Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk
+45 47 31 37 33

FRAKTUR AF TÆNDER

Dyrlæger for familiens kæledyr i Frederikssund og Nordsjælland

FRAKTUR AF TÆNDER

Dagligt ser vi en eller flere katte eller hunde der har skader på deres tænder. Det kan være alt fra kraftigt slid til flager der er slået af tanden, eller tænder der er helt knækkede.

For at forstå hvorfor det er vigtig at behandle såvel de små som større skader, så bør man have kendskab til tandens opbygning. Den del af tanden som vi kan se med det blotte øje kaldes kronen. Under tandkødsranden er roden. Fra bunden af roden og helt op i toppen af kronen løber et rum med kar og nerve – kaldet pulpaen. Pulpaen er i bunden af roden forbundet med blodkar til resten af kroppens blodkarsystem. Uden på pulpaen er tanden opbygget af dentin.

PULPAEN & TÆNDERNE

Dentinen som udgør den største del af tanden er porøs. Dvs. man ved forstørrelse kan se millionvis af små tunneller, der løber fra pulpaen og ud til kanten af tanden. Disse små tunneller indeholder nervesensorer og væske. Når vi eller dyrene føler smerte/isninger i tænderne, så skyldes det påvirkning af disse små nervesensorer. De små tunneller er akkurat så store, så der kan trænge bakterier ind og bevæge sig ned til det store kar og videre ud i kroppen. Dentinen er i kronedelen beskyttet af et meget hårdt stof kaldet emalje. Emaljen fungerer som en beskyttelseskappe, så ”døren til tunnellerne er lukket”. Dvs. nerverne udsættes ikke for stimuli, væsken bliver i tunellen og bakterier kan ikke trænge ind i tanden. Emaljen er glat og derved hænger plak og tandsten ikke så godt fast på denne.

EMALJEN VED FRAKTUR AF TÆNDER

Emaljen hos katte og hunde er kun 1-2 mm tyk og er derved mindre end hos mennesker. Når emaljen går i stykker, så åbnes der til tandens indre. Væsken i de små dentintunneller løber ud, nerverne bliver stimuleret, og dyret vil føle smerte. Bakterier begynder også at trænge ind i tanden. Alt efter graden af skade så øges smerten og infektionsrisikoen. Jo mere der er slået af tanden ind mod pulpaen, jo sværere er det at bevare tanden. Hvis der er helt åbent ind til pulpaen, bør tanden få en rodfyldning (man dræber tanden og fylder den op med et hårdt stof) eller opereres ud. Mindre skader kan repareres, hvis der ikke er tegn på infektion.​

KRONE FRAKTUR AF TÆNDER

En ukompliceret kronefraktur er en skade, hvor pulpaen ikke berøres, og hvor der er god chance for at reparere og bevare tanden. Dette bør gøres for at dæmpe hundens smerte, stoppe infektionsrisikoen og bevare biddet korrekt. Der er også øget risiko for gingivitis og parodontitis ved skadede tænder, da den manglende emalje har blotlagt dentinen nedenunder. Dentinener ru og derved adhærerer farvestoffer, plak og tandsten bedre fast. Ved at reparere tanden mindskes plak-risikoen, og tanden vil også fremstå kosmetisk pænere.

På Frederikssund Dyreklinik har vi taget efteruddannelse i at vurdere og behandle slidte tænder og ukomplicerede kronefrakturer hos hunde og katte. Vi har indkøbt specialudstyr til behandlingen og har de nyeste og mest holdbare materialer. Vi vurderer tanden under bedøvelse med en grundig undersøgelse samt ved røntgen, hvor skadens omfang bedre kan ses. På røntgen ses også efter infektionstegn som i de tidlige stadier kan være en mindskning af knogletæthed omkring tandroden. Hvis tanden vurderes klar til behandling, så renses og pudses den og gøres klar til reparation. Ofte skal skaden slibes til inden behandlingen.

FREDERIKSSUND DYREKLINIK, NORDSJÆLLANDS EKSPERT I KRONEFRAKTURER!

Alt efter skadens omfang og placering, så kan vi vælge at lægge en lak/forsegling direkte over skaden, eller man kan vælge at genopbygge tanden med en fyldning kaldet komposit. Ved sidste behandling får man en tand, der ligner en normal tand inden skaden opstod. Behandlingen gør ikke ondt og hunden/katten kan tygge normalt samme dag som den kommer hjem. Forseglingen/kompositten er livsvarrig medmindre dyret kommer ud for en ny skade. Det anbefales dog at man kontroller tanden med røntgen efter 6-12 måneder for at se efter en skjult rod infektion, som kan have haft udviklet sig.

×
Menu
Ring op
Mail