Teknikken er baseret på dannelse af ultralydsbølger, der bliver kastet tilbage med forskellig styrke alt efter tætheden i det væv, lydbølgerne møder. Ekkoet bliver vha. en computer omdannet til et skærmbillede. Væske reflekterer stort set ikke lydbølger og dette repræsenteres på skærmen som sort farve. Øget hvidfarvning opnås som følge af øget reflektivitet – dette kan være et resultat af øget indlejring af bindevæv. Man kan sige, at ultralyd er godt til at identificere tilstedeværelse af væsker samt undersøgelse af den indre struktur af bløddelsorganer, mens røntgen er godt til strukturforandringer i forbindelse med knoglevæv.
I klinikken anvender vi ultralyd i forbindelse med reproduktionsarbejde og senescanninger, men teknikken kan også anvendes til undersøgelse af andre bløddelsorganer – fx øjne og organer i bughulen. Ultralyd er yderligere anvendeligt til undersøgelse af facetled i hals og lænd.
Ved hjælp af ultralyd kan der udtages vævsprøver fra et specifikt område, ligesom medicin kan deponeres meget præcist, hvis der er behov for dette.
I forbindelse med reproduktionsarbejdet er det en stor hjælp at vide præcis, hvor hoppen er i sin cyklus. Skal hun sprøjtes i brunst? Skal ægget sprøjtes af? Skal hoppen efterbehandles efter endt ægløsning? Dette er alt sammen noget vi kan planlægge med baggrund i scanningen. Læs mere om inseminering her.
Sener og ligamenters ekkogenicitet, fiberretning og tværsnitsareal kan undersøges ved hjælp af ultralyd. En mere akut skade vil oftest være præget af nedsat ekkogenicitet (mere sort) pga. ødem og blødning, mens en kronisk skade oftest vil være præget af en øget ekkogenicitet (mere hvidt) pga. indlejring af arvæv. En scanning udføres som oftest på baggrund af en halthedsundersøgelse. På baggrund af ultralydsscanningen kan vi i de fleste tilfælde stille en diagnose, vi kan komme med en prognose og sidst men ikke mindst en plan.