Skip to main content
Akut brug for hjælp? Ring 86 22 19 51

Nordre Dyrehospital

Nordre Dyrehospital hjælper de græske hunde på Samos

NORDRE DYREHOSPITAL I LYSTRUP HAR I SAMARBEJDE MED EN RÆKKE ANDRE DYREHOSPITALER OG -HANDLER SAMLET 2300 KILO FODER, MEDICIN OG PLEJEPRODUKTER OG SENDT TIL DYREORGANISATIONEN ANIMAL CARE SAMOS PÅ DEN GRÆSKE Ø SAMOS.

Nordre Dyrehospital takker alle medvirkende hænder for at bidrage til, at vi denne sommer har haft mulighed for at hjælpe rigtig mange dyr på Samos.

Da vi under en grundig oprydning på vores lager på Nordre Dyrehospital i Lystrup fandt en del overskydende foder i god kvalitet, besluttede vi os for at donere dette til et godt formål. Idet vi tidligere har haft god kontakt til dyreinternatet på Samos, bestemte vi os for at gøre netop det til vores destination.

Vi foretog en rundringning til kollegaer og fik hurtigt en fornemmelse af, at de fleste dyrehospitaler og dyrehandler faktisk lå inde med overskydende foder. Således lykkedes det os at samle 1905 kilo tørkost samt 400 kilo dåsemad, modermælkserstatning, medicin, operationsartikler, skåle, tyggeben, kiks, ormekur og loppekur samt diverse bure. I alt 2300 kilo blev pakket og afsendt fra Nordre Dyrehospital 26. juli og ankom til turistøen Samos en god måned senere, nemlig 3. september. Et udenlandsk firma havde tilbudt at transportere lasten, da de havde plads i deres container. Derved blev også transporten gratis for det græske internat.

Nordre Dyrehospital har med hjælp fra andre dyrehospitaler og – handler samlet 2300 kilo foder, medicin med mere og sendt det til dyreorganisationen Animal Care Samos, der arbejder for at forbedre vilkårene for dyrene på den græske ø.

Dyreorganisationen som modtog de 2300 kilo er Animal Care Samos, som arbejder på at forbedre vilkårene for dyrene på øen. Lige nu koncentrerer de sig hovedsageligt om at hjælpe øens mange herreløse hunde og katte. Animal Care Samos samarbejder med flere organisationer i hele Europa, den danske samarbejdspartner er DFA (Danish Friends of Animals). Animal Care Samos hjælper via sponsorater og sender frivillige dyrlæger og veterinærsygeplejersker til den græske ø. Derudover hjælper de med at finde nye hjem til dyrene i Nordeuropa, blandt andet Danmark. Alt arbejde er frivilligt, og deres eneste indtægtskilde er fra disse sponsorater og private donationer, der hjælper til at vedligeholde internatet, købe foder, medicin, vaccinationer med mere.

Stor håndsrækning

Det vigtigste og mest tidskrævende er det forbyggende arbejde. Flere gange årligt hjælper frivillige dyrlæger og veterinærsygeplejersker de nødstedte hunde og katte ved at neutralisere dem. Hunde og katte samles op på gaden, neutraliseres og sættes efter et kort ophold på internatet tilbage på gaden.

De dyr, der opholder sig permanent på internatet, er dyr, som af forskellige årsager ikke kan klare sig på gaden. Det kan være små hvalpe, killinger, påkørte dyr, udsultede eller syge dyr samt højdrægtige tæver, der skal have ro til deres forestående fødsel. Udgifterne til kvalitetsfoder og medicin er derfor en stor økonomisk byrde for Animal Care Samos, og en fyldt lastbil fra Danmark er derfor en stor håndsrækning og meget værdsat.

På Nordre Dyrehospital er vi glade for at kunne hjælpe disse nødstedte dyr og sender en stor tak til Højbjerg Dyreklinik, Vejle Dyrehospital, Århus Dyrehospital, Petworld Risskov, E-vet, Dyrecenter Lystrup, Francks dyrefoder, Aalborg Dyrehospital, Frederikssund Dyreklinik og Tilst Dyrehospital, samt til alle, der har været med til at gøre det muligt for os at hjælpe.

Vi håber og forventer at kunne gentage denne succes i fremtiden.

Med venlig hilsen Ditte Andersen, veterinærsygeplejerske Nordre Dyrehospital i Lystrup

Kontakt os

Har du spørgsmål, så ring til os på 86 22 19 51 eller send en mail på kontakt.nordre@vetgruppen.dk

Alternativt kan du udfylde formularen forneden

  • Maks. filstørrelse: 50 MB.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Nordre Dyrehospital
Lægårdsvej 2P
8520 Lystrup

Tlf: 86 22 19 51
Email: kontakt.nordre@vetgruppen.dk


Åbningstider

Mandag 08.00 – 17.00
Tirsdag  08.00 – 17.00
Onsdag  08.00 – 18.00
Torsdag 08.00 – 17.00
Fredag   08.00 – 16.00

FIND VEJ
×
Menu
Ring op
Facebook
Book online