Det er en stor glæde at tage et kæledyr til sig! Ligegyldigt vejret, vores humør eller rynker, ti kilo for meget eller dårlig påklædning, møder hunden os med logrende hale og katten gnider sig kærligt op ad vores ben. Et kæledyr fremmer det bedste i os. Men samtidig med glæden anskaffer vi os også en sorg: Der kommer en dag, hvor vi må sige farvel!

De fleste ejere af kæledyr håber, at den gamle hund eller kat, af sig selv, pludselig er sovet stille og roligt ind i døden pga. alderdom. Det sker bare ikke så ofte, som vi tror. Langt hyppigere må vi tage den tunge beslutning om at lade dyret aflive. Det kan være ”tidens tand”, altså slid af kroppen grundet alder, der gør, at vi ikke synes, at det er rimeligt at lade dyret leve længere. På trods af gode behandlingsmuligheder for fx slidgigt, kommer der en dag, hvor livskvaliteten for dyret i vores øjne ikke er god nok. Smerter, der bevirker, at hunden eller katten ikke trives mere, nedsat nyrefunktion med vægttab og opkastning, hjertesygdomme, der ikke kan afhjælpes godt nok med medicin osv. Desværre sker det, at vores kæledyr rammes af uhelbredelig kræft, også i ung alder. Adfærdsproblemer kan også være årsagen til, at en ung hund eller kat må aflives. I andre tilfælde kan en skilsmisse, et dødsfald, allergi eller anden sygdom hos kæledyrets ejer være årsag til, at en aflivning kommer på tale.

Aflivning

En aflivning kan foretages hjemme eller hos dyrlægen. Førstnævnte mulighed kræver planlægning, idet dyrlægen skal have lagt ind i kalenderen, hvem der i det pågældende tidsrum skal tage sig af eventuelle andre akut tilskadekomne dyr. Aflivningen foregår ved, at kæledyret først bedøves: En indsprøjtning med bedøvende medicin gives, og derefter falder hunden eller katten i søvn i løbet af nogle minutter. Dyrlægen sikrer sig, at dyret sover tilstrækkeligt dybt, hvorefter en overdosis bedøvelsesmiddel sprøjtes direkte ind i en blodåre, typisk på forbenet. Medicinen virker med det samme, og vejrtrækningscentret i hjernen bedøves. Derefter går hjertet i stå. Dette sikres af dyrlægen ved at lytte grundigt med stetoskopet. Endvidere tjekkes, at alle reflekser er ophørt, og at øjets pupil ikke længere reagerer på lys. I løbet af nogle timer begynder dødsstivheden at indtræffe, og denne varer op til 12 timer. Dernæst begynder en forrådnelsesproces, hvorfor vi ønsker at bortskaffe dyrets døde krop.

Der er forskellige muligheder for bortskaffelse

• Begrave kæledyret hjemme
  Det er muligt at begrave kæledyret hjemme i haven, eneste betingelse er, at haven ikke må ligge indenfor en radius af 100 meter fra en drikkevandsboring. Der skal cirka 60 cm fast jord ovenpå kroppen, og det kan være en god ide at placere en tung haveflise, en plade eller lignende i den første tid, som hindrer fx ræve i at komme til graven. 

• Kæledyrskremering
  Der findes fire steder i Danmark
  Dansk Dyrekremering i Hedensted, Kæledyrskrematoriet Vendsyssel i Hjørring, Kæledyrskrematoriet Randbøl ved Vejle og Ada’s Kæledyrskrematorium i Hedehusene
  
  Kremering foregår i en ovn, hvor temperaturen bliver omkring 1000 grader, og tager 2-4 timer alt efter dyrets størrelse. Du kan vælge fælles kremering, også kaldet anonym kremering, hvor flere kæledyr brændes samtidigt, og asken bortskaffes af krematoriet, eller du kan vælge enkeltkremering eller urnekremering, hvor ovnen startes op kun indeholdende et enkelt kæledyr. Asken fra enkeltkremeringen kan udleveres til dig på forskellig vis.
  • Asken fra dit kæledyr kan udleveres i en urne
    Urnen kan bestå af træ, denne kan åbnes eller graves ned i haven
    Urnen kan bestå af let brændt terracotta, der hurtigt forgår i jorden
    Urnen kan bestå af glaseret keramik, som kan stå fremme
  • Asken kan udleveres i en pose
  • Lidt af asken kan smeltes sammen med glas eller porcelæn og laves om til et askesmykke

• Gravplads
  Du kan købe en gravplads og begrave dit kæledyr her eller få nedsat en urne. Der findes flere gravpladser i Danmark, en internetsøgning gav følgende:

Dyrenes Mindelund i Kolding, Foreningen Dyrenes Mindegrave i Kastrup, Dyregravpladsen Århus, Dyrenes Mindelund ”Løvhøj” Horsens, Trend Begravelsesplads for kæledyr Farsø, Fyns Dyregravplads Lørupvej, ElmedigeDyrebegravelsesplads Skibby, Bryndum Vestergaard Esbjerg.

Hvem skal være med ved aflivningen?

Det kan være meget svært at tage beslutningen om, at ens kæledyr skal aflives. Når denne beslutning er taget, rejser næste spørgsmål sig: Hvem skal være med?

Mange er i tvivl, om de vil være med til selve aflivningen, men det er Skive Dyrehospitals erfaring, at det er godt at være med for at støtte dyret, og ofte bliver ejerne positivt overrasket over, at det foregår så roligt og helt uden dramatik. Vi bliver ofte spurgt, om børn kan være med, og igen er svaret JA. Når børnene inddrages, ser de, hvad der sker, dyrlægen kan forklare og svare på spørgsmål, og der er ingen tvivl om, hvordan det hele er foregået. Vi modtager ofte breve eller tegninger fra børn, der vil give hunden eller katten en hilsen med på den sidste rejse, og disse breve og tegninger kan sagtens kremeres sammen med kæledyret. På Skive Dyrehospital sendes størsteparten af dyrene efter aflivning på klinikken til fælleskremering.

Beretning om Blacky, der har leukæmi

Erik kommer med Blacky, som er en 7 år gammel Golden Retriever/Kleiner Münsterländer-blanding. Her på det sidste har hunden tabt sig, selv om den egentlig spiser meget godt af sit tørfoder. Da vi vejer Blacky på vægten hos Roslev Dyreklinik, bliver mistanken om en underliggende sygdom vakt. Et vægttab fra 23 til 19 kg svarer til cirka 17%, og ved undersøgelsen finder vi, at hunden er alt for mager.

Endvidere findes slimhinderne meget blege, og vi bliver enige om at tage blodprøver, som straks undersøges. Blacky har meget lav blodprocent (21% i stedet for de normale 44-57%) og de hvide blodlegemers antal er tårnhøjt, 80.000 per kubikmilimeter (i stedet for det normale antal mellem 6 og 12.000 per kubikmilimeter). Ved mikroskopering af en blodudstrygning bliver vi bekræftet i, at der er noget helt galt. Der er et voldsomt antal lymfeceller i blodet, og diagnosen kan stilles ganske sikkert. Blacky har leukæmi. Proteinindholdet i blodet er meget lavt, svarende til at kræftsygdommen forbruger proteinet.

Erik er slet ikke i tvivl; selvom Blacky er en elsket hund og egentlig alt for ung til at skulle aflives, er det den eneste rigtige beslutning. Tabletter med binyrebarkhormon kan midlertidigt afhjælpe hunden, idet denne medicin dæmper smerte, hævelse og ubehag samt øger både appetit og drikkelyst. Erik aftaler, at han ringer til Roslev Dyreklinik, når han ved, hvornår familiens udeboende børn kan være hjemme og være med til afskeden med Blacky. Efterfølgende fredag eftermiddag kører jeg ud til familien Graversen, og det er en afklaret familie, der lader mig give Blacky den beroligende indsprøjtning. Det er gået hurtigt ned ad bakke, nu kaster Blacky også op, og vægttabet er ikke blevet mindre. Det varer ikke mange minutter, før hunden sover, og jeg giver den endelige overdosis med sovemedicin. Blacky skal begraves hjemme i haven, og jeg kører efter at have konstateret, at Blacky ikke er mere. 

Dina skal spredes over Limfjordens vande

Aase Kristensen kommer med labradorblandingen Dina, som i de sidste måneder har ændret adfærd: Hunden er 14½ år gammel, og er blevet tiltagende dårlig til at se og høre. Dina er begyndt at gø om natten uden grund. Der er ikke noget at bemærke, når Aase står op for at tjekke, hvad der er fat, men hunden står blot og gør ud i luften. Hunden får medicin, fordi den ellers er inkontinent, dvs., at den lækker lidt urin, når den sover/slapper af. Dina har også slidgigt, men smerterne kan holdes på et acceptabelt niveau, og hunden har en ”pensionisttilværelse”, hvor der ikke stilles store fysiske krav. Normalt kan Dina gå ude sammen med Aase i haven, men her på det sidste, er hunden begyndt at gå sine egne veje. Aase kalder på Dina, men hunden kan simpelthen ikke høre Aases kald. For nyligt måtte Aase hente hunden hos naboen. Aase er meget ude i sin have i sommerhalvåret, men nu er hun nervøs for Dina. For nogle dage siden måtte hun hente hunden helt nede i engen, hvor den havde forvildet sig ned. Den kunne tilsyneladende ikke finde hjem. Aase kvier sig ved at have Dina bundet, i 14½ år har hunden gået frit omkring.

Det er tid til at stoppe. Aase lægger alle hundens skavanker sammen, og når frem til, at hunden skal have fred nu, før den gør skade på sig selv eller andre ved at gå hjemmefra. Hunden har haft et fantastisk langt og godt hundeliv med masser af gode oplevelser. Ynglingsbeskæftigelsen om sommeren var ture i Aases båd på fjorden. Dina elskede at være med på båden, men det er ikke nemt, når hunden ikke længere kan se eller høre. Aase beslutter, at Dina skal kremeres, og at asken efterfølgende skal spredes ud over Limfjordens vande. 

Lobaea får lymfekræft

Merete oplyser ved den årlige sundhedsundersøgelse på Skive Dyrehospital, at Rottweileren Lobaea har haft hævede lymfeknuder på halsen (i kæbevinklen), men nu er de faldet til normal størrelse igen. Det aftales at holde ekstra øje i fremtiden, og da slimhinderne er fint lyserøde, hundens vægt er normal, og den arbejder rigtig godt til træning, gør vi ikke yderligere.

Desværre går der kun 14 dage, så bliver Lobaea akut dårlig til træning i hundeklubben. Hunden kaster op, får tiltagende høj feber og er øm i bughulen, når denne mærkes igennem. På trods af behandling med feberdæmpende og smertestillende medicin hos vagtdyrlægen bliver hunden dårligere i løbet af natten, og indlægges tidligt om morgenen. Lobaeas tilstand forværres, og Merete og Jesper vælger at lade hunden operere akut. Ved åbning af bughulen findes voldsom udbredt lymfekræft primært i tarmens lymfeknuder, og Merete må se i øjnene, at hendes bedste hund til dato, er alvorligt syg. Der er små blødninger i både urinblære, tarm og bughinder, og hundens tilstand er meget kritisk. Lobaea har været en fantastisk familiehund, vundet et utal af udstillinger, er avlskåret og mentaltestet med bravour og har derudover avlet rigtig gode hvalpe. Merete og Jesper har beholdt en tævehvalp og ved heldigvis, at der ikke er øget risiko for kræft hos afkommet. Det er alligevel en meget, meget svær beslutning for Merete og Jesper at skulle bede vagtdyrlægen aflive Lobaea på operationsbordet.

Indsendelse til histopatologisk undersøgelse viser senere, at beslutningen var rigtig, idet diagnosen var lymfekræft af svær type. Forløbet har været så hurtigt, at der på ingen måde, har været tid til forberedelse, men Merete og Jesper er slet ikke i tvivl om, at Lobaea skal huskes for alle de fantastiske egenskaber, hunden besad. Et askesmykke bliver valgt som et evigt minde om en fantastisk hund.