At lære hvalpen at være alene kræver tilvænning. Nogle foretrækker at hunden skal være alene i et bestemt rum. Er dette tilfældet er det vigtigt, at dette sted har en positiv betydning for hvalpen.
Start op med at forlade hunden gangske kort, evt. bare ved at gå ind i et andet rum. I takt med at hvalpen har vænnet sig til at man ganske kort er ude af syne, lægger man mere tid til. Start med få sekunder og senere minutter. Pas på ikke at overskride hvalpens tærskel, så kan meget arbejde være spildt.
Sørg for at hvalpen har nogle tyggeting til rådighed, men ikke noget som stresser den op i vild leg.
For nogle hvalpe er det en god ide at have en radio til at køre, for andre duer det slet ikke.
Når alvorens time er kommet, så sørg for at hvalpen er velstimuleret og træt. En lille hvalp bør ikke være alene en hel dag, så få evt. nogle til at komme og lufte den og være lidt sammen med den.