvej 74 A
6950 Ringkøbing
Tlf.: 70 22 44 42
kontakt.dcvest@vetgruppen.dk
Fax: 69 66 30 54
Mandag 08.00 – 16.00
Tirsdag 08.00 – 17.00
Onsdag 08.00 – 16.00
Torsdag 08.00 – 17.00
Fredag 08.00 – 16.00
VetGruppen er en sammenslutning af lokale dyreklinikker og dyrehospitaler, der arbejder sammen om at sikre de bedste forudsætninger for dyrs sundhed. Vi består af en stor gruppe dyrlæger og veterinærsygeplejesker med hver deres specialområde, hvilket er din garanti for kompetent og professionel pleje, hvad end der er tale om vaccination af hund, sundhedsundersøgelse af kat eller handelsundersøgelse af hest
© 2020 VETGRUPPEN | CVR: 40 49 04 85 | Cookie og privatlivspolitik